Nynne Sass Larsen var 11 år, da hun indså, at hendes liv havde taget en uventet drejning. Det skete en efterårsdag i skolegården, hvor hun først umotiveret blev væltet af gyngen, så hendes ansigt ramte asfalten, og siden blev mødt af kommentarer og tilråb om, at hendes far skulle være rocker.
Forinden havde Helle Thorning-Schmidt (S) overtaget regeringsmagten, og alle forventede, hun ville gøre den 11-årige piges far, Henrik Sass Larsen, til landets næste finansminister. S-politikerens ministerdrøm endte dog brat, da Politiets Efterretningstjeneste tilkendegav, at han ikke kunne blive sikkerhedsgodkendt. Årsagen var en sms-udveksling og et møde på en café med den ledende Bandidos-rocker Torben Ohlsen Jensen, også kaldet Suzuki-Torben.
Medierne kastede sig over sagen, og på nogle avisers forsider kunne man se billeder af Henrik Sass Larsen siddende sammen med Suzuki-Torben. For Nynne Sass Larsen betød sagen, at hendes liv blev vendt på hovedet, og i en kronik, bragt i Morgenavisen Jyllands-Posten i denne uge, langer den i dag 21-årige kvinde ud efter særligt den tabloide presses håndtering.
”Som 11-årig skulle jeg forholde mig til min far som politiker, og ikke som min far. Jeg skulle tænke over, hvad jeg sagde offentligt, og hvem jeg sagde det til. Mit værste mareridt var at vågne op til en ny forside,” skrev Nynne Sass Larsen og spurgte retorisk, om redaktørerne i redaktionslokalerne mon tænker over, at politikere har børn?
Opråbet fik flere ministre til tasterne på de sociale medier. Kronikken skal ”føre til ændringer,” skrev beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S). ”Stof til eftertanke for en chefredaktør eller to,” skrev undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S). De udsagn er Rasmus Kjeldahl, direktør i Børns Vilkår, grundlæggende enig i:
”For et barn er det benhårdt at opleve, at ens forælder bliver hængt ud offentligt. De steder, der før var trygge for barnet, såsom skolegården og klasselokalet, kan vise sig at blive steder, hvor man hver dag skal frygte for de andre børns kommentarer. Naturligvis har medierne et ansvar for at dække politikernes virke kritisk, men problemet ligger i, at dækningen ofte kammer over og bliver hadsk med eksempelvis øgenavne. Det er at kaste bolden op til mobning, og det har jeg meget svært ved at se det journalistiske argument for.”
Medierne er dog ikke den eneste part, der har et ansvar, medgiver Rasmus Kjeldahl.
”Det har forældrene og de øvrige voksne omkring barnet også. Eksempelvis i skolen, hvor læreren har et ansvar for at tale med eleverne om, at ikke alt, der står i avisen, nødvendigvis er sandt. Men det laver ikke om på, at medierne bør have nogle overvejelser med i redaktionslokalet, når man taler om tone og valg af fotos. Journalistik kan sagtens være kritisk uden at ødelægge et menneske eller en familie,” siger han.
Særligt formiddagsaviserne benytter ofte øgenavne som ”Gucci-Helle”, ”Fadøls-Lars” og ”Henrik Sjus Larsen”. I marts i år fratrådte Poul Madsen efter 14 år stillingen som ansvarshavende chefredaktør for Ekstra Bladet. Han mener, at Nynne Sass Larsens kritik er forfejlet:
”Alting i mediebranchen går hurtigere nu end for 10 år siden, så selvfølgelig er det vigtigt, at medierne tænker over, hvordan det, der bliver skrevet, kan påvirke de pårørende. Men i dette tilfælde holder kronikkens påstande ikke, og jeg synes, at Ekstra Bladet fejlagtigt fremstilles som et uhyre, hvor der aldrig bliver tænkt over det, der skrives.”
Men hvilket journalistisk formål tjener det, når man i Ekstra Bladet i din tid som chefredaktør har givet politikere øgenavne såsom Henrik Sjus Larsen, Luksus-Løkke, Bertel-Bims og Skrigeskinken?
”Lige præcis Skrigeskinken er et dårligt øgenavn, men mange af de andre rammer meget præcist, hvordan det er, politikeren har optrådt. Ekstra Bladet er sat i verden for at fortælle tingene, som de er. Vi er i en tidsånd, hvor folk bliver krænket over hvad som helst. Og jeg synes kun, det er godt, at Ekstra Bladet har modet til ikke at ligge under for den tendens.”
På Dagbladet Politiken bruger man udelukkende øgenavne på avisens satiriske bagside. Her skifter udenrigsminister Jeppe Kofod (S) eksempelvis navn til ”Kneppe Kofod. Journalistisk chefredaktør Anne Mette Svane mener grundlæggende, at medierne ikke kan stå til ansvar for, hvilke konsekvenser en mediestorm kan få for de pårørende.
”Det er mediernes ansvar at sørge for, at kilder ikke bliver hængt uretmæssigt ud. Men hvis man som forælder sætter sig på en magtfuld post, så må børnene også leve med den kritik, forældrene bliver udsat for. Det er klart, at der er et voldsomt tryk, når historier rammer i dag særligt på grund af sociale medier, men her er det forældrenes ansvar at skærme børnene, for det er dem, der har valgt at arbejde i en magtposition.”
I forhold til Politikens satiriske brug af øgenavne, vil hun ikke udelukke, at eksempelvis ”Kneppe Kofod” kan finde vej til klasselokalerne, men, siger hun, ”jeg bliver nødt til at fastholde, at vi på Politiken ikke bruger øgenavne i den kritiske journalistik. Det gør vi kun i satireformaterne”.
En af de mange politikere, der flere gange er havnet på forsiderne af landets aviser på grund af en såkaldt skandale, er tidligere folketingsmedlem for SF, Özlem Cekic. I 2011 kom hun eksempelvis i vælten, da hun som et eksempel på, at der findes fattigdom i Danmark, fremhævede en enlig mor og kontanthjælpsmodtager ved navn Carina. Efter en større debat måtte Cekic imidlertid trække i land og erkende, at Carina slet ikke var fattig, og på forsiden af Ekstra Bladet blev hun døbt ”Storslem” Cekic.
”Jeg dummede mig, og det betød, at jeg blev latterliggjort i medierne. Det påvirker selvfølgelig omverdenens syn på en, og da sagen rullede, kunne jeg gå med min børn på gaden, mens folk stoppede mig for at sige, hvor forfærdelig jeg var. Den slags reaktioner har været umulige at skærme mine børn mod. Særligt under Carina-sagen og omskæringssagen (Özlem Cekic skrev i 2018 en børnebog om drengeomskæring, red.) syntes min ældste søn, det var hårdt, fordi folk kaldte mig øgenavne, og der brugte jeg lang tid på at tale med ham om det og forklare, at jeg havde dummet mig, men at det også er noget, man kommer til som menneske,” siger Özlem Cekic, der først og fremmest kalder det sit eget ansvar, at passe på sine børn, da hun selv har valgt at gå ind i politik.
”Men samtidig,” siger Özlem Cekic: ”bør debatten give anledning til, at medierne spørger sig selv: Er der noget, vi kunne gøre anderledes, uden det går ud over den kritiske journalistik? Jeg mener ikke, at redaktørerne skal tænke på politikernes familier, når de beslutter, om en historie skal på forsiden, men det er ikke ensbetydende med, at man ikke kan tænke over om øgenavnet, man giver politikeren, er nødvendigt. Man bør spørge sig selv om en historie står skarpere, når jeg bliver kaldt for ’Storslem’ eller Henrik Sass Larsen for ’Tudefjæs’,” siger hun.
Hensynet til privatlivets fred optræder som et punkt på de vejledende regler for god presseskik, men svaret på, hvor grænsen går for dækningen af sager omhandlende mennesker med magt, er en vurdering, som det enkelte medie må tage. Det fortæller Maria Bendix Wittchen, forsker i presseetik ved journalistik på Roskilde Universitet.
”Når medier bringer en historie, der kan få konsekvenser for en politiker, virksomhed eller andre, så vil den presseetiske diskussion blandt andet handle om, hvad der vejer tungest: Hensynet til offentlighedens krav på at kende til historien eller hensynet til privatlivets fred. Mennesker med magt, om det så er politisk eller økonomisk, er i en position, hvor de må forvente, at medierne holder ekstra øje med dem. Nogle medier har direkte nedskrevet særlige regler for mennesker, der bærer ’gyldne kæder’, altså har tillidsposter, høje embeder eller et særligt ansvar. Disse har ikke samme krav på privatliv, som en almindelig borger ville have,” siger hun. Især tabloidmedierne har dog en tradition for sproglig kreativitet i deres nyhedsformidling, som ikke altid tjener et nødvendigt formål, fortsætter Maria Bendix Wittchen:
”I forhold til øgenavne, så bør man overveje, om navnet relaterer sig til en sag, eller om man snarere bruger sin mediemagt til at hyggedrille eller mobbe en politiker unødigt. Det bør man naturligvis være varsom med.”