Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at læse alle artikler

Glemt adgangskode? Klik her.

Dilemma

Har voksne børn pligt til at hjælpe deres gamle forældre?

Illustration: Morten Voigt.

Når forældre bliver gamle og får brug for hjælp, bør deres børn træde til. Eller gør de? Det er naturligt for mange at hjælpe på grund af kærligheden til deres forældre, siger flere eksperter. Man skal dog huske at sætte grænser, tilråder psykolog

I begyndelsen af 2011 blev moderen til entertainer og forfatter til blandt andre bogen ”Selvfølgelig skal hun bo hos mig” Lotte Heise ramt af en blodprop, der betød, at hun ikke længere kunne klare at bo alene. Derfor flyttede hun på plejehjem efter at være blevet udskrevet fra hospitalet. Men plejehjemsopholdet varede kun et par måneder, for Lotte Heise kunne ikke holde ud at se sin mor bo på et sted, som hun på alle måder fandt kritisabelt, og hvor moderen tydeligvis ikke trivedes.

”En dag, da jeg besøgte hende, efter hun havde boet der et par måneder, spurgte jeg hende så: ’Skal vi ikke finde et hus, der er stort nok til, at du kan bo sammen med os?’. Og så smilede min mor for første gang i umindelige tider det dejligste smil,” fortæller Lotte Heise.

Og sådan gik det til, at Lotte Heises mor flyttede ind hos hende og hendes to teenagedrenge. Beslutningen om at flytte sammen med moderen var ikke en, der voksede ud af en dårlig samvittighed, understreger Lotte Heise. Det var en spontan idé, som blev til virkelighed, og som også gav mening for hende selv og hendes drenge – ikke kun for moderen.

”Det var også hyggeligt, sjovt og dejligt for os at have hende boende. Nu, hvor hun ikke længere bor hos os, kan jeg da indimellem savne hendes selskab, som når vi sad sammen om eftermiddagen og lyttede til klassisk musik,” siger hun.

Lotte Heise lægger dog ikke skjul på, at det også til tider var en belastning at have moderen boende. Selvom der kom hjælp fra hjemmeplejen, var der nu en ekstra person i huset, som skulle assisteres med mange ting. Af og til gik bølgerne også højt i huset, fordi Lotte Heise gerne ville være der for sin mor, men ikke gad agere personlig tjener, som hun indimellem følte, hun kom til.

”Min mor var blevet lidt dårlig til at behovsudsætte efter sin blodprop, men intelligensmæssigt fejlede hun ikke noget. Så når hun en gang imellem sad og råbte på vand ude fra haven, fem minutter efter at sosu-assistenten var gået, blev det altså for meget. Jeg fortalte hende, at vi var rigtig glade for at bo med hende, men at jeg altså ikke gad være kammertjener, og at det var hun nødt til at forstå. Så det trænede vi med hende.”

Efter tre og et halvt år var Lotte Heises mor klar til at flytte i en beskyttet bolig og bor i dag med datterens ord et skønt sted, hvor hun er glad for at være. Familien set hende stadig ofte, og det nager ikke Lotte Heise, at de ikke længere bor under samme tag.

”Det skulle egentlig kun have været to år, men endte med tre og et halvt, og jeg var efterhånden også lidt slidt, for der var mange ting, som jeg ikke lige havde overvejet til bunds, inden vi flyttede sammen med hende. Skulle jeg gøre det om, ville jeg nok have sat nogle rammer og regler op, som vi alle kunne indgå under. Man skal jo ikke lege sosu-assistent, men være der for hende af kærlighed, og fordi vi har en fælles fortid og fremtid sammen,” siger Lotte Heise og fortsætter:

”Jeg tror da heller ikke, at det er alle, det skal bo sammen med deres gamle mor eller far. Det kræver et specielt forhold, hvor man kan tale åbent sammen og ikke er bange for at få sagt de ting til hinanden, man ikke synes fungerer. Og det har vi altid været gode til i vores familie,” siger Lotte Heise.

Solveig Refsgaard er hospitalspræst på Odense Universitetshospital. Hun kalder det en kristen tanke, at vi tager os af det medmenneske, der har brug for os nu og her – og dermed også af de gamle forældre, der måtte have brug for det.

”Jeg tror, at det er indbygget i de fleste af os, at vi selvfølgelig gerne hjælper vores gamle forældre, når de har behov for det. Og jeg tror, at det mere er et ønske, end det er en pligt, vi føler. Jeg oplever her på hospitalet, at voksne børn til syge forældre gerne vil hjælpe, og at de gør det fra hjertet som en naturlig følge af den omsorg, de selv har mærket,” siger hun.

Der kan dog være relationer mellem forældre og børn, der er så problematiske, at man som barn ikke har et dybtfølt ønske om at hjælpe – ja, man kan sågar mærke en decideret modvilje mod og vrede over at skulle hjælpe sine forældre. I de situationer må man gøre op med sig selv, hvad der er rigtigt for en selv og for forældrene.

”Alt, hvad der sker ud af lyst, er bedre end det, man pålægger sig selv ud fra en pligtfølelse,” siger Solveig Refsgaard.

