Prøv avisen

Her er det at undres en del af omsorgen

På Anker Fjord Hospice er de ansatte gennem filosofiske dialoggrupper blevet bevidste om, at de nogle gange skal sætte sig på deres hænder og bare være i stilhed sammen med patienterne som her på fjordengen. Foto: Ole Mortensen

På Anker Fjord Hospice i Hvide Sande i Vestjylland er alle ansatte velkomne, når der hver anden uge er filosofisk undringsværksted. Medarbejderne oplever, at filosofien gør dem bedre til at give eksistentiel og åndelig omsorg

Klokken er to om natten, og en pårørende kommer ud i køkkenet på hospicet efter at have våget ved sin mands seng. Kvinden sætter sig tungt på stolen, sukker dybt og ser hen på den sygeplejerske, som har vagt denne nat og spørger:

”Hvad er håb egentlig?”.

Når den slags spørgsmål bliver stillet, kan man som sygeplejerske pludselig få travlt med at skulle et eller andet på en ellers rolig nattevagt, for hvad svarer man? Det er den slags spørgsmål, som kan skabe en følelse af, at man har ramt en mur.

Sygeplejerske Herdis Hansen, 53 år, er leder af Anker Fjord Hospice i Hvide Sande i Vestjylland, som hun har været med til at opbygge. Ved medarbejderudviklingssamtalerne hørte hun ofte afholdte og dygtige medarbejdere beskrive, hvordan de oplevede, at de ramte en mur i mødet med patienters og pårørendes eksistentielle spørgsmål. På et seminar havde hun hørt et foredrag med filosoffen Finn Thorbjørn Hansen om sokratiske samtalegrupper. Efter at have hørt flere medarbejdere beskrive deres afmagt, tog hun kontakt til professoren for at høre, om sokratiske samtalegrupper kunne tænkes ind på hospicet. Herdis Hansen siger:

”At støde hovedet mod muren er erfaringen af, at man i mødet med pårørende og patienter præsenteres for spørgsmål og dilemmaer, hvor vi som medarbejdere ikke ved, hvad svaret er, for der er mange spørgsmål, som ikke kan besvares.”

Professor i filosofisk og dialogisk praksis Finn Thorbjørn Hansen, 53 år, stiftede første gang bekendtskab med sokratiske dialoggrupper i 1996 og har siden arbejdet med modellen i kommunale innovationsafdelinger, på Aarhus lærerseminarium, en folkeskole med mange tosprogede, designskolen i Kolding, og til efteråret udbyder han et efteruddannelseskursus i ”Professionel underen og undersøgelse” ved Aalborg Universitet. Men hvordan kan Sokrates’ filosofi udvikle medarbejdere, som er tæt på døende medmennesker? På Anker Fjord Hospice ser man i dag filosofien som en del af den eksistentielle og åndelige omsorg, man ifølge Verdenssundhedsorganisationen (WHO) skal tilbyde døende.

Med et poetisk sprog, som er kendetegnende for Finn Thorbjørn Hansens måde at kommunikere på, forklarer han, hvordan det at undres kan sammenlignes med at komme til en lysning. I lysningen åbner livet sig så at sige på ny.

”Undring er en form for filosofisk tyngdekraft. Ved at undres, tiltrækker man indfaldet og får nogle dybere forståelser, som man ellers ikke ville kunne modtage, fordi vi er i en værensmæssig dialog med verden. Der er en stigende længsel hos mange efter den form for forunderlige og undrende øjeblikke, hvor man kommer i dialog med noget, som er større end det, vi kan fange ind med vores målrettede, proaktive tilgang til verden.”

Henvendelsen fra Anker Fjord Hospice førte til, at hospicet indgik i et fireårigt forskningsprojekt for at se, om man kunne skabe undringsfællesskaber gennem filosofiske vejledninger og samtaler. Erfaringerne fra det arbejde er formidlet i bogen ”At undres ved livets afslutning”, som udkom i foråret.

