Har coronakrisen fået os til at glemme barmhjertigheden?

I et år med fokus på ”superspredere” og ”afstandskrav” har barmhjertigheden været sat på prøve. Og det har blandt andre gjort Svend Brinkmann bekymret for vores måde at møde hinanden på

Illustration: Morten Voigt.
Illustration: Morten Voigt.

Svend Brinkmann var bekymret. Dagen før havde han nærmest ikke tænkt over, hvordan han med største selvfølgelighed altid rakte hånden frem, når han mødte nogen. Eller reflekteret nærmere over det kram, han havde vænnet sig til at give sine mere bekendte. Men nu var begge måder at hilse på pludselig blevet udråbt som de værste smittespredere og nærmest forbudte. Fra den ene dag til den anden. Ind kom det blodfattige og upersonlige ”albuestød”, og ud røg både håndtryk og kram.

Svend Brinkmann oplevede de nye restriktioner som voldsomme indgreb i sin måde at omgås andre mennesker på. Sundhedsmyndighedernes anbefalinger varslede en ny normal, som han bestemt ikke brød sig om. Og som professor i psykologi begyndte han at tænke over, hvad de nye coronarestriktioner ville komme til at betyde for vores sociale liv. På sigt. På Facebook gav han et par uger senere, den 7. april 2020, udtryk for sine tanker:

”Spontane livsytringer som tillid, barmhjertighed og åbenhed lever i virkelige mellemmenneskelige møder. Hvad vil mon ske med disse etikkens byggesten, når vi uden udløbsdato skal holde afstand og implicit betragte den anden som potentiel smittebærer?”

At kalde tillid og barmhjertighed for spontane livsytringer har Brinkmann taget til sig fra den danske teolog og filosof, K. E. Løgstrup (1905-1981). Som Aarhus-teologen så det er netop barmhjertighed indbygget i os som en umiddelbar måde at møde den anden på. Præcis som vi primært møder hinanden med tillid og åbenhed.

Artiklen fortsætter under annoncen

Nu var netop den umiddelbare tilgang til hinanden i fare, frygtede Svend Brinkmann. Og dermed var noget af det dyrebareste i vores samfund truet.

”For mig at se er barmhjertighed kristendommens helt store gave til menneskeheden. Den indebærer en etik, der er radikal, for vi skal ikke kun være barmhjertige over for dem, vi i forvejen bryder os om, men også over for vores fjender. På den måde er barmhjertigheden en påmindelse om, at den anden altid er vores medmenneske, og at det i omgangen med den anden aldrig handler om at få noget igen. Den annullerer på den måde symmetrien. Og det var dén indstilling til medmennesket, jeg nu frygtede var truet. Fordi den anden pludselig skulle omgås med forsigtighed og opfattes som en potentiel smittebærer,” siger Svend Brinkmann.

Siden covid-19 kom til landet har en del grupper i samfundet efterhånden prøvet at blive udpeget som de mest smittespredende. Og dermed som dem, myndighederne i særlig grad beder om at forstå, hvilket ansvar lige netop de bærer i forhold til andre. Senest har det været de unge i hovedstaden og vestegnskommunerne. Tidligere var det minkavlerne, og i sensommeren tilfaldt den tvivlsomme ære den somaliske gruppe i Aarhus, som statsminister Mette Frederiksen (S) udpegede på et coronapressemøde. At det somaliske samfund i Aarhus på den måde blev fremhævet som et særligt epicenter for smitten, fik blandt andet personalet i en vuggestue i Aarhus til at bede en somalisk mor om at holde sit barn hjemme, og flere aarhusianere kontaktede busselskabet Midttrafik for at frabede sig at skulle køre med somaliske buschauffører.

”Heldigvis mødte vi også barmhjertigheden og ikke kun udskamningen,” fortæller Ali Nuur, der er formand for det somaliske fællesråd i Aarhus, hvor der bor cirka 5000 somaliere.

