Når man skal gennemgå en forandring i sit liv, tror jeg desværre kun, det kan lade sig gøre på baggrund af en total udmattelse. Man skal blive så træt af det, man står i, førend man for alvor kan gå en anden vej.
Det har jeg selv oplevet inden for den kategori, der hedder kvinder og kærlighed. Det meste af mit liv har jeg været tiltrukket af kvinder, der bevidst vendte mig ryggen. Det har været kvinder, som både var meget smukke, men også retorisk voldelige, dramatiske og foragtfulde og i virkeligheden totalt uopnåelige for mig.
Der kunne stå en hel flok piger på en café, men det ville være hende, som kiggede på mig, som om hun hadede det, hun så, jeg ville have. Jeg ville ikke erobre hende i en klassisk maskulin og fysisk forstand, men jeg ville forsøge at overbevise hende om, at jeg var værd at elske. Og hvis jeg kunne overbevise hende om, at jeg fortjente kærlighed, kunne jeg måske også begynde at elske mig selv. Det var meget destruktivt, fordi jeg aldrig kunne få disse kvinders kærlighed.
På et tidspunkt kammer det over, da jeg møder en kvinde, hvor volumen på alt det, jeg har beskrevet indtil nu, er skruet op på max. Det vil sige, at hendes aggression og selvforståelse, som hun projicerede ud, var, at hun var så lækker og exceptionel, at jeg aldrig nogensinde ville kunne komme i nærheden af hende. Hun var optaget af materielle ting, som jeg ikke kunne opfylde for hende. Hun var til bling-bling og masser af guld, meget dyre sko, tøj og rejser. Jeg bed mig i neglene, hver gang vi skulle noget, fordi jeg som kunstner ikke kunne honorere noget af det, hun ville have. Det blev en kilde til endnu mere foragt fra hendes side og for mig et endnu større behov for, at hun skulle kunne lide mig. Jeg var ligesom en lille hund.
Vi var kærester i halvandet år, og hun nåede at gøre det forbi med mig cirka 12 gange. Men den trettende gang besluttede jeg mig for, at jeg ikke ville mere. Min datter, som jeg har fra et tidligere ægteskab, var vidne til forholdet, og det gik op for mig, at det godt kunne være, at jeg kunne blive ved med at ydmyge mig selv, men jeg kunne ikke længere holde ud, at jeg gang på gang viste min datter, at det var sådan, kærlighed så ud.
Efterfølgende gik det op for mig, at alle de kvinder, jeg havde set i den periode, havde et kompliceret forhold til deres far, der enten kunne bunde i noget meget hadefuldt eller frygtsomt. Jeg tog en beslutning om, at jeg enten måtte være alene resten af mit liv eller kun finde kvinder, som havde et godt forhold til deres far. Jeg gik meget strategisk til værks, og hver gang jeg henvendte mig til en ny kvinde, ville jeg spørge hende om forholdet til hendes far som noget af det første.
Det førte til, at jeg for 3 år siden mødte en kvinde, hvor det for første gang ikke var nogen liv-og-død-relation, men respektfuldt og rart. Forholdet udviklede sig uden at være drevet af vanvid. Da vi forelskede os og blev gladere for hinanden på en måde, jeg kun havde læst om, købte vi en ejerlejlighed sammen og indrettede os uden konflikt. Senere blev hun gravid og for kort tid siden fødte hun vores søn, som er opkaldt efter min morfar, Mogens.
Hør Hassan Preisler fortælle i det nyeste afsnit af podcasten "Mellem Himmel og Ord".