Helga havde fra begyndelsen lidt skæve forudsætninger. Men hun fandt en vej gennem livet

Gårdejerdatteren Helga Therkelsen blev født med et svækket syn og et sind, der var anderledes end de flestes. Men hun fandt en vej gennem livet som flittig husassistent og haveholder på familiens slægtsgård

I de senere år rejste Helga Therkelsen på en årlig tur med Pensionisthøjskolen i Hedensted Kommuner til et sted i Danmark. Den sidste rejse var en femdages tur til Bornholm i august sidste år, hvor hun blandt andet fik lejlighed til at se Hammershus Slotsruin, som her ses på det sidste billede, der er taget af hende.
I de senere år rejste Helga Therkelsen på en årlig tur med Pensionisthøjskolen i Hedensted Kommuner til et sted i Danmark. Den sidste rejse var en femdages tur til Bornholm i august sidste år, hvor hun blandt andet fik lejlighed til at se Hammershus Slotsruin, som her ses på det sidste billede, der er taget af hende.

I næsten 60 år boede Helga Therkelsen på sit barndomsværelse ved siden af forældrenes soveværelse på slægtsgården Christianelund i Flemming vest for Horsens.

Moderen skrev ofte i breve til Helga Therkelsens yngste bror, der studerede i København, at hun var bekymret for, hvordan det skulle gå med datteren, når forældrene ikke var der længere. Men Helga Therkelsen skulle vise sig at være meget stærkere, end alle gik og troede, og da begge forældre var døde og barndomshjemmet solgt, flyttede Helga Therkelsen hjemmefra.

Hun kom til verden en sommerdag midt under Anden Verdenskrig, som den eneste datter og det første barn af gårdejerparret Herdis og Jacob Therkelsen.

Fødslen tog 12 timer, så jordemoderen måtte undervejs forlade Christianelund for at tilse en anden fødende kvinde i sognet, og det var muligvis iltmangel under den lange fødsel, der gjorde, at Helga Therkelsen fra begyndelsen havde lidt skæve forudsætninger for livet. I dag ville nogle nok have genkendt hende som autist, men hun fik aldrig en diagnose.

Helga Therkelsen (til venstre) var et ønskebarn, især for moderen Herdis Therkelsen (til højre). De boede sammen helt indtil moderens død og havde livet igennem et uadskilleligt bånd. Moderen var bekymret for, hvordan det skulle gå med Helga, når hun ikke var der længere, men datteren viste sig at klare sig meget bedre, end alle havde troet.
Helga Therkelsen (til venstre) var et ønskebarn, især for moderen Herdis Therkelsen (til højre). De boede sammen helt indtil moderens død og havde livet igennem et uadskilleligt bånd. Moderen var bekymret for, hvordan det skulle gå med Helga, når hun ikke var der længere, men datteren viste sig at klare sig meget bedre, end alle havde troet.

Fysisk blev hun født med lammelser omkring øjnene, og det svage syn og det særlige sind gav nogle knubs i livets første år. I skolen blev hun drillet, for det var ikke altid let ikke at være, som folk var flest på landskolen i østjyske Flemming i efterkrigsårene. Som voksen lagde hun ikke skjul på, at de bedste skoleår var de sidste, hvor hun fik lov at tage bussen til Horsens for at gå på ordblindeskole, og ikke mindst efterfølgende da hun i et år var dagselev på den lokale efterskole i Flemming. Helga Therkelsen gemte billeder af efterskolekammeraterne i bøger på værelset og glædede sig til gensynsfester, men hun lærte aldrig helt at knække koden til nære venskaber.

Hjemme på slægtsgården lærte hun til gengæld at arbejde. Og hun var god til det. Hun knoklede i huset og på markerne, hvor hun hakkede roer og hjalp til, når kornet skulle høstes, men det allerstørste arbejde lagde hun i urte- og blomsterhaven, hvor hun kunne fortabe sig i timevis med at slå græs og få liljer, hyacinter, stedmoderblomster, begonier og grøntsager til at spire. Når årstiderne bød det, tog hun i skoven for at samle mos og lav, som hun sammen med havens høst forvandlede til blomsterdekorationer. Hun var fra naturens side et lidt nervøst gemyt, men i haven og naturen faldt hendes flossede nerver til ro, og de grønne rammer omkring slægstgården gav hende en tryg og beskyttet tilværelse.

Hun blev aldrig sendt ud for at tjene, som det ellers hørte sig til, men hun hjalp af og til som afløser på den lokale telefoncentral og i brødudsalget i Flemming. Husgerningen lærte hun i hjemmet, og familiens regnskabsfører bed mærke i det store arbejde, Helga Therkelsen udførte på gården og sørgede for, at hun officielt blev ansat som husassistent hos forældrene med tilhørende løn. Det var den indtægt og opsparing, som gjorde, at hun selv kunne købe et nyere rækkehus i det nærliggende Rask Mølle, da hun flyttede fra gården i 2003.

Da moderen to år tidligere døde, som den sidste forælder, blev Helga Therkelsen ellers først boende på gården, før den blev solgt, og hun måtte flytte.

”Slægten beskytter mig,” lød det resolut, når hun blev spurgt, om hun ikke var bange for at bo alene i det store, gamle stuehus. Hun talte ikke højt om sin tro, men kom i kirken, slog af og til diskret korsets tegn for sig og tvivlede ikke på, at forfædrene på slægtsgården passede på hende.

Hun var næsten 60 år, da hun måtte forlade gården, men da viste det sig, at Helga Therkelsens liv, trods familiens bekymringer, spirede. I haven til det lille rækkehus i Rask Mølle var der plads til at dyrke blomster, som hun altid havde gjort, og hun havde stor glæde af de mange aktiviteter i lokalsamfundets trygge rammer.

Det betød særligt meget for hende, at hun hver tirsdag fik lov at køre med en gruppe kvinder fra lokalområdet til bowling på ”Pejsegården” i det nærliggende Brædstrup, men hun gik også til fitness og spillede bankospil i idrætscenteret, tog til foredrag og arrangementer i præstegården, og hun forstod at bestille mad fra den lokale kro – som oftest højtbelagt smørrebrød – når hun indbød naboer og bekendte til sammenkomst i hjemmet. Inden hun skulle i byen eller have gæster, læste hun Horsens Folkeblad fra ende til anden, tog noter for at forberede sig på, hvad hun skulle byde ind med i samtalerne. For selvom Helga Therkelsen ikke var, som folk var flest, fandt hun en god og sikker vej i det almindelige liv.

Det var bowlingdamerne, som slog alarm, da hun ikke dukkede op til en aftale den 16. november sidste år. Hun havde talt i telefon med broderen i København samme formiddag og lagt sig ind i sengen for at hvile sig inden bowling, men vågnede ikke igen. I journalen står det noteret, at Helga Therkelsen døde en naturlig død, 78 år. Selv glædede hun sig nok ved bevidstheden om, at slægten ventede på den anden side.