Hella Joof ser altid helten i skurken

Hun har mange livsmeninger og giver dem gerne videre: til venner i ”Mads & Monopolet” og i sine bøger. ”Papmaché-reglen” har i flere år ligget på bestsellernes top-10, og nu er hun aktuel med en almanak med et råd til hver af årets dage

Der er noget ved Hella Joofs mildt ironiske måde at se verden på, der gør folk enormt trygge. Det mener sognepræst og debattør Sørine Gotfredsen. –
Der er noget ved Hella Joofs mildt ironiske måde at se verden på, der gør folk enormt trygge. Det mener sognepræst og debattør Sørine Gotfredsen. – . Foto: Nils Meilvang/Ritzau/Scanpix.

I en måling foretaget af et stort ugeblad kom Hella Joof ind på en andenplads som den kvinde, danskerne helst ville spise middag sammen med. Kun overgået af kronprinsesse Mary.

Der er nok heller ingen tvivl om, at det ville blive en hyggelig aften. For Hella Bella Joof, som hun har heddet, siden hun købte mellemnavnet Bella af en kordegn for 3000 kroner, forstår at ”tale, lytte, rumme og favne”, som folk nær hende siger. Og så har hun et sjældent komisk talent.

Hella Joof har et sjældent komisk talent. Her er hun til spejder som barn. – Privatfoto.
Hella Joof har et sjældent komisk talent. Her er hun til spejder som barn. – Privatfoto.

Den 55-årige skuespiller, filminstruktør og forfatter er også kendt for at kalde en spade for en spade – og stå ved, hvad hun har sagt, selv når hun ender i en ”shitstorm”.

Sådan en var hun ude i sidste år, hvor hun blev hadet på de sociale medier og kaldt nazist, fordi hun, som medlem af regeringens Disruptionråd, udtalte, at ”Indianerne brænder hele lortet ned hvert syvende år” – og dermed mente, at man nogle gange skal rydde op og starte forfra – også i det danske velfærdssamfund.

I et interview med Femina sagde hun efterfølgende: ”Havde jeg været 27 og ikke haft en mand og havde boet alene på et klubværelse, og det havde været regnvejr og november, så kan det godt være, jeg var gået ned med flaget, for da jeg var yngre, betød det meget for mig, hvad andre mennesker mente om mig. Jeg er taknemmelig over, at jeg er 54 (nu 55 år, red.). Det er ikke alle, der kan lide hvidløg, det er ikke alle, der kan lide Mozart, og det er ikke alle, der kan lide mig.”

Men langt de fleste kan godt lide Hella Joof, og hendes bøger har rigtigt mange læsere.

”Papmaché-reglen”, der udkom første gang i oktober 2016, er nu trykt i 13. oplag. Og bogen, der består af 25 leveregler, ligger stadig i top-10 på landets to største bestsellerlister. Også hendes gendigtning af Bibelen, ”Båven om Gud”, har læsere, selvom den fik blandet kritik, da den udkom i 2017.

I den forbindelse viste Hella Joof i øvrigt igen sin sans for humor, da hun fik fremstillet en broche med et citat fra Kristeligt Dagblads anmeldelse af bogen. ”Bundløst nonsens fra ende til anden”, stod der på den, og hun bar den på årets BogForum i Bella Center.

Hella Joof sætter sin lid til personligt ansvar – og til Gud.

”Jeg tror på, at der er en stor kærlighedskraft i verden, som jeg kan forbinde mig med, og som altid tager telefonen, når jeg ringer,” siger hun selv.

Troen er ikke noget, der ”kommer op” i alle samtaler. Men den gennemsyrer hendes menneskesyn, mener vennen, manuskriptforfatter Mette Heeno, som Hella Joof har arbejdet sammen med på filmene ”All Inclusive”, ”Bedre skilt end aldrig” og ”Happy Ending”. Sidstnævnte er med Kurt Ravn og Birthe Neumann og har premiere i december.

Politisk finder man ikke Hella Joof som medunderskriver for den og den sag eller imod den og den person. Det skyldes, at hun har en høj integritet i forhold til, hvor hun selv står, mener en ven. Selv tager hun skridtet videre og siger, at det er, fordi hun har svært ved at ”være med i et hylekor mod nogen eller noget, som vi bare ikke kan lide”.

Og så er hun borgerlig.

”Jeg har i hvert fald opdaget med mig selv, at jeg ikke er venstreorienteret. Jeg tror ikke på ensrettende ideologier, hvor den menneskelige faktor sættes til side. Den eneste ideologi, jeg kan tilslutte mig, er, at vi skal elske vores næste, som vi elsker os selv,” siger Hella Joof, der husker, at nogle af hendes venstreorienterede lærere i folkeskolen var både ”nærige, ugenerøse og havde dobbeltstandarder”.

”Man kunne godt snyde lidt i skat selv, men de multinationale selskaber måtte ikke. Folk burde også flyve mindre, men når de selv tog til Thailand med hele familien, var det noget andet.”

Flere af Hella Joofs bøger består af anbefalinger til dagen og vejen. Den nyeste, ”Dage med mildhed, modgang og mirakler”, som udkommer på mandag, er ingen undtagelse. Og det er noget af det, Hella Joof kan – give råd.

”Spørger man hende, hvad hun synes om noget, man er i tvivl om, eller om et eller andet, man har tænkt over siden sidste weekend, er det som at være venner med ’Mads & Monopolet’,” siger Mette Heeno.

”Og så kan hun altid se helten i skurken. For hende er der kærlighed i alle karakterer, selv dem, jeg skriver virkelig usympatisk, formår hun at give et glimt i øjet eller en baggrund, der gør, at man alligevel holder af dem. Hun er meget favnende.”

Det med det favnende genkender sognepræst, forfatter og debattør Sørine Gotfredsen, som på Hella Joofs opfordring var den, der interviewede hende på BogForum sidste år om ”Båven om Gud”.

”Der er noget ved hendes mildt ironiske måde at se verden på, som gør andre mennesker enormt trygge. Man har fornemmelsen af, at hun umuligt kan gøre nogen ondt, hun er meget moderlig. Inde bag det milde tror jeg også, der er et oprigtigt ønske om at opbygge mennesker – sådan helt flower-poweragtigt at gøre andre mennesker i stand til at elske mere. Hun vil gerne være den, der på helt klassisk vis trøster og giver folk en fornemmelse af, at det skal nok gå alt sammen,” svarer Sørine Gotfredsen på spørgsmålet ”Hvad er det, Hella Joof kan?”.

Og hvad er det, Hella Joof ikke kan?

”Jeg tror, hun insisterer på et meget rosenrødt menneskesyn. Det er jo en livsindstilling, som præger mange moderne mennesker; at de ikke anerkender, at mennesket helt grundlæggende har det destruktive i sig. Og den grundideologi kan hurtigt komme til kort,” siger Sørine Gotfredsen.

”Man kan godt stikke folk blår i øjnene ved at påstå, at hvis bare du elsker og favner verden, bliver alt godt, men så let er det altså ikke. Samlet set kan man nok tillade sig at sige, at hendes livssyn kan fremstå en lille smule letkøbt. ”

Læs uddrag af ”Dage med mildhed, modgang og mirakler” her.