”Vis mig din bil, og jeg skal sige dig, hvem du er!”
Sådan sagde en bekendt engang til mig og grinede. For han vidste selvfølgeligt godt, at min bil ikke er for sarte sjæle!
Jeg glemte engang en pose rødspætter i bilen. Ikke i en time eller to. Men i fire dage! Tilmed i sommersolen. Da jeg fandt fiskene under forsædet, kastede jeg op. Og til trods for god rengøring måtte jeg den følgende tid køre med æteriske olier under næsen. Nej, jeg håber virkelig ikke, at jeg skal kendes på min bil. De rådne fisk er væk. Men det roder stadig.
Det samme gør det i en bestemt skuffe i køkkenet. ”Man må ikke bande!”, siger den fem-årige belærende, når jeg åbner skuffen. For det er nøjagtigt, hvad der sker, når den pågældende skuffe åbnes. Så ryger der et par opgivende eder ud af munden, og skuffen lukkes igen. Og fem minutter efter er synet af plasticbøtter uden låg, brugte elpærer, batterier, gamle tegninger og aviser, nøgler samt diverse ubrugeligheder fortrængt. Jo, rodeskuffen lider jævnligt fortrængningsdøden. Heldigvis. I hvert fald indtil næste gang den åbnes og vækkes til live ved en fejl.
En stor del af mit liv har jeg skammet mig over mit rod og min manglende sans for orden og struktur. Og jeg gør det faktisk stadig. Skulle et menneske forvilde sig ind på mit præstekontor, får jeg hurtigt hevet vedkommende ud igen og ind i stuen.
”Ja, det er jo teenageværelset her i huset,” siger jeg og slår opgivende ud med armene og himler lidt med øjnene i håb om, at det menneske, der står over for mig, kan rumme og fordøje en præsts skam og Jerusalems ødelæggelse i én og samme mundfuld.
Midt i Jerusalems ødelæggelse titter et broderi i guldramme imidlertid frem. ”Gud er kærlighed”, lyder budskabet. Det hænger midt i det syndige rod på kontoret, hvor intet menneske kan tænkes at lave et stykke hæderligt arbejde, men alligevel forsøger at gøre det. ”Gud er kærlighed”. Og det håber jeg virkelig, Han er. Det tror jeg, Han er. Nej, jeg kan virkelig ikke tro, at Gud går op i orden og glans og overflade. I så fald ville Han vende sig i sin himmel, når han kiggede på mit liv. For foruden de rådne fisk, rodeskuffen og teenageværelset – ja, så er der faktisk mere, hvor det kommer fra. Åh jo, der er mere.
Der er dage, hvor tilværelsen krøller så meget, at den ikke lader sig udglatte, uanset hvor meget jeg stryger den. Der er dage med dårlig samvittighed. Over det jeg gjorde – eller undlod at gøre. Der er dage, hvor skilsmissesorg og deleordning og forældresamarbejde synes at tage pippet fra selv fuglene i haven. Og ja, så er der de dage, hvor jeg ikke kan sparke mig frem for tankerod og fortrydelser:
”Åh, havde du da bare gjort sådan og sådan og ikke sådan og sådan! Og havde du da bare sagt dét og dét og ikke dét og dét!”
Dage og rod, som må skjules og gemmes af vejen – for hvad nu, hvis de andre så det? Hvad nu, hvis du så det?
Der går af og til rådne fisk og rod i tilværelsen. Du ved – den slags, der slet ikke er egnet til sociale medier eller for den sags skyld en klumme som denne. Men jeg vover alligevel den halvnussede pels: For måske jeg alligevel skal kendes på både min bil og mit kontor og mit krøllede liv? Et glansbillede er det langtfra. Men det er et menneskeliv. Upoleret. Og til tider rodet. Kaotisk. Uskønt.
”Gud er kærlighed” står der. Som skrevet på væggen. Og er dét sandt (og det tror jeg jo!), ja, så må skammen altså godt træde lidt i baggrunden. For kan Gud se på mig og mit rod og mit liv med milde, kærlige øjne – ja, så vil jeg også selv forsøge at gøre det. I hvert fald indtil næste gang køkkenskuffen åbnes.