Går man i haven, får man det bedre. Det fremgår af en analyse, som forskere fra Japan og Storbritannien har lavet af 22 forskningsstudier, som siden 2001 er publiceret om havens indvirkning på det fysiske og psykiske helbred. Og uanset om man analyserer data fra USA, Mellemøsten, Europa eller Asien, er tendensen den samme: En have sætter sig gode spor i krop og sind i form af blandt andet mindre angst og lavere blodtryk.
Og de gode nyheder stopper ikke her. Ifølge artiklen publiceret i tidsskriftet ”Preventive Medicine Report” sætter haven spor, som hjælper mennesker til at bevare et godt helbred.
En af de danskere, som ved mest om sammenhængen mellem have og menneskelig trivsel, er lektor, ph.d. Dorthe Varning Poulsen fra institut for geovidenskab og naturforvaltning ved Københavns Universitet. Hun har henlagt samtalen med Kristeligt Dagblad til Landbohøjskolens Have i København for at illustrere, hvordan det ikke blot er haveejere, som kan have gavn af det grønne.
Vi sidder på en bænk ved rosenhaven, og der er en stille trafik af både børn og ældre, som kommer. Flere børnehavebørn begraver næserne i de store rosenhoveder, mens de voksne nøjes med at betragte farvespillet lidt på afstand. Uanset hvad vil der hos de besøgende i rosenhaven blive udløst dopamin og serotonin, som forbindes med velvære.
”Der er en sammenhæng mellem at have kontakt til naturmiljøer som i en have eller i en park og opleve ro i hovedet. Når du går i haven eller i naturen, får du en stærk oplevelse af, at du er til stede i din krop, og dermed kommer du ned i kroppen, hvilket øger oplevelsen af at være.”
I USA blev haveterapi en akademisk disciplin i 1930’erne, og i forbindelse med Anden Verdenskrig bredte idéen sig til England. I Danmark har haveterapi fået fodfæste de senere år, og Dorthe Varning Poulsen er en af pionererne, som har været med til at opbygge en masteruddannelse for naturbaseret terapi og sundhedsfremme. Havens rutineopgaver kan opbygge mennesker, forklarer hun.
”Har man en have, ved man, at der er meget rutinemæssigt arbejde, og det er godt for hjernen, for her kan hænderne udføre et arbejde, som hjernen ikke behøver at planlægge eller strukturere. Ofte vil det være et arbejde, hvor kroppen finder ind i en rytme, og de gentagende bevægelser har en beroligende effekt, hvad enten det handler om at hakke, luge eller slå græsset.”
En have fortæller historien om samspillet mellem menneske og natur. Det siger mag.art., ph.d. Birgitte Krejsager. Som litterat er hun optaget af den kulturhistoriske side af havelivet. Skønt det ikke er normalt, at en akademiker arbejder på en planteskole, har Birgitte Krejsager gjort det for at forstå forholdet mellem menneske og natur bedre. Hun arbejdede hos Caroline Mathildestiens Stauder i Vedbæk nord for København, og her mødte hun et folkefærd dedikeret til at forædle og forskønne i haven.
”På en måde kan man sige, at mennesket går Gud i bedene, når det går i haven,” siger hun og henviser til, hvad den britiske tænker Francis Bacon (1561-1626 ) skrev om haven: ”Gud den almægtige plantede først en have. Det er den reneste af alle menneskelige glæder.”
Helt så idyllisk ser Krejsager ikke på danskernes forhold til haver. Hun siger:
”Haven er et samspil mellem mennesker og natur og viser den indbyrdes afhængighed mellem menneske og natur. Haven kan blive et prestigeprojekt, hvor det kommer til at handle om, at den skal vise, hvor godt man mestrer livet. Man kan som haveejer også være så forhippet på en bestemt idé, at man glemmer at tage højde for, hvad det er for jordforhold, man har at arbejde med.”
Hun mener, at dansk havekultur i en periode har glemt, at plejen af naturen i haven egentlig udføres for menneskenes skyld. Alt for mange haver er de senere år blevet fulde af ting, som vel at mærke ikke gror.
”Når folk indretter sig på store træterrasser med møbler og udekøkkener uden at plante træer og buske, forrykkes den harmoniske balance i haven mellem menneske og natur.”
Birgitte Krejsager peger på en betydelig modkultur blandt havefolk. I fremtiden vil stadig flere stræbe efter giftfri haver, der er rige på blomster og indrettet med fokus på biodiversitet.
”Synet på, hvad en have er, vil ændre sig i takt med vores fokus på grøn omstilling. Vi ser det tydeligt blandt yngre i disse år. I stedet for at gå på planteskolen og købe stauder vil man igen begynde at dele med hinanden og lære at høste frø.”
På en idyllisk plet på Herlufsholms Allé på Sydsjælland finder man sognepræst Thomas Hornemann-Thielckes store præstegårdshave med blodbøg, figentræ og en masse æbletræer. Han tilbringer mest mulig tid i det fri, og han har jævnligt samtaler med mennesker i haven. Han siger, at den 7500 kvadratmeter parklignende have kalder på både samtale og stilhed.
”Når man går ud i haven, er det på en måde som at gå ind i paradiset igen. Jeg tror, at vi hele livet har en dyb længsel efter at reetablere paradis, og det kan man opleve i haven, når man føler en harmoni med naturen.”
Han har indrettet den store præstegårdshave, så der er gode muligheder for at samtale og for samtidig at blive lang i blikket.
”På nogle måder er vi kommet langt væk fra, hvad natur er, men jeg oplever, at flere får øje for underet og gerne vil berøres af naturen, når vi taler sammen.”
En af årsagerne til, at han som præst fører samtaler i haven, er de urbilleder, han finder i der.
”Man kan se på skaberværket som et udtryk for Guds gode vilje med os. Naturens skønhed viser os, at Gud også er skønhedens Gud, og at vi kan få lov at erfare Guds skønhed gennem en blomst, som gror og på den måde udtrykker Guds livskraft.”
Test din viden om blomster ved at klikke her.