”Mange etniske danskere kom hen til mig og sagde, at det ikke var i orden, at vi på den måde, som en hel gruppe, blev udpeget som særligt smittespredende. For man skal være forsigtig med at generalisere; det er netop også en af pointerne i barmhjertigheden: at man ser den anden som et unikt individ. Jeg kan selvfølgelig godt forstå, at myndighederne skal påpege problemerne, og at vi som samfund står over for en helt ny sygdom, der gør os bange. Men synet på den anden bliver hurtigt udfordret under covid-19, og netop kernen i medmenneskeligheden – barmhjertigheden – bliver nemt det første offer,” siger Ali Nuur.

Han oplever ellers Danmark som et land, hvor netop barmhjertigheden er en bærende værdi i samfundet.

”Men måske har man her i landet i høj grad institutionaliseret den i form af velfærdsstaten. Og på den måde går noget nok tabt, nemlig din og min egen forståelse af, at barmhjertigheden også skal være fortegn for den måde, vi omgås hinanden på,” siger Ali Nuur.

At barmhjertigheden er truet, er Doris Ottesen meget enig i. Men det har den nu været længe, mener hun, og ikke kun covid-19 har udfordret den.

Doris Ottesen er teolog, historiefortæller og forfatter – og så har hun gennem mange år været dybt optaget af ordet ”barmhjertighed”, som også er titlen på en af hendes bøger.

”Jeg vil vove at påstå, at vi for tiden er meget mere optaget af et ord som ”rettigheder” end af barmhjertighed. Vi har i dag meget svært ved at tænke ud over os selv, hvilket ellers er det centrale i barmhjertigheden. Se for eksempel på hele krænkelseskulturen. Her skal man hele tiden have sig selv i centrum og sikre sig, at man ikke bliver stødt over andres adfærd. Bevares, der er da meget dårligt at sige om for eksempel mandschauvinismen, men det siger meget om vores kultur, at den første reaktion er at have fokus på sine egne rettigheder,” siger Doris Ottesen.

For at nærme os en forståelse af begrebet forklarer Doris Ottesen, at der er forskel på tilgivelse og barmhjertighed.

”I tilgivelsen ligger der en forudgående handling, som man tilgiver sine skyldnere. Men barmhjertighed er derimod en grundholdning. Og den er derfor også forudsætningen for, at vi kan tilgive. Barmhjertigheden er intet mindre end kristendommens grundkerne, og den, der gør os til mennesker. Vi kan i modsætning til dyrene sætte os selv og vores umiddelbare behov til side, fordi vi har fået forestillingsevnen og dermed kan sætte os i den andens sted. Som moderen, der lader barnets behov fylde før sine egne, og som det mest radikale eksempel: Jesus, der går i døden for os.”

I sin forståelse af barmhjertigheden er Doris Ottesen især inspireret af den svenske forfatter Kerstin Ekman. I hendes bog ”Røverne i Skuleskoven” får vi historien om skovtrolden, der møder to små mennesker, en pige og en dreng, der er søskende. Pigen lokker den ellers menneskesky trold til sig ved at lægge mad ud til ham, og til sidst lykkes det hende at få trolden til at slå følge med de to menneskebørn. Pigen beder ham så om at tage alle sine pjalter af og gå ned i elven, hvor hun vasker ham, og bagefter klipper hun hans hår og negle.

”Trolden synes, det er vidunderligt, men han undrer sig over, hvorfor pigen gør alt dette for ham. Hidtil har han kun oplevet at gøre noget for sin egen overlevelses skyld. Da han derfor spørger hende, svarer pigen, at hun gør det ’for Jesu Kristi barmhjertigheds skyld’. Man kunne også sige, at hun åbner menneskeligheden for ham,” forklarer Doris Ottesen.

Handlingen er derfor afgørende, når det gælder barmhjertighed, uddyber hun. ”Men det er den handling, som man udviser uden bagtanke eller forudgående refleksion. Det er en fejl at tro, at man skal være særligt reflekteret for at kunne opføre sig barmhjertigt. Tværtimod kan man tænke sig helt væk fra den,” siger Doris Ottesen, der i samme forbindelse peger på, at netop den protestantiske udlægning af kristendommen måske har været med til at trænge barmhjertigheden i baggrunden.

