Da sociologen Anette Prehn første gang stod på terrassen ved kædehuset i Nordsjælland, mærkede hun et gib i kroppen. Hun så haven, engen med det høje bølgende græs, Esrum Sø og Gribskovs grønne kroner og tænkte, om man virkelig kunne bo med sådan en udsigt. Denne sommer er det syv år siden, familien slog sig ned ved Fredensborgs sidste lygtepæl. De første måneder, de boede i huset, havde hun en fysisk reaktion, når hun så ud over det, hun kalder sin søhave.
”Med tiden sker der en vis tilvænning, men det er evigt fascinerende og taknemmelighedsskabende at være her.”
Hun viser ud til havesofaen på terrassen og skænker vand og iskold smoothie til gæsten og afbryder sin talestrøm med et spørgsmål: ”Hvad har vi her?”
Hun spejder mod himlen for lidt efter at konstatere, at det var en musvåge.
Anette Prehn er kendt som forfatter og foredragsholder, men hun har også skrevet en række sange, som besynger den danske natur som ”Vores Danmark i sommerdragt.”
”Jeg er blevet lyrisk vakt af at bo her.”
Fra sofaen på terrassen med udsigt til haven, engen, søen og skoven, kan man forbinde sig med det, hun skriver om i den sang: Inderlig duft af hybenrosens vilde pragt og sang fra lærker.
”Se. Ovre ved skyerne,” hun peger i et forsøg på at hjælpe gæsten til at se lærken. Man kan dagligt høre lærkesang i stereo fra marts til langt ind i august. For Anette Prehn er der livskraft i sangen fra lærkernes struber. At bo omgivet af dette beskriver hun som et af sit livs mest værdibaserede beslutninger.
”Det var forbundet med en følelse af at komme hjem, og sådan tror jeg det ofte vil være, når man træffer værdibaserede valg.”
Hun er vokset op i en lejlighed i Brønshøj i København. I barndommen hørte hybenroser og åbne vidder weekenderne og ferierne til. Familien delte tiden mellem lejligheden i byen og sommerhuset i Højby Lyng i Odsherred, hvor der var masser af hybenroser. I dag er det hverdag. En række hybenroser markerer grænsen mellem den fredede eng og familiens have.
”Som barn legede jeg meget i det fri og forbandt mig med naturen ved at plukke og samle planter, som jeg forestillede mig, at jeg kunne spise.”
I december 2008 rejste familien, som dengang talte et blebarn, til England, hvor parrets andet barn blev født. Familien tilbragte fire et halvt år i England og Schweiz, inden den i 2013 vendte hjem til Danmark og købte huset i Fredensborg.
Det var i England, at Anette Prehn fik sin første have. Her var et bed med lavendel, som man passerede, når man gik ud ad fordøren.
”Når vi skulle ud ad døren, gav jeg mig tid til at lade mine hænder glide gennem blomsterne og dufte til dem bagefter. Jeg lærte vores piger at gøre det samme, og det blev et vigtigt lille ritual af forbundethed. Så da vi kom her til Fredensborg, satte vi lavendler af samme grund.”
Hun viser over i forhaven, hvor lavendlen står i fuld blomst. Her er plæne, havemøbler og et legehus med fuglekasse. Anette Prehn fortæller om den aften i foråret, hvor familien sad i forhaven og spiste og bevidnede, hvordan tre små musvitter fløj fra fuglekassen. Når hun taler om haven som et sted, hvor hun fører sine værdier ud i livet, hænger det blandt andet sammen med fuglekassen, som er en af de i alt 16 kasser, som er sat op på og omkring huset.
”Vi skal være gæstfri i en tid, hvor naturen er så presset.”
Af samme grund har de for nylig plantet to tørstetræer, for citronsommerfuglens larve lever udelukkende af blade fra tørstetræet. Som et forsøg har hun sat en skål med mad frem i haven særligt til pindsvinene, som tøffer rundt i haven ved aftentide. Pindsvinene har god grund til at føle sig velkomne på matriklen, som tæller tre pindsvinehuse. I bunden af haven står et stort insektbo opført af kampesten. Ude i carporten er det syvende ved at blive klart. Det er et familieprojekt.
”Jeg finder tilbage til en vis optimisme i haven, fordi jeg ser, at vi kan gøre en lille forskel i den her afgrænsede verden, som en have er. Når mange agerer hensigtsmæssigt samtidig, kan vi få rigtig stærke muskler. Det har vi set i forbindelse med coronaen, og det kan vi omsætte til at handle mere hensigtsmæssigt i forhold til naturen.”
Hun viser over i urtehaven, hvor der vokser blandt andet løg og salater i højbede, og så er her humle. Det er ægtefællen, brygmester Jens Eiken, som kan fortælle om de tre sorter, han har plantet. Han er også den i familien, som slider mest på havehandskerne.
”Jeg bruger meget tid på at skrive i min fritid, og en perfekt have har aldrig været min ambition. Jeg ser mere haven som et inspirerende årstidshjul. Vores have er giftfri, og vi har skvalderkål i rododendronen. Jeg prøver at begrænse mine standarder omkring perfekthed og det materielle. Jeg ved, at hvis jeg først begynder på det ene, så vil der være noget andet og tredje, som skal ordnes. Og når det kommer til haven, har jeg for stor respekt for naturen til at stræbe efter perfekthed.”
Hun forsvinder ind i huset og vender tilbage med en farvestrålende billedbog, hun har skrevet. Den udkom tidligere på året og hedder ”Udbryderkongen og indbrudstyven” og følger to mælkebøtter i to nabohaver.
”Den handler om, hvad det er, vi ser, når vi ser, for vores følelsesmæssige reaktioner på verden omkring os er formet af, hvad vi tænker om det, vi oplever.”
I bogen bliver den ene mælkebøtte set som en helt af en udbryder, da den gennemborer asfalten, mens den anden bliver set som en tyv og bekæmpet med gift. Mælkebøtterne i Prehns have er udbryderkonger.
På trampolinen hopper familiens yngste, så det lyse hår blafrer i vinden. Anette Prehn har atter sat sig til rette i sofaen på terrassen, hvor der er udsigt over søhaven, engen, søen og skoven.
”Når jeg ser langt, finder jeg en dyb ro og bliver lille i forhold til det store. Jeg arbejder meget med hjernens spilleregler og ved, at de følelser, vi har ofte, bliver vi dygtigere til at have. Min evne til at føle taknemmelighed er styrket af at kunne sidde her, følge årstiderne, bidrage til vores egen biotop og se ud på helheden.”
Der er endnu mange timer til, at solen går ned over haven i Fredensborg, men når solen går ned, er der en ret stor sandsynlighed for, at hun vil pege mod den flammende aftenhimmel og udbryde: ”Jamen, altså. Så bliver det da ikke smukkere!”
”Når jeg gør det, svarer en af pigerne: ’Det sagde du også i går, mor’. De har fuldstændig ret, men hver solnedgang er unik. En solnedgang er en gratis gave og for mig er det noget af det mest kontemplative, jeg ved.”