Mette Lykke hørte første gang om madspildsappen Too Good To Go i 2016. Hun kom tilfældigvis til at sidde ved siden af Birgit Aaby, der driver rengøringsfirmaet Combi Service og er kendt fra DR 1’s iværksætterprogram ”Løvens hule”, i en bus på vej til et arrangement, de begge var inviteret med til.
”Birgit Aaby fortalte mig om Too Good To Go og viste mig appen, og så syntes jeg bare, at det var det sejeste, jeg havde set og hørt. Jeg spurgte, om jeg kunne hjælpe, og så formidlede hun kontakten til stifterne, og så blev jeg involveret,” siger Mette Lykke.
I 2017 blev den 37-årige tidligere stifter og medejer af motionsappen Endomondo direktør for virksomheden Too Good To Go, der er verdens største online-markedsplads for overskudsmad. Køb og salg foregår via en gratis app, der i dag kan fås i ni lande, og som flere end tre millioner brugere har downloadet. 200 medarbejdere er beskæftiget i virksomheden – 70 i det danske hovedsæde på Amager, resten ude i verden – og mange tusinde forretninger er tilknyttet, lige fra blomsterbutikker og bagerier over tankstationer og supermarkeder til restauranter og hoteller.
Det fungerer på den måde, at de tilknyttede forretninger hver dag lægger ud på appen, hvad de har af overskudsvarer, som brugeren så kan købe og afhente til nedsat pris via sin smartphone eller tablet.
Formålet med Too Good To Go er en verden uden madspild. På verdensplan smides der 1,6 milliarder tons mad ud hvert år. Danmark tegner sig for 700.000 tons til en værdi af 13,5 milliarder kroner inklusive moms og afgifter. Det er ikke bare spild af mad og penge, men også årsag til udledning af drivhusgasser, i alt otte procent af det samlede globale CO2-regnskab.
Herhjemme er det indtil nu lykkedes Too Good To Go at redde 2.686.777 måltider, hvilket svarer til 5374 tons sparet CO2.
”Vi har nogle mål om, hvor meget mad vi gerne vil redde næste år. Vi har netop passeret ni millioner reddede måltider på verdensplan. Og vi har faktisk et mål om at have reddet 100 millioner måltider ved udgangen af 2020,” siger Mette Lykke.
Hun har inviteret indenfor i Too Good To Gos butik, der åbnede i august sidste år på Nyelandsvej på Frederiksberg, og hvor man kan finde overskudsvarer fra producenter, der ikke har egne fysiske lokaler. Man redder stadig maden via appen og henter det i butikken. Her har undervisnings- og forskningsminister Tommy Ahlers (V) og finansminister Kristian Jensen (V) netop været på besøg i forbindelse med en rundtur til virksomheder, der arbejder med FN’s 17 verdensmål for bæredygtig udvikling. Too Good To Go kommer ind under verdensmål 12 om ansvarligt forbrug, hvor delmål tre handler om at halvere madspild inden 2030.
”Vi ville gerne have en butik, for med vores koncept med appen adresserer vi madspild, der er ude i forretningerne, men ikke alt det madspild, der er i hjemmene og i leddene før detailhandlen. Så det, vi gerne vil her, er at give producenterne mulighed for at sende madvarer hertil. Vi vil også gerne tættere på forbrugerne og have en dialog med dem, når de kommer herind. På den måde tror vi, at vi kan rykke noget i nogle andre led i fødekæden,” siger Mette Lykke.
På hylderne i butikken er blandt andet øl fra et mikrobryggeri, hamp-produkter til madlavning, chokolade og frugtsaft og vegansk is i fryseren. Butikschef Mads Christensen forklarer, at det indimellem kan være svært at se på en vare, hvorfor producenten ikke mener, at den kan sælges i almindelige dagligvareforretninger.
”Ofte skyldes det den måde, som varen er blevet emballeret på som for eksempel, at den maskine, der sætter etiketter på, er kommet til at ridse etiketten. Det kan også være poser, der ikke kan lukke ordentligt, så produktet ældes hurtigere. Andre grunde til, at varen havner her, kan være overproduktion af for eksempel chokolade, som ellers ville være blevet smidt ud for at undgå afgifter. Eller som det er tilfældet med den veganske is, hvor noget af det har syv måneders holdbarhed, men supermarkederne stiller krav om, at det skal kunne holde i ni måneder, før de vil have det på hylderne.”