I forvejen er der knyttet en præst og en psykolog til hospicet. Kunne de ikke have hjulpet personalet, når det oplevede at ramme muren? På Anker Fjord Hospice blev både præsten og psykologen en del af projektet, for det handler ikke om et enten-eller, men snarere om et både-og. Finn Thorbjørn Hansen siger:

”Filosofien skal ikke ses som et alternativ til den teologiske eller psykologiske praksis, men som en vigtig nuancering og et supplement og en tydeliggørelse af, hvordan man kan lære at stå i det åbne og undres sammen ved livets afslutning på en filosoferende måde, når store spørgsmål og temaer trænger sig på.”

Finn Thorbjørn Hansen understreger, at den filosoferende tilgang kan give personalet en ny faglig og fælles sproglighed omkring ”det eksistentielle” i deres arbejde. Det kræver nemlig en særlig tilgang fra personalet, når man skal være ved siden af mennesker i deres livs sidste dage: Mindre fokus på viden og mere fokus på visdom.

”En måde, man kan komme i dialog med og få en musikalitet for det eksistentielle og for den visdom, der er i øjeblikket, er gennem undringsbaserede dialoger, hvor man lærer at opbløde nogle af de størknede vidensaflejringer, man har om, hvad for eksempel håb er. Man vil typisk have en faglig viden, men når den står alene, så kan den viden let størkne, og så får man et umusikalsk forhold til fænomenet.”

I stedet for at holde fast ved en størknet tilgang til begreber, er det Finn Thorbjørn Hansens håb, at medarbejderne gennem de filosofiske undringssamtaler kan åbne sig for at se livet som en grundlæggende gåde. Ja; et mysterium.

”Der er en visdom i livet, hvis vi får mod til at være stille nok og kan høre kaldet i øjeblikket. Og ved at dvæle ved det mysterium, åbner der sig andre måder at være i verden på.”

Sygeplejerske Tove Søe var en af de medarbejdere, som blev undervist af Finn Thorbjørn Hansen. Skønt hun var en erfaren sygeplejerske, fandt hun filosofiens redskaber inspirerende og nyttige. I et tidligere årsskrift fra hospicet skriver hun, hvordan hun fik mod til at være stille sammen med patienten Chris, der var en 72-årig enspænder, som den første aften udstak regler for, hvordan han ønskede forholdet til personalet på hospice.

Der skulle ikke snakkes for meget, for han orkede det ikke på grund af åndenød, og han ville ikke høre om husets mange tilbud fra spabade til spadsereture ved vandet. Tove Søe husker, at hun spekulerede over, hvad de skulle tilbyde en mand, som ikke ville eller ønskede at tage mod stedets hjælp.

Da hun mødte ham næste dag, smilede han til hende. De var stille sammen en god tid, inden hun tilbød ham en øl. Han inviterede hende til at sidde ved havebordet. Hun satte sig, og i lang tid var de bare stille og så ud over fjorden. De gentog den tavse seance næste aften. Stilheden mellem dem blev brudt, da hun hørte et suk fra ham.

Tove: ”Jeg hørte et suk fra dig.”

Chris: ”Det var så det liv… et godt liv… trods alt.”

Tove: ”Skal du nå mere? Er det levet færdigt?”.

Chris: ”Jeg skal vel tage det sidste med – det sidste – af livet.”

Tove: ”Når man står tæt ved afslutningen, mon man så forbereder sig til det sidste, mon man så pakker en kuffert før afrejsen?”.

Chris: ”Forberede. Ja, det tror jeg. Jeg har fundet ro her til at tage afsked og dø nu.”

Inden Tove Søe tog hjem den aften, sagde hun farvel til Chris. Hun takkede ham for aftnerne, og han takkede hende og sagde, at han næppe var her, når hun kom tilbage efter sine fire fridage. Efterfølgende skrev Tove Søe følgende om mødet med Chris: ”Jeg kom til ham, bare for at være til stede uden bestemt ærinde og blev budt indenfor. Jeg stod i det åbne landskab og følte intet ansvar for en samtale.”

