Prøv avisen

Her er fællesskabet tænkt ind i arkitekturen

Lis Schimming er en af beboerne i de nybyggede seniorboliger ved Diakonissestiftelsen i København. Hun har valgt boformen, fordi hun håber at få et fællesskab med jævnaldrende, der har samme livsværdier som hende selv. – Alle fotos: Emil Kastrup Andersen.

Diakonissestiftelsen på Frederiksberg knopskyder. Seneste skud er 47 seniorboliger, som er et bud på fremtidens ældrebolig, og hvor fællesskabet er omdrejningspunktet. Her er 75-årige Lis Schimming flyttet ind

Lis Schimming har udsigt ud over nogle af Frederiksbergs mange gamle, smukke villaer. En har et blomstrende magnoliatræ i haven, der som et lyserødt fyrværkeri er standset midt i eksplosionen. Hun har altid elsket at kigge ud på havet, men i de seneste tre måneder har hun opdaget, at himlen er mindst lige så fascinerende at kigge på.

I begyndelsen af februar flyttede hun ind i Diakonissestiftelsens nybyggede seniorboliger blot fem kilometer fra Rådhuspladsen i København.

De ligger mellem stiftelsens hospice og den gamle hovedbygning som små sølvskinnende klodser. Halvt bygget i sten og halvt i zink reflekterer de sollyset og passer både til hospicets bronzefarvede messinglignende beklædning og til de gamle mursten i hovedbygningen.

Seniