Prøv avisen

Grønlandske Helene blev tvangsflyttet som barn: Verden skal vide, hvad Danmark har gjort mod os

Helene Thiesen var en del af et dansk integrationsprojekt i 1951. Eksperimentet havde store konsekvenser for hendes liv, og i dag kæmper hun fortsat for en offentlig undskyldning. – Foto: Julie Meldhede Kristensen

I 1951 blev Helene Thiesen tvangsflyttet fra Grønland til Danmark sammen med 21 andre grønlandske børn, som del af et dansk integrationseksperiment, og i mange år har hun kæmpet for en offentlig undskyldning

Det var en solrig majdag i Grønlands hovedstad, Nuuk. Året var 1951, og ude i havnen ventede et stort sort skib, der skulle sejle syvårige Helene Thiesen og 21 andre grønlandske børn på en 14-dages rejse til Danmark. Helene Thiesen kiggede op på sin mor, der stod med hendes søskende ved kajen. Hun havde ingen idé om, hvad Danmark var, og hvor længe hun skulle være der. De eneste tanker, der farede igennem hendes hoved, mens hun kiggede længselsfuldt på sin mor, var:

”Hvorfor gør hun det mod mig?”.

Hvad Helene Thiesen finder ud af 40 år efter var, at hendes mor slet ikke havde et valg om, hvorvidt datteren skulle af sted til Danmark. Helene Thiesen var nemlig en del af et integrationseksperiment foretaget af den daværende danske regering i samarbejde med organisationerne Dansk Røde Kors og Red Barnet, hvor 22 grønlandske børn skulle mestre det danske sprog og kultur gennem et halvandet års ophold i Danmark. I mange år har Helene Thiesen kæmpet for en officiel undskyldning fra den danske stat, da eksperimentet med hendes ord har ”gjort os så meget ondt ved at splitte os ad og tage vores sprog, land og kultur”. Og det så også lovende ud for Helene Thiesen, da statsminister Mette Frederiksen (S) i sin undskyldning til Godhavnsdrengene den 13. august sagde, at hun var villig til at give en undskyldning til de tilbagelevende, som var med i eksperimentet. Helene Thiesen husker episoden tydeligt.

”I foråret, kort efter min fars død, bankede det på døren. Det var to høje koloniherrer, som efterspurgte den kvikkeste af min mors børn.”

Selvom Helene Thiesens mor to gange afviste at sende sin datter til Danmark, vendte ”koloniherrerne”, som Helene Thiesen omtaler de daværende repræsentanter for den danske stat, tilbage og meddelte, de havde besluttet, hendes datter skulle af sted. Helene Thiesen og de andre børn, der kom fra hele Grønland, blev indlogeret ved Red Barnets feriekoloni ved Faxe Ladeplads på Sydsjælland.

”Vi sov i et stort rum med køjesenge, og bare der var en, som begyndte at snøfte, så lå vi alle sammen under dynen og græd. Alt var fremmed, og vi turde slet ikke sige noget – vi var ensomme i flokken,” siger Helene Thiesen.

Hverdagen på feriekolonien var præget af ture til stranden og sang. Helene Thiesen synger:

”’I en skov en hytte lå, haren kom på lette tå, bankede på derpå’… Sådan sang vi, og til sidst kunne vi dansk! Det var sjovt, vi gik slet ikke i skole. Til gengæld var det forbudt at tale grønlandsk. Hvis vi gjorde det, fik vi skældud. I stedet stod vi og hviskede på grønlandsk bag træerne.”

I sit halvandet år i Danmark havde Helene Thiesen ingen kontakt med sin familie, da moderen ikke fik oplyst Helene Thiesens adresse og derfor ikke havde mulighed for at skrive breve. Helene Thiesen boede hos to forskellige plejefamilier, men var utryg i det første hjem, da ”plejemoderen havde en skrue løs”. Den næste plejefamilie på Brøderup Ungdomsskole var en succes. Alligevel var glæden overvældende, da hun fik besked om, at hun skulle tilbage til Grønland.