At Tove Søe netop turde blive sammen med enspænderen Chris i stilhed, mens hun nærmest satte sig på sine hænder, er ifølge hospicets leder, Herdis Hansen, en frugt af det filosofiske udviklingsarbejde.

”Det er i orden bare at være stille og være eftertænksom. Når personalet bliver mødt med spørgsmål, tør de svare, at de ikke har noget svar på spørgsmålet og tilbyde spørgeren at sætte sig ved hans eller hendes side og sammen gå på opdagelse omkring et spørgsmål eller et eksistentielt begreb.”

Patienter på hospicet har en livstruende sygdom som eksempelvis kræft. Alligevel er det ikke sjældent, at patienter eller pårørende kommer til Anker Fjord Hospice med et håb om, at den syge kan blive stabiliseret og få mere tid i eget hjem. Det sker, men statistikken viser, at man i gennemsnit er her i knap 16 dage, inden man dør.

”Nogle gange er det en del af vores arbejde at hjælpe patienter eller pårørende til at få redefineret, hvad håb er for en størrelse, fordi de eller deres pårørende holder fast i et håb om mere behandling, som forhindrer dem i at få talt med hinanden om det, som skal ske. Vi kan nu gå med ind i de samtaler uden at føle, at vi skal have svar på spørgsmålene. Det er en forandring i forhold til tidligere, hvor vi tænkte, at vi som de professionelle også skulle have svar på det, som man jo i virkeligheden ikke kan svare på.”

En konkret følge af samarbejdet med Finn Thorbjørn Hansen er, at hospicet har åbnet et såkaldt undringsværksted, hvor man samles om en komprimeret form af det forløb, Finn Thorbjørn Hansen sendte medarbejderne igennem. Alle ansatte er inviteret med, når man hver anden torsdag eftermiddag mødes i sanserummet. Typisk er både musikterapeut, socialrådgiver, sygeplejersker, køkkenpersonale, præst og psykolog samlet. De første fem minutter går med at skifte gear og finde ind i en stilhed. Så tager mødelederen et ord eller et begreb, som bearbejdes de næste 50 minutter, inden man forsøger igen at lande i hverdagen på hospicet og knytte begrebet til den hverdag, som venter, når undringsværkstedet lukkes. Herdis Hansen siger:

”Det er noget, medarbejderne prioriterer at deltage i. Man får nye vinkler på begreber, og der bliver sat tanker i gang samtidig med, at forløbet bekræfter personalet i, hvor vigtig den respektfulde samtale er. Og så er det noget, som arbejder videre i mange af os, og også dukker op, når man sidder i bilen på vej hjem.”

I øjeblikket har hospicet en filosof, Simon Berg, ansat på deltid, mens han færdiggør sit studie ved Aalborg Universitet. Står det til Herdis Hansen, skal det vestjyske hospice i fremtiden også have en hospicefilosof ansat.

”Filosofien har beriget os. Som patient eller pårørende oplever man det ved, at vi tør blive i det åbne rum og undre os med dem, men også når det gælder det tværfaglige arbejde på vores interne konferencer, har filosofien hjulpet os. Vi er blevet bedre til at gå mere i dybden med den enkelte patient og har fået et mere komplekst syn, som forhåbentlig giver bedre løsningsforslag for den enkelte.”

Sygeplejerske Herdis Hansen er leder af Anker Fjord Hospice, hvor man bruger filosofien i arbejdet med døende. Foto: Ole Mortensen
”Der er en visdom i livet, hvis vi får mod til at være stille nok og kan høre kaldet i øjeblikket. Ved at dvæle ved det mysterium åbner der sig andre måder at være i verden på,” siger Finn Thorbjørn Hansen, der er professor i filosofisk og dialogisk praksis ved Aalborg Universitet. Foto: Petra Theibel Jacobsen