Prøv avisen

Har man ret til at blande sig i sin partners økonomi?

Tegning: Rasmus Juul

Økonomi er et tabubelagt emne, og det kan især være svært, hvis det drejer sig om andres penge. Men par kan have gavn af at sætte sig ned og aftale, hvor meget man må blande sig i hinandens pengesager

December er måneden, hvor pengene for alvor flyver ud af pungen, og det kan måske få mange til at stoppe op og kigge nærmere på bankkontoen, så snart julehyggen er ovre. Men er det kun ens eget forbrug, man har ret til at kigge efter i sømmene, eller må man også blande sig i, hvad ens partner bruger penge på?

Tidligere på året modtog Kristeligt Dagblads brevkasse ”Spørg om livet” et dilemma fra Birthe, som netop var ude for, at hendes mand ville have indblik i hendes økonomi, og det udfordrede deres ægteskab.

Hendes godt 60-årige mand havde besluttet sig for, at han snart ville på pension, og det gik Birthe på, for det betød, at hun ville være eneforsørgeren i forholdet.

”Min mand har hele tiden villet vide, hvor meget jeg havde på kontoen. Og hvad jeg fik i løn. Det er utidig snagen og meget ubehageligt, at han også ville have password til min bankkonto. Hvis jeg spørger, og det synes jeg, at jeg har ret til, hvad han så vil have i løn om måneden efter pensioneringen, er svaret ’penge nok’,” skrev Birthe i brevet.

Som svar skrev brevkasseredaktørerne Annette og Jørgen Due Madsen, at de sjældent anbefaler folk at lade sig skille, men at Birthe virkelig burde overveje det som en mulighed.

”Hvis ikke han markant vil ændre adfærd og bidrage aktivt til jeres økonomi eller som rask pensionist vil stå for alt husarbejde og madlavning derhjemme, så du har fri, når du kommer hjem fra fuldtidsarbejde, så synes vi, du alvorligt må overveje at bryde op. Så kan du styre din egen økonomi, slippe for at blive nedgjort og slippe for den ukærlige adfærd, som du måske er blevet for vant til,” skrev de i et svar til Birthe.

Men økonomien skal ikke ødelægge et parforhold, mener forbrugerøkonom hos Nordea Ann Lehmann Erichsen.

”Økonomien skal fylde så meget, at man tager den alvorligt, men også med respekt for hinanden. Der skal være plads til begge parter, og hvis en beslutning påvirker den anden part, skal man justere efter det. Man bidrager med det, man kan, og man er nødt til at bøje sig mod hinanden,” siger hun.

I målinger, som Yougov har gennemført for Nordea i 2017, fremgår det, at ”egoøkonomien” vokser. Det vil sige, at det mest almindelige er, at manden og kvinden har hver sin konto ud over en eller flere konti til de fælles udgifter. Der er altså ”mere mig og mindre fælles”, som Ann Lehmann Erichsen udtrykker det. Og det er vigtigt, at man i ethvert forhold giver hinanden økonomisk frihed og lytter til hinandens ønsker, siger Ann Lehmann Erichsen.

”Så længe det er inde for rimelighedens grænse, må man give hinanden det frirum, det er at styre sin egen økonomi. Gennem livet vil der være forskellige ønsker, og dem kan man jo tale om, når der er behov for det. Hvis en af parterne eksempelvis har lyst til at trække sig fra arbejdsmarkedet, må man tale om det, men også regne på det,” råder hun.

Men er der situationer, hvor man har ret til at se sin partners konto? Nej, mener Ann Lehmann Erichsen. Hun synes, det er uacceptabelt, hvis man kræver at se den andens konto, også selvom man har levet sammen i mange år:

”Hver ægtefælle råder over egne aktiver, de skal ikke spørge om lov. Den enkelte har ret til økonomisk privatliv. Man er ikke vokset helt sammen, selvom man er gift. Man kan ikke bare lige se eller kræve at se partnerens økonomi. Med NemID kan du se din egen selvangivelse, men du kan ikke se din ægtefælles – selvom I er gift.”

Sociolog og forbrugerekspert Eva Steensig siger, at man skal være klar over konsekvenserne, hvis man går ind og blander sig i sin partners økonomi.

”Jeg tror ikke, man kan lave en generel regel om, hvorvidt man må blande sig i hinandens økonomi. Omvendt kan man sige, at vælger man at dele sit liv med hinanden, så har man også ret til at blande sig lidt. Men så skal man kende konsekvensen af det.”

”Egentlig er det federe, hvis den anden giver lov til at tjekke ens konto. Så er der et tillidsforhold,” siger Eva Steensig.