”Der kan være mange grunde til, at fødevarer spildes, men nogle gange kan årsagen til, at et produkt ikke kan bruges, være helt komisk,” siger Mads Christensen og viser en stjerneformet æske chokolade, som producenten ikke vil sælge i almindelige butikker, fordi låget har vist sig at være svært at få af.
”Ja, der kan være masser af dårlige grunde,” siger Mette Lykke.
Hun bor med sin mand og to børn på Frederiksberg, men er født og vokset op sammen med sine to søskende i Ringkøbing i Vestjylland. Hendes far og bror driver byggemarkeds- og tømmerhandel-kæden 10-4, som hendes farfar oprindeligt har stiftet. Med sig hjemmefra har hun med egne ord klassiske vestjyske dyder som, at kun lommeuld kommer af ingenting, og at man skal yde, før man kan nyde.
”Fra en ret ung alder blev vi sat i arbejde derhjemme forstået på den måde, at vi skulle bidrage. Fra vi var 10-12 år havde vi pligter, og den pligt, man havde, var en opgave, man var ansvarlig for. Jeg var 12 år, da jeg begyndte at arbejde i firmaet. Det, de manglede, var en til at gøre toiletterne rene, og så var det det, jeg gjorde. Jeg driller nogle gange min far med, at jeg kun fik 20-25 kroner i timen, men det lærte jo også en at bestille noget,” siger Mette Lykke.
Hendes mor var frivillig leder af en rideskole, og da de delte ridning som passion og hobby, var det et sted, hvor hun havde sin daglige gang.
”Fra jeg var 13-14 år, var jeg min mors højre hånd og fik lov til at have ansvar for og prøve rigtig mange ting. Det, tror jeg, har ansporet til, at jeg godt kan lide at have gang i mange ting og kan finde ud af at have mange bolde i luften.”
”Vi er også blevet opdraget til, at man skal opføre sig ordentligt. Man skulle behandle andre, som man selv ville behandles. Og man skulle altid gøre sit bedste. De fleste gange rakte det et godt stykke, og selv hvis det ikke gjorde, var det fuldstændig ligegyldigt, bare man havde forsøgt det bedste, man kunne. Der var altid mere fokus på processen end på resultatet. Det kunne være vældig irriterende, for man kunne komme hjem med en flot karakter, og så var de sådan set uimponerede. Det var flot, at man havde fået 11, men det var også godt, at man havde forberedt sig så grundigt.”
”Når jeg læser om motivationsteori i dag, kan jeg se, at det var ret avanceret, for det er blevet moderne igen, at man skal belønne for processen mere end for resultatet. Processen er vigtig, for hvis man altid bliver belønnet for sit resultat, kan det være svært for ens selvværd de gange, hvor resultatet ikke indfinder sig. Det kan der være forskellige grunde til, men hvis det er processen, der er det vigtigste, har man fuld kontrol over den, for man bestemmer selv, hvor meget man vil læse op til en eksamen for eksempel. Det vigtige er, at man giver det en chance.”
Mette Lykkes far sagde ofte, at talent forpligtede. Og kunne man finde ud af nogle ting, var man også forpligtet til at prøve at tage ansvaret.
”Det har været en tryg provinsopvækst i en klassisk kernefamilie, hvor vores forældre aldrig har været ambitiøse på vores vegne. De har bare gået op i, om man gjorde en indsats. Jeg er vokset op et sted, hvor kirken fylder meget, men min familie har ikke været kirkegængere ud over til de almindelige højtider. Men vi er flasket op med de grundlæggende kristne værdier som næstekærlighed og med at tro på Gud. Det har været en integreret del, uden at det var noget, vi talte meget om. For mig har det givet en basal ro. Jeg har det i hvert fald godt med at tro på, at der findes noget, der er større, end man kan se og røre ved.”
Ifølge Mette Lykke er der et andet sammenhold mellem mennesker i et lokalsamfund som Ringkøbing end i større byer.
”Alle kender alle, og det kan der være nogle irriterende ting ved en gang imellem, men sammenholdet er stærkt. Hvis nogen kommer i alvorlig krise, står folk sammen og er der for hinanden. Det har jeg altid sat pris på, og blandt mine venner i dag er langt hovedparten fra Ringkøbing. Vi er en 20-30 stykker, der holder sammen, også i København. Nogle har tilladt sig at gå udenbys og finde deres mand eller hustru, men vi er en rimelig sammentømret gruppe, der har været venner i 20 år,” siger Mette Lykke, hvis mand også er fra Ringkøbing.