Hun påpeger også, at der for mange voksne børn vil være nogle naturlige grænser for, hvad man rent personligt magter, fordi man måske selv har børn at tage sig af samt et arbejde at varetage. Og her kan det ikke nytte, at man får dårlig samvittighed over ikke at kunne sætte alt til side for en gammel mor eller far, man føler sidder og venter.

”Man skal ikke slå sig selv oven i hovedet med det, man ikke kan. Så er det bedre, at man giver det, man kan, uden at pålægge sig mere, end man kan magte. Ligesom vi ofte føler os utilstrækkelige over for vores børn, kan vi få den samme følelse over for vores gamle forældre. Men det må vi lære at navigere i uden at påføre os selv skyld. Barn-forælder-relationen er jo en af de nærmeste relationer, vi har, så det er naturligvis også et følsomt bånd, der eksisterer mellem os,” siger Solveig Refsgaard.

Psykolog Camilla Carlsen Bechsgaard, der har været medforfatter på bøgerne ”Familiefred med dine voksne børn” og ”Familiefred med dine forældre” pointerer, at der er en form for grundmoralforpligtelse i forhold til at hjælpe sine gamle forældre. Der kan også sagtens være situationer, hvor man hjælper mere af pligt end af lyst.

”Det er ikke sikkert, at det altid er sådan, at det, man gør, opfylder ens egne personlige behov som menneske. Nogle ting gør man, fordi man har den relation, man har. Og man skal give sig selv lov til at have de følelser, der siger, at det er belastende at skulle hjælpe sine gamle forældre. Det er ikke forbudte følelser,” siger hun.

Der er særligt mange kvinder, oplever Camilla Carlsen Bechsgaard, som slås med tanken om, at de altid burde gøre mere for deres gamle forældre. Men det går for langt, når man begynder at føle, at man ligefrem står i gæld til dem, fordi de har passet en selv som barn og måske også har hjulpet med børnebørnene.

”Men er nødt til at prøve at være pragmatisk og sørge for at have omsorg for sig selv, så man kan passe på sin egen lille familie. Man er bestemt ikke forpligtet til at smadre sit eget familieliv for at kunne være der for sine gamle forældre. Og har man svært ved selv at trække grænsen, kan det være en idé at lade ens partner, en veninde eller måske endda en terapeut sætte tingene i perspektiv for en,” siger hun.

Det kan være en fordel at rammesætte, hvor meget man reelt har mulighed for at være der for sine gamle forældre, mener Camilla Carlsen Bechsgaard. Man må for eksempel sørge for at melde ud til kommunen, at den også er nødt til at komme på banen, hvis det skønnes nødvendigt. For selvom gamle forældre kan foretrække, at det er børnene, der kommer og klarer rengøringen eller laver maden, er det ofte uforligneligt med det liv, mange moderne mennesker i øvrigt fører.

”Evolutionsmæssigt har det aldrig været meningen, at man skal vende al sin energi mod de ældre. Det er i høj grad ældste generation, der skal sende den yngste på vej. Det kan lyde kynisk, men det kan have store omkostninger, hvis ikke man tænker sådan. Det er vigtigt, at man går til angreb på den der tankegang med den gamle mor, der sidder og siger: ’Jamen, du kommer jo heller aldrig og besøger mig.’ Ellers dræber man den ærlige og oprigtige hjælp. Det er så vigtigt at sørge for sin egen indre grænsesætning,” siger Camilla Carlsen Bechsgaard.

Christine E. Swane, der er direktør i Fonden Ensomme Gamles Værn, oplever, at de fleste voksne børn selvfølgeligt påtager sig et omsorgsansvar for deres gamle forældre. Men heller ikke hun mener, at omsorgen nødvendigvis kan finde sted i alle forældre-børn-relationer.

”Jeg har svært ved at tænke, at der er en moralsk forpligtelse, som går forud for alt. Der kan være meget dårlige forhold og brudte relationer, som gør, at hjælpen ikke – heller ikke for de gamle – vil være god. Har man omvendt et godt forhold, vil det være sundt og positivt, at man yder en omsorg for sine gamle forældre,” siger hun og påpeger, at geografi tillige kan betyde, at det er praktisk umuligt at tilbyde sin hjælp i dagligdagen.

Christine E. Swane peger på vigtigheden i at være opmærksom på, at fordi levealderen stiger, vil mange plejekrævende gamle mennesker ofte have børn, der selv har børn og børnebørn at tage sig af og i mange tilfælde også et job. Derfor er det vigtigt, at man inddrager det offentlige plejesystem, hvor det er nødvendigt.

”Når gamle mennesker bliver syge, skal man i hvert fald have professionelle ind over. Men i det hele taget er det vigtigt, at fagfolk forstår, at man ikke nødvendigvis er et dårligt barn, selvom man ikke bruger al sin tid på sine gamle forældre. Når man har haft forældre, der har klaret sig godt, og de så gradvist bliver svækkede og syge, så kommer det jo oven i det liv, man har i forvejen med andre forpligtelser. Og min erfaring er, at de fleste gør det bedste, de overhovedet kan.”