Vi har mere og mere fokus på os selv, og det gør, at vi får sværere og sværere ved at indgå i relationer med hinanden, siger hun. Hun kalder det en ”stor forandring”, at vi i dagens Danmark har bevæget os længere og længere væk fra fællesøkonomi, men at det ikke er overraskende.

”Der er ikke noget, der hedder at slibe kanter mere. Når man fylder så meget i sin egen individualisering og egen udfoldelse, så gør det det sværere at leve i et ægteskab end tidligere. Man er sig selv nærmest. Og det kan man lægge ned over økonomien én til én,” siger hun.

Kommunikation er nøglen, mener psykolog Christina Ditlevsen, der blandt andet arbejder med parterapi, skilsmisserådgivning og konfliktmægling ved Center for Familieudvikling i Aarhus. Hun kan hverken svare ja eller nej til spørgsmålet om, hvorvidt man har ret til at se partnerens konto.

”Fra en parterapeutisk vinkel er der ikke et færdigt svar på, om det er rigtigt eller forkert at have indsigt i hinandens økonomi. Det er helt op til det enkelte par at finde en model, som begge er trygge og tilfredse med. Det, der er helt naturligt for et par, kan være ganske uholdbart for et andet par,” siger hun.

”På en måde er det ikke økonomien, der ødelægger et forhold. Det er mangel på kommunikation. Det handler om konstant at holde dialogen åben. Kommunikation, kommunikation, kommunikation – og kompromiser. Tavshed er vores værste fjende i et parforhold. De negative tanker, man har om sin partner, er en eroderende proces, der starter med dårlig kommunikation.”

Økonomi er generelt et meget tabubelagt emne at tale om, fortæller hun, netop fordi vi er opdraget til ikke at være hverken grådige eller nærige.

Og føler man sig det, er der altså tendens til, at man lukker ned og ikke italesætter sine følelser. Det sker ofte, hvis man er forskellig fra sin partner, for i et parforhold er der ofte en part, der gerne vil spare på pengene, og en part, der gerne vil have et mere frit forhold til dem, fortæller Christina Ditlevsen. Den ene synes, at den anden er uansvarlig, mens den anden omvendt synes, at partneren er nærig, og så kan det blive en udfordring at blande sig i hinandens økonomi.

”Når man som par går i denne fælde, så sker der en polarisering. Vi har disse tanker om vores partner, som gør dem værre, end de er. Og så lukker dialogen ned af den grund.”

Kigger man historisk på det, er det meget positivt, at kvinderne har fået så megen kontrol over deres egen økonomi, siger Eva Steensig:

”Meget længe var kvinder afhængige af mændenes økonomi, men nu er der flere og flere, der er selvforsørgende. Det er positivt i forhold til at kunne klare sig selv.”

Derfor synes hun også, at det er godt, at kvinder kan råde over egen økonomi uden indblanding fra manden. Men den udvikling har også været medvirkende til at skabe en anden udfordring, som blandt andet kommer til udtryk i de høje skilsmissetal.

”Den lim, som har været i parforholdet, eksisterer ikke længere. Kvinder har været afhængige af mændene langt hen ad vejen, men økonomi binder ikke længere folk sammen. Det gør følelser. Derfor er der høj skilsmisserate, for vi er ikke længere afhængige af hinanden,” siger hun.

Men ville det så ikke afhjælpe mange problemer, hvis man blandede sig mere i hinandens pengesager eller fik fællesøkonomi? Nej, tværtimod, mener Eva Steensig.

”Umiddelbart tror jeg, at mere fællesøkonomi ville øge problematikken, fordi den ene så bruger rigtig mange penge på sin hobby, eksempelvis. Så tror jeg, det vil være decideret konfliktskabende og skærpe problematikken.”

For vi befinder os i en tid, hvor økonomien har fået en større og dybere betydning, forklarer hun.

”Ved at pille ved vores økonomi piller vi også ved noget centralt ved vores egen eksistens. For i vores moderne samfund fylder økonomi, og det bliver en svær størrelse, fordi det netop ender med at handle om kernen i vores egen eksistens.”

Christina Ditlevsen anbefaler, at man betragter eventuelle økonomiske uoverensstemmelser i parforholdet som noget, der har grund i andet end penge:

”En af nøglerne til at løse denne knude er at forstå, at når vi taler om penge, så taler vi ikke kun om materielle værdier. Men vi taler om menneskelige værdier. Med penge forvalter man drømme, og i virkeligheden handler konflikterne om vores drømme. God kommunikation er svaret på problemet. Når man taler om drømmene i stedet for pengene, kan man lære hinanden at kende på et dybere plan. Så handler det om at afstå fra at finde løsningen og i stedet have fokus på at finde kompromiser, fordi vi er så forskellige, som vi er. Og så behøver man måske ikke se den andens konto.”