Hella Joof: Jeg er ikke Jesus, og jeg kan have svært ved at tilgive

Bogaktuelle Hella Joof går sjældent på kompromis med sine etiske principper, men for tiden siger hun ofte nej til at deltage i offentlige debatter – ikke fordi hun er bange, men fordi hun oplever, at der ikke er lydhørhed

57-årige skuespiller, filminstruktør og forfatter Hella Joof udkommer i denne uge med bogen ”Tvilling Yndling Grævling – en selv(hjælps)biografi” på Politikens Forlag. – Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix.
57-årige skuespiller, filminstruktør og forfatter Hella Joof udkommer i denne uge med bogen ”Tvilling Yndling Grævling – en selv(hjælps)biografi” på Politikens Forlag. – Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix.

Hvornår stod du sidst i et etisk dilemma?

Når jeg bliver spurgt, om jeg vil skrive under på alle de underskriftsindsamlinger, som der florerer for tiden. Jeg er naturligvis imod sexisme i filmbranchen og alle andre steder. Men jeg er ikke helt enig i definitionen af sexisme, og derfor skriver jeg ikke under. Jeg er naturligvis inderligt modstander af alle former for racisme, og jeg ville egentlig gerne have deltaget i den store Black Lives Matter-demonstration tilbage i juni. Men retorikken under sådan en demonstration gør, at jeg er glad for, at jeg ikke tog ind til byen den søndag. Skulle jeg så have gået forrest, fordi jeg er brun, og min mand og mine hvide venner kunne gå nede bagved? Jeg troede, at vi var imod segregering. Den slags kan jeg slet ikke deltage i. For det er helt forkert. Og så er der nogle, der synes: ”Ja, men pyt nu med retorikken, og slug nu bare den kamel.” Men målet helliger ikke midlet. Det er en af de få ting, jeg ved med sikkerhed.

Hvad er den største etiske udfordring, du selv har mødt?

Tilgivelse. At tilgive dem, der har gjort mig uret. Og jeg ved, at vi skal tilgive. Og jeg messer ”tilgiv dem, thi de ved ikke, hvad de gør.” Men jeg er ikke Jesus. Jeg er blevet bedre til at tilgive, men der er stadig nogle mennesker, som har lavet en flænge i mit sind og i mit hjerte. Dog ikke på kærlighedsfronten, der er alt tilgivet. Og mine forældre er tilgivet. Men der er nogle mennesker, som har vanæret mig, og det er gået op for mig, at jeg er et menneske, for hvem ære betyder noget. Det kom egentlig bag på mig. Jeg er jo gøgler.

Hvad er tidens største etiske dilemma?

Jeg har megen etisk kvababbelse for tiden. Vi har fået en gylden mulighed for at skabe forandring, der er et momentum lige nu. George Floyds død i USA burde få hele verden til at stoppe op og overveje, om det er sådan en verden, vi vil leve i. Vi er jo alle sammen brødre og søstre, sorte, hvide og gule. Skal vil finde tilgivelsen frem og skabe en verden, hvor vores børn bliver bedømt på deres karakter i stedet for farven på deres hud, som Martin Luther King så smukt formulerede det? Eller skal vi gå i skyttegravene og insistere på det intersektionelle? Altså, hvor kun sorte kender til sorte problematikker og den sorte smerte. At kun kvinder ved noget om undertrykkelse og kan være fanebærere i forhold til feminisme. Det minder om en gammeldags klassetænkning. Og det er det værste, jeg ved, for det lænker mennesker til deres køn, farve, seksualitet og sociale baggrund.

Hvornår er du gået på kompromis med dine egne etiske principper?

Det gør jeg sjældent. For jeg har ikke særligt mange principper. Jeg prøver, at walk the talk, altså, hvis jeg ikke selv kan leve op til en eller anden moralsk idé, så prøver jeg på ikke at prædike. Men altså, der er debatter, jeg ikke deltager i, selvom jeg synes, det er min borgerpligt at deltage i den offentlige samtale, jeg er jo trods alt både sort og kvinde, og det er jo p.t. det fineste, man kan være. Og jeg har oplevet lidt af hvert. Det er ikke, fordi jeg er bange for at deltage. Jeg har prøvet at sidde i gabestokken et par gange, og så slemt er det jo heller ikke. Men jeg tænker ofte, at jeg ikke orker, for det hele drukner i skrig og skrål. Ingen lytter til andre end dem, de er enige med, så det forekommer mig ørkesløst.