Helene Reingaard Neumann: Er mødet med sygdom og død uomgængeligt?

For at undgå at ende i en meningsløshed må man give plads til tanker om livets endeligt, når de dukker op

Foto: Signe Goldmann/Ritzau Scanpix
Foto: Signe Goldmann/Ritzau Scanpix.

Mennesket er med al sandsynlighed det eneste levende væsen, der ved, at når vi lever – så dør vi også en dag. Foruden fødslen er det vel nok det eneste i livet, vi kan være helt sikre på.

Selvom det er et almenmenneskeligt vilkår, er det alligevel vanskeligt at leve med bevidstheden om, at vi en dag ikke længere er her. Spørgsmålet er, om mange derfor helt undlader at forholde sig til det?

Jeg har fået indtryk af, at det var anderledes i gamle dage. Når en bondemand i 1800-tallet sagde ”han klarede den ikke” om karlen, der havde ligget med blodforgiftning, havde ordene formentlig en ikke lige så dramatisk vægt, som de ville have i dag. Det var mere nøgternt. Ikke fordi dødens alvor var en anden, men fordi man oftere var i berøring med død og alvorlig sygdom. Det gav muligvis en anden parathed i forhold til døden. Eller en anden naturlighed. Jeg mener ikke, at tanker om døden skal fylde hele livet og ustandseligt gøre os opmærksomme på, at det hele en dag er slut. Det ville bremse selve livets udfoldelse og mening. Men jeg tror, det er sundt at give tankerne om endeligheden plads, når de dukker op.

I ”Sygdommen til Døden” af Søren Kierkegaard beskriver han, hvordan mennesket ved hjælp af selvet har mulighed for refleksion. Det er refleksionsevnen, som gør mennesket til et selv, og den viser sig i menneskets fantasi. Men når eksistensen skal være uendelig, opstår fortvivlelsen. Det, mener jeg, er en særdeles vigtig betragtning. Kan vi overhovedet forholde os til, at tilværelsen en dag skal slutte uden at havne i en eksistentiel vildrede? Der er nok ikke tale om et momentant valg, men snarere en proces. Og for at vi kan gennemføre den proces, må der gives plads til de refleksioner og overvejelser, som spørgsmålet om sygdom og død bringer med sig.

Man må også gå imod den tendens, der udelukkende gør mennesket til et nyttens væsen. For hos et sådant væsen er der ikke nok plads til den uforklarlighed og uforståelighed, som dødelig sygdom fører med sig. Når sygdom rammer os selv eller vores nærmeste, overvældes vi måske af livets menighedsløshed, og det afføder en tvivl, der ikke kan placeres i en nyttens kategori. At forholde sig til disse store eksistentielle spørgsmål har ingen nytte i sig selv. Men hvad nytter det at være menneske, hvis vi ikke kan overkomme at forholde os til spørgsmålet om liv og død?

Flere og flere bliver i dag diagnosticeret med psykiske lidelser som angst, spiseforstyrrelser og depression. Årsagerne er sikkert mange, men en del af forklaringen kan være, at sygdom og død som begreber bliver vanskeligere at forholde sig til, fordi det alt sammen er noget, vi ikke har kontrol over. Søren Ulrik Thomsen forklarer det sådan i sit essay ”Fornuft og mysterium”:

”Når kærligheden er så berusende og tanken om døden så knusende, er det ikke kun, fordi den første er i sig selv vidunderlig og den anden så sørgelig, men også fordi begge ligger uden for vores fulde forståelse såvel som for vor aktionsradius; lige så lidt som man kan tænke sig frem til kærligheden, kan man fatte døden; lige så lidt man kan beslutte sig for den første, kan man sætte sig op imod den sidste.”

Sygdom – fysisk såvel som psykisk – hører med i rækken af ting, vi ikke har kontrol over. Der er forskellige årsager til, at sygdom opstår, men hvad enten der er tale om somatisk eller psykisk sygdom, er det ens for lidelserne, at når de opstår, sættes livet i et nyt perspektiv. Det ændrer måske livet. Vi rammes eller overvældes af livets pludselige meningsløshed, og det kan afføde en grundlæggende tvivl. Vi bliver gjort opmærksom på, hvor værdifulde vi er for hinanden. Det relationelle er det, der giver vores liv mening, og det angribes, når enten vi selv eller dem, vi har kær, bliver ramt.

Måske er den eneste måde, man kan overkomme meningsløsheden på, at bekende sig til det meningsløse. Sagt på en anden måde må man forholde sig til det skete, det ulykkelige, og det sørgelige uden at prøve at forklare det og slet ikke bortforklare det, men ved blot at sætte spørgsmålstegn ved det. Undersøge det. Ikke for at komme igennem det, men for at forsøge at forstå det. Det findes der måske en rigdom ved. Måske viser der sig en opbyggelighed eller en trøst i bevidstheden. Derfra kan sorgen eller det meningsløse gennemsigtiggøres og anskues fra et anderledes, dybere perspektiv.