”For med Luther i baghovedet er vi blevet så bange for at gøre noget godt. Det skulle jo nødigt se ud som om, man gjorde gode gerninger for at stå sig bedre for Vorherre. Selvfølgelig får vi ikke frelsen gennem gode gerninger, men de hører bestemt med til det kristne liv,” siger Doris Ottesen.

Sådan forklarer også professor i teologi ved Aarhus Universitet, Kasper Bro Larsen, barmhjertigheden som en ”handling uden tanke for fortjeneste.”

Kasper Bro Larsen henviser til lignelsen om den barmhjertige samaritaner i Lukasevangeliet, hvor netop denne idé om barmhjertighed som storsind og uendelig generøsitet i særlig grad udfoldes for os.

”Men også i Matthæusevangeliet hedder det: ’Vær barmhjertige lige som jeres far’, som viser os, at den kristne eksistens handler om at kopiere den barmhjertighed, som Gud har givet os, og som enhver har modtaget ved blot at eksistere. Vi skal ikke takke Gud ved at sende noget tilbage til ham, men ved at give barmhjertigheden videre. Generøsiteten er med andre ord uendelig fra Guds side, og sådan bør den også være fra vores side,” siger Kasper Bro Larsen.

Han oplever lige som Doris Ottesen, at begrebet er temmelig fraværende i vores kultur i dag, mens et ord som næstekærlighed derimod fylder en del.

”Men der er en afgørende forskel på de to begreber. For barmhjertigheden rummer dette førsproglige, førrefleksive, kropslige element. Den er knyttet til hjertet og til barmen og på den måde ikke kognitiv. Det er også derfor, Løgstrup kan kalde barmhjertigheden for ’en spontan livsytring’. I lignelsen om den barmhjertige samaritaner står der om samaritaneren, at han ’indvoldedes’ over manden i grøften. Vi oversætter det med medynk, men den oprindelige sprogbrug viser, at det var hans krop, der reagerede og bad samaritaneren om at gribe ind. Ikke tanken.”

Kasper Bro Larsen siger derfor også, at man ikke kan undervise i barmhjertighed. ”Ikke desto mindre har vi behov for at høre om den i kirken igen og igen. For skåret helt ind til benet betyder barmhjertighed, at vi forkorter afstanden mellem dig og mig ved at udvise den.”

Nu har coronavirkeligheden så været her siden det tidlige forår. Og derfor er det oplagt at vende tilbage til Svend Brinkmann og spørge, hvordan han så synes, det er gået, siden han skrev sit bekymrede opslag på Facebook i april. Har barmhjertigheden som spontan livsytring taget skade af afstandskrav og frygten for nærhed?

”Jeg oplever heldigvis ikke, at vi er blevet totalt fremmedgjorte over for hinanden under pandemien. Men jeg synes samtidig, det er uhyggeligt, at jeg nu har vænnet mig til ikke at give hånd eller kram. At jeg ikke længere tænker over det. For mig at se er det et tab, at jeg har vænnet mig til undtagelsen,” siger Svend Brinkmann.

Psykologiprofessoren ser dog også håb forude, ikke mindst på grund af de snarlige vacciner. Men i virkeligheden er han dog mere optaget af mod end af håb, siger han.

”For jeg tror faktisk, at mod er en mere opbyggelig følelse. Og i forhold til barmhjertighed er den helt afgørende. Vi har vænnet os til at handle med henblik på at opnå noget bestemt. Eller at søge retfærdighed gennem straf eller gengældelse. Men barmhjertigheden annullerer symmetrien. Her handler man ikke for at få noget igen, eller for at rette op på noget. Og da det er så anderledes en måde at være i verden på, kræver det et kæmpestort mod af os at udvise barmhjertighed,” siger Svend Brinkmann og tilføjer med et smil i stemmen: ”så det er vel bare med at gå i gang.”