”Hjertet boblede af glæde, da jeg så alle de velkendte fjelde igen og min mor på kajen. Jeg spurtede ned ad landgangsbroen, krammede hende og fortalte og fortalte. Så tænkte jeg, hvorfor svarer hun ikke? Lidt efter begynder hun at tale, men jeg kunne ikke forstå hende. Der gik det op for mig, at jeg ikke længere kunne forstå grønlandsk,” siger Helene Thiesen.

Skuffelsen over genforeningen med sin mor blev større, da hun fik at vide, at hun skulle hen på et nyt børnehjem i Nuuk, der fra den dag blev hendes hjem de næste otte år. Hun siger:

”Jeg havde sådan glædet mig til at se Nuuk igen, men kunne slet ikke se noget for tårer, mens vi sad i bussen.”

Et stort Røde Kors flag prydede den ene væg i spisestuen på børnehjemmet, hvor Helene Thiesen sammen med de andre børn fra ”eksperimentet” blev installeret. De gik i den danske skole, ligesom der kun måtte tales dansk på børnehjemmet, og alle havde ens tøj og frisurer. Forældrene måtte besøge børnehjemmet én søndag hver tredje måned, hvor der var danseopvisning. Derudover var der ingen kontakt.

”Vi kom de fine steder i byen, for vi var koloniens børn. Når vi gik to og to på række gennem byen, stod der tit folk og gloede på os. Nogle gange så jeg min søster. Så hoppede jeg ud af rækken, rørte ved hendes lange tykke fletninger og mærkede samhørigheden. Men vi kunne ikke tale sammen.”

Helene Thiesen fik aldrig et tæt forhold til sin familie igen. Moderen flyttede fra Nuuk, og hun flyttede selv sidenhen til Danmark med sin daværende mand og børn. Først i 1996 fandt Helene Thiesen ud af, hun havde været en del af integrationseksperiment, efter at afdøde socialrådgiver og forfatter Trine Bryld gravede sagen frem i Rigsarkivet. Red Barnet undskyldte i 2015, men Helene Thiesen forlanger en offentlig undskyldning fra den danske stat.

”Verden skal vide, hvad Danmark har gjort mod os. Hele mit liv har jeg været grådlabil og præget af en dyb sorg. Det kan aldrig tilgives, men en offentlig undskyldning vil give en kæmpe lettelse, fordi de øverste i samfundet erkender, de ikke skulle have gjort det. Det var ondt.”

Malerier af bjerge og isbjørne pryder væggene i stuen, og et hav af tupilakker vidner om, at selvom Helene Thiesens hus er placeret på Sydsjælland, er Grønland stadig nær. I mange år havde Helene Thiesen en identitetskrise, for var hun grønlandsk, selvom hun fik frataget en grønlandsk kulturel opvækst, eller blev hun dansk?

”Som barn havde jeg en følelse af at være blevet dansker. Vi var fremmede. Jeg synes ikke, jeg kunne føle mig som grønlænder, når jeg ikke engang kunne sproget. Men efter at jeg fandt ud af eksperimentets eksistens, kunne jeg komme tilbage og sige, ja, jeg er grønlænder.”

En historisk udredning af eksperimentet er igangsat, efter at daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og den grønlandske landsstyreformand Kim Kielsen indgik en aftale i februar. Statsminister Mette Frederiksen (S) sagde i sin tale til Godhavnsdrengene tidligere på måneden, at hun er villig til at give de tilbagelevende fra eksperimentet en offentlig undskyldning, men Kim Kielsen vil vente, til udredningen er færdig. For Helene Thiesen er det en skuffelse. Hun påpeger, at en del af de daværende ”eksperimentbørn” ikke længere er i live, og hun insisterer på, at de tilbageværende skal nå at få en offentlig undskyldning.

”Det er et svigt fra både Danmark og Grønland, for som landsstyreformand burde Kim Kielsen være den nærmeste til at forlange en undskyldning. Det viser, at de slet ikke har sat sig ind i historien og ikke har medfølelse med os på nogen måde.”