Før hun lærte Too Good To Go at kende, var hun ikke klar over omfanget af madspild og havde heller ikke forbundet det med at være et klimarelateret problem.
”Så det her med at løse et af de allerstørste klimaproblemer, vi har, samtidig med, at forbrugere og forretninger går glade fra bordet, synes jeg er ret unikt. Der er masser af ting, der har nogle gode formål, og der er også masser af kommercielle modeller, der er spændende, men der er ikke så mange ting, der har begge dele. Det synes jeg, at dette projekt og denne virksomhed har,” siger Mette Lykke.
Hun og de to andre stiftere af motionsappen Endomondo solgte den i 2015 til det amerikanske firma Under Armour, og hun arbejdede stadig for de amerikanske ejere, da hun mødte Birgit Aaby og sammen med hende blev hovedinvestorer i Too Good To Go og siden også direktør for virksomheden.
”For at jeg kan gå ind i sådan noget, skal der være et formål. Endomondo handlede om at gøre motion sjovere og inspirere og motivere nogle mennesker til at motionere noget mere. Her handler det om at reducere madspild og inspirere folk til at gøre noget ved det. Det med formålet er vigtigt, for jeg ved, at når jeg først går ind i noget, gør jeg det de fleste af mine vågne timer og med hud og hår. Og så skal det betyde noget.”
At reducere madspild handler meget om at ændre vaner, både i forretningerne og hos forbrugerne. Og det er lavpraktiske ting, man kan gøre, ikke raketvidenskab, som det fremgår af de fire tips til mindre madspild i hverdagen her på siden.
”Det er på en måde det nemmeste nytårsforsæt, man kan sætte sig, for man skal ikke opgive noget, og man skal ikke spise mindre eller noget andet, som der sikkert er andre, der har forsæt om. Det her handler bare om, at man ikke skal købe god mad for så smide det ud. Og om at planlægge, tænke over sine indkøb og ikke købe ind til fem middage, hvis man kun er hjemme at spise to aftener. Der er også nogle varer, hvor man kan sige, at de måske kan holde længere tid, end der står på emballagen. Det er jo ikke´, fordi det er svært, man skal bare vænne sig til at tænke lidt anderledes,” siger Mette Lykke.
Hun og Too Good To Go har en mission: at skabe en bevægelse mod madspild. Og inden for den bevægelse er der flere aspekter.
”Det at tænke madspild som en bevægelse ligger os ret meget på sinde. Det er startet som en app og en markedsplads, men vores visioner rækker videre end det. Vi har prøvet at spørge, hvad det er for søjler i samfundet, vi skal hvile på for at være en rigtig bevægelse: Vi skal have forretninger til at handle anderledes, og vi skal have familierne og husholdningerne til at tænke på en anden måde og ændre vaner. Men der er også noget politisk og uddannelsesmæssigt, hvor vi gerne vil være en faktor.”
”På uddannelsesområdet vil vi gerne være med til at påvirke den næste generation til at tænke anderledes på mad og virkelig forstå, at det er en ressource, som er knap, og som vi skal respektere. Vi er i fuld gang, og for nylig var medarbejdere fra Too Good To Go ude på skoler at medvirke i temadage om madspild sammen med 1600 skolelever, og vi inviterer dem også herind. Målet er, at vi ved udgangen af 2020 har samarbejdet med 500 skoler, hvor vi vil stille undervisningsmaterialer til rådighed og være med til at sørge for, at madspild kommer på skoleskemaet. For vi tror, at vi ved at ramme den næste generation kan få dem til at inspirere deres forældre til at gøre noget,” siger Mette Lykke og viser en mail fra en mor til en 10-årig søn på butikkens elektroniske overheadprojektor:
”Hej! Min søns klasse besøgte jeres butik for et par uger siden, og jeg må sige, at det har gjort stort indtryk på den unge mand. Han er helt optaget af at redde mad, og vi tømmer køleskabet som aldrig før. Hvis bare jeg kan sige, at aftensmaden er Too Good To Go (samme mad som jeg før kaldte rester), så bliver det nu spist med stor iver. Så tak for god formidling. Det gik rent ind hos den 10-årige. Kh. Pernille.”
Mette Lykke tilføjer:
”Jeg behøver ikke at belære mine bedsteforældre om det her. Det har de fuldstændig styr på, for de har oplevet dengang, hvor der ikke var nok. Der er bare en anden respekt for maden end hos min egen og mine forældres generation. Vi tager det hele for givet. Men der håber vi, at vi kan få de unge mennesker til at vende tilbage til de gamle dyder.”