Prøv avisen
Dage med diagnose

Helt oppe at ringe – eller ej

Foto: Emil Kastrup Andersen

Det er blevet dagen, hvor jeg efter planen skal have min sidste omgang kemo.

”Skal du så ringe med klokken?”, spurgte en kær veninde, der i årevis har boet i USA.

Jeg vidste, at der er en amerikansk tradition med at ringe på en klokke, når man afslutter et kræftbehandlingsforløb, men i Israel bliver kræften hverken ringet ind eller ud.

I 1996 var admiral Le Moyne den amerikanske flådes højest dekorerede Navy Seal. Og det år fik han kræft. Han blev behandlet på det navnkundige MD Anderson Cancer Center i Houston, Texas. Den dag, han fik sin afsluttende behandling, havde han medbragt en nypudset skibsklokke i bronze, og da gift- infusionen for sidste gang var overstået, ringede han med klokken.

”Det er en sejlertradition at kime med skibsklokken, når man har gennemført og afsluttet et job,” forklarede admiral Le Moyne sine læger og sygeplejersker.

Og dermed var en tradition født.

I dag hænger der skibsklokker på samtlige amerikanske kræftafdelinger, og der er efterhånden opstået en hel ceremoni omkring den sidste behandling. Familie, venner og sygeplejepersonale står bi, når en ofte meget berørt patient får et bevis for at have gennemført behandlingen, takker personalet, eventuelt læser et digt op og slutter med at ringe med klokken. Youtube er fuld af ”cancer survivor ringing the bell”- videoer.

Men der er også kritik af klokketraditionen. For der er mennesker på kræftafdelingerne, for hvem forskellige former for intravenøs behandling – kemoterapi, biologisk- og/eller immunterapi, er deres eneste livshåb.

Mennesker, der er blevet erklæret uhelbredelige. For hvem behandling og bivirkninger af behandling ikke er noget, der en dag holder op, men er det, der på en gang holder dem i live og samtidig langsomt slår dem ihjel.

Mennesker, for hvem klokkens kimen og den løsslupne jubelceremoni omkring den bliver en smertefuld oplevelse. En mindelse om, at de aldrig nogensinde kan drømme om at komme op at ringe. Argumenteres der.

For mig blev der meget lidt fest omkring datoen. På den ene side havde jeg for længst markeret dagen i min kalender. For at have noget at se frem til og for at overbevise mig selv om, at forløbet en dag, den dag, ville være til ende.

På den anden side blev følelsen af afslutning, forplumret af sygeplejerskens misfornøjede ansigt. Da jeg forventningsfuld strakte armen ud mod hende, så hun en sidste gang topprofessionelt i første forsøg kunne finde en god vene til infusionen, forklarede hun mig, at hun ikke var helt tilfreds med de essentielle værdier på mine blodprøver.

Vi må spørge lægerne, hvad de synes, sagde hun og tilføjede: Det kan være, de beslutter, du skal have en behandling mere.

Så var det afdansningsbal ødelagt.

Det blev ikke mindre grelt af, at jeg en uge efter måtte af sted på skadestuen med så megen feber, at jeg på et tidspunkt ikke kunne udtrykke klart over for en sygeplejerske, hvorfor jeg var kommet. Jeg fik omgående et antibio-tika-drop i armen og blev indlagt – i isolation. Det er standard for patienter i kemobehandling, der har fået feber. For når immunforsvaret er helt i bund, er der intet, der kan beskytte kroppen imod selv de mest almindelige bakterier.

Aftenen inden havde jeg på tv set endnu en af de utallige udsendelser om overbelægningen på de israelske hospitaler. Et fænomen, der år for år kun bliver værre og værre. Især i influenzasæsonen. Det er ikke sjældent, at belægningen når op på 170 og 200 procent, og skrøbelige patienter – ofte ældre – ligger på gangene og i spisestuerne uden nogen form for privatliv, forklarede de på tv-nyhederne.

Jeg kom forholdsvis hurtigt til hægterne. Feberen faldt, og hjernen klarede op. Men før alle prøver var kommet tilbage fra laboratoriet, var jeg stadig isoleret med et kæmpe advarselsskilt på døren. Så mens hospitalets andre afdelinger var bugnende overbelagt, lå jeg alene på en tosengsstue og blev tilset af læger og sygeplejersker iklædt blå plastichandsker og lyseblåt engangstøj.

Seks dage senere blev jeg udskrevet. Den vagthavende læge forsikrerede mig, at hun ud fra mine blodprøver ikke så grund til, at jeg skulle have flere behandlinger. Men den endelige beslutning skulle overlægen selvfølgelig tage, når jeg efter en måned kom tilbage til kontrol.

Da jeg efter den indlæggelse passerede svingdøren ud i den friske luft, fornemmede jeg ikke desto mindre en frihedens klokke ringe.