Hvordan skal Oscaruddelingen fejres?
Showet bliver afholdt, men i en meget reduceret udgave. Thomas (Vinterberg, red.) og jeg er så heldige at være de to, der repræsenterer vores film til selve uddelingen. Vi er taget af sted, hele familien, med vores to børn og Thomas’ store datter på 25 år. Og lige nu er vi på den ene side oppe at køre, men samtidig i karantæne i huset, hvor vi bor. Så vi laver yoga og ser film. Vi savner alle vores venner fra filmen, men det er coronaens betingelser.
Du spiller rollen som Amalie, der er hustru til en af hovedpersonerne. Hun holder sammen på familien, mens han undergår en deroute med sit alkohol-projekt. Hvad vil din karakter sige os?
Det er en lille rolle, men jeg holder af hende. I første del af filmen anerkender hun projektet, mændene har gang i. Og der er da heller ikke noget værre end at moralisere over andres handlinger. Hun når dog til et punkt, hvor hun ser, det kommer ud af kontrol og bliver nervøs for at miste sine børns far. Hans projekt er blevet for egocentrisk, og det er en god pointe: At det er op til os selv, hvad vi kaster os ud i her i livet, men når det går ud over dem, vi elsker, er det ikke længere okay.
Filmen udstiller fire mænds midtlivskrise, men også til en vis grad alkoholkulturen i Danmark. Hvordan mener du, det står til med den kultur?
Det er ikke så interessant for mig at sætte spørgsmålstegn ved, hvor meget alkohol vi drikker. Jeg er mere interesseret i, hvorfor vi gør det. Jeg læste tilfældigvis sociologen Hartmut Rosas bog ”Det ukontrollerbare” midt i efterarbejdet på ”Druk” og er kommet til at tænke på, hvor kontrollerede vores tilværelser er. Vi har skridttæller på vores telefon, er hele tiden til stede på de sociale medier og så videre, men når vi drikker, giver vi slip på kontrollen.
Jeg tænker også på ungdommen, som især har det svært for tiden. Da jeg arbejdede som præst i Messiaskirken i Charlottenlund, havde jeg konfirmander. Et halvt år efter konfirmationen mødtes vi igen og spiste pizza i kirken. Da de skulle hjem ved 20-tiden, trykkede mange af dem på en app, så deres forældre kunne se, at nu gik de fra kirken – og så kunne forældrene følge med hele vejen hjem. Min egen datter fik som toårig en såkaldt kompetenceudviklingsprofil med hjem fra vuggestuen. Der er ikke noget at sige til, at unge også er angste og kontrollerede, og at også de har brug for at slippe den kontrol ind imellem.
Vi har oplevet det værste. At Thomas’ datter Ida døde i en trafikulykke. Derfor er jeg som forælder meget bange for, at der skal ske børnene noget. Men samtidig tænker jeg, at vi heller ikke skal fængsle os selv og hinanden, for så begrænses friheden og kreativiteten. Og så går det helt galt.
Filmen er netop inspireret af og en hyldest til din mands datter, Ida, som døde i 2019. Hvordan har tiden siden været for dig?
Vi har oplevet det, der ikke måtte ske. Det har været ubærligt og uoverkommeligt, og er det stadigvæk. Jeg har det, som om jeg har mistet mit eget barn, for jeg har kendt Ida, siden hun var syv år. Vi var meget tætte med hinanden, og hun er mine børns storesøster. Livet vil på en eller anden måde altid være et liv på trods, efter det er sket. Jeg mistede min mor, da jeg var 16 år, så jeg kender godt sorgens væsen, men det gør det sådan set ikke lettere. Jeg ved dog, at sorgen kommer i bølger, og at den ikke er noget, der skal overstås.
Ida skulle have været med i filmen og spillet Mads Mikkelsens datter. Hun var blevet student året før og var på en slags dannelsesrejse. Vi havde sendt hende det færdige manuskript, som hun var virkelig glad for. Hun skrev et brev tilbage til os, som blev afgørende for, at vi fortsatte med filmen, da hun døde. For hun skrev om sin uforbeholdne glæde over projektet, at hun følte sig set, og at hun fik malet det København, hun elskede, i det manuskript. Filmen er lavet på det gymnasium, hvor Ida selv har gået, og hvor jeg også har gået. Den er lavet sammen med vores og hendes venner. Det kunne næsten ikke være tættere på os.
Arbejder du fortsat som præst?
Ikke lige nu. Jeg har været i Messiaskirken i to og et halvt år, men da Ida døde, besluttede jeg mig for at trække stikket og fokusere på vores familie igennem tragedien. Men jeg gæsteprædiker en gang hver anden måned i Marmorkirken i København – noget, jeg sætter stor pris på.
Hvordan har du det lige nu?
Thomas og jeg taler om, at vi mærker livets kompleksitet til fulde og har gjort det, siden filmen kom ud. På en måde ligner vores liv afslutningsscenen i filmen (hvor tre af hovedpersonerne skejer ud med deres elever, som er på studenterkørsel, mens en fjerde er død, red.). For vi er i en blanding af fuldstændig ubærlig sorg, samtidig med at vores film bliver taget så godt imod. Det er enormt kontrastfyldt.
Hvad betyder det for dig, at både filmen og din mand, Thomas Vinterberg, er nomineret til en Oscar for ”Druk”?
I princippet er meget af det her ståhej om filmen jo overfladisk set i lyset af det, der er sket. Men samtidig er det jo en anerkendelse af noget, der er blevet til midt i den særlige tid. Og det bliver nok den vigtigste film, vi kommer til at lave. Så da den vandt en Bafta-pris, og når den er nomineret til to Oscars, bliver vi ud over det sædvanlige rørte. Fordi vi føler, det er en hyldest til Ida hver eneste gang.
Hvad giver dig håb?
Det gør min tro. Påskens fortælling og det evige liv giver mig dagligt håb. Og så giver det mig håb, at man trods voldsomme tab kan komme til et sted, hvor man kan grine igen. Hvor man kan værdsætte de relationer, man stadigvæk har. Og at man kan møde dem, man savner, et sted i sit sind.
Da Thomas og jeg skulle giftes, havde vi inden da en samtale med sognepræst Mikkel Wold. På det tidspunkt havde Thomas stor succes, og vi var meget lykkelige. Mikkel Wold fortalte os en historie om Karen Blixen, som garanteret er gengivet på mange måder, men jeg husker den sådan her: Karen Blixen fik en lille låst æske af sin tjener. Han sagde, at hun skulle åbne den på et tidspunkt, hvor hun var allermest fortvivlet eller allermest lykkelig. Da Ernest Hemingway fik Nobels litteraturpris, sagde han, at hun burde have fået den. Hun fik stor succes i USA i de år, og på et tidspunkt åbnede hun så æsken. I den var der en lap papir, og på den stod der: ”This too shall pass” – på dansk ”heller ikke dette varer ved”.
Det er nok den læresætning, vi har tættest på vores hjerter. Vi kigger på hinanden, når vi er meget glade, og så tænker vi, at det er nu, vi skal nyde det og gøre os umage. For det er ikke sikkert, det varer ved. Det ved vi.