Der er sket et skred i unges fravær på ungdomsuddannelserne. De studerende holder sig nu væk i gennemsnit 9 og 15 procent af tiden på henholdsvis det almene gymnasium og HF.
På nogle skoler er fraværet helt oppe på 20 procent, og det er et sygdomstegn, der skal bekæmpes langt hårdere end hidtil, meldte undervisningsminister Merete Riisager (LA) ud i denne uge. Hun vil blandt andet skærpe mulighederne for at fratage de studerende SU, hvis fraværet overskrider 15 procent.
Da det i december sidste år kom frem, at hver femte dansker har prøvet at pjække fra arbejde inden for de seneste to år, blev der også talt om et skred i forhold til tidligere, og Dansk Erhverv kaldte situationen ”uacceptabel”. I det hele taget lyder det indimellem i den offentlige debat, at det er et problem, når cirka 150.000 medarbejdere i offentlige og private virksomheder i Danmark hver dag bliver hjemme fra arbejde. Og på den baggrund virker det rimeligt at spørge, om vi generelt har et problem med fravær i Danmark – og om det er moralen, den er gal med?
Ser man alene på statistikkerne, er det korte svar på den første del af spørgsmålet: Nej. Det siger Claus D. Hansen. Han er lektor i arbejdssociologi på Aalborg Universitet og forsker blandt andet i fravær. Og han kan konstatere, at når vi i Danmark ligger på en generel fraværsprocent omkring 3,5 procent, så ligger vi midt i feltet i forhold til resten af Europa. Og vores fravær har endda været dalende gennem en længere årrække. Der findes ikke mange undersøgelser af, hvad tallene faktisk dækker over, men der er dog bred enighed om, at vi i Danmark har en ret høj arbejdsmoral.
”Det er rigtigt, at hver femte har prøvet at pjække, men 7 ud af 10 siger samtidig, at de har gået syge på arbejde, og det er svært at afgøre, om det ene problem er større end det andet,” siger han. ”I et velfærdssamfund som vores bør det som udgangspunkt være sådan, at ingen behøver at gå syg på arbejde. Vi har faktisk lovbestemt ret til at lade være – endda med løn. Men hvornår vægter rettigheder tungest, og hvornår gør pligterne over for samfundet, arbejdspladsen og kollegerne? Hvornår er man en nyttig idiot for kapitalismen, og i hvilken udstrækning er de smarte dem, der ikke gør mere, end de bliver betalt for? I sidste ende er det jo den enkeltes moralkodeks, der skal finde den balance.”
Det er dog netop her, udfordringen ligger, for mange har svært ved at finde en sund balance, mener arbejdspsykolog Einar Baldvin Baldursson, også fra Aalborg Universitet.
Der vil altid være nogle, der ikke kan håndtere den frihed, der ligger i deres ret til at sygemelde sig, men den stærkeste strøm går modsat: Vi bliver stadig hårdere ved os selv, og tallene for pjækkeri er et godt eksempel, siger han. For de, der vitterligt pjækker, fordi de er dovne, vil aldrig indrømme det. De 20 procent, som erkender pjækkeri, er derimod typisk pligtmennesker, der har dårlig samvittighed over at pjække, selvom de måske virkelig har haft brug for det pusterum for ikke at blive syge af eksempelvis stress.
”Når vi forsker i, hvad der faktisk får folk til at pjække, er forklaringen ofte, at de har det psykisk dårligt. Men fordi de ikke har høj feber eller andre fysiske symptomer, melder de sig ikke syge og føler sig heller ikke syge, og derfor kalder de det pjæk. Det mest interessante etiske spørgsmål omkring fravær er derfor ikke, hvor høj procentsatsen er, men hvad den er udtryk for. Det findes der bare næsten ingen uafhængige undersøgelser af, og det skaber en utydelighed, der er med til at gøre det svært at finde balancen mellem retten til at tage fri og pligten til at arbejde,” siger han.
Det synspunkt bliver underbygget af tal fra LO, den faglige hovedorganisation for 17 fagforbund. En undersøgelse viste således i 2017, at hvert femte LO-medlem dagligt eller ugentligt tager medicin for at kunne passe deres arbejde, siger næstformand Morten Skov. Det tyder på en stærk, men også usund arbejdsmoral formet især af et arbejdsmiljø, hvor en lang række brancher – ikke mindst i den offentlige sektor – oplever at skulle løbe stadig hurtigere i hverdagen.
”Det er farligt at fokusere for meget på fraværsprocenter, for det er ikke nødvendigvis kun et sundhedstegn, at den er relativt lav. Ligesom det ikke nødvendigvis er årsag til bekymring, hvis den er relativt høj. Det afgørende er, om vi har et sundt arbejdsmiljø, og at vi ikke bliver syge af at arbejde,” siger han.
Det er dog også afgørende, at vi mere generelt får vores arbejdskultur ind på et sundere spor, mener forfatter og virksomhedsrådgiver Thomas Milsted, der har arbejdet med stress og arbejdsmiljø i over 20 år. En del af problemet er nemlig, at vi har mistet en stor del af evnen til selvstyring i forhold til virkelig at give den en skalle nogle gange og andre gange puste lidt mere ud. Det er, som om vi ikke længere stoler på vores fornemmelse af, hvad der er godt nok, og derfor mosler mange bare på. Konsekvensen er, at rigtig meget sygefravær ikke skyldes traditionel sygdom, men mest af alt behovet for at restituere.
I nogle dele af arbejdsmarkedet er det anderledes, understreger han.
Her er fraværsprocenten betydelig højere end gennemsnittet, hvilket blandt andet kan forklares med den stadig mere stringente registrering af arbejdet og de øgede krav, som får nogle til at reagere ved lige så stringent at håndhæve deres ret til at sygemelde sig ved den mindste feber. Men generelt er det ikke dårlig arbejdsmoral, der dikterer fraværet.
”Det er påfaldende, hvordan vi altid kommer til at diskutere moral, når vi diskuterer fravær, for selvom forskningen i, hvad der rent faktisk forårsager fraværet, er meget sparsom, er der klare indikationer på, at det ikke er moralen, den er gal med. Det er især dårlig ledelse og generelt dårligt arbejdsmiljø, og det burde politikerne og arbejdsgiverne fokusere langt mere på frem for at tale om, hvilke nye regler og trusler de kan bruge for at tvinge fraværet yderligere ned,” siger Thomas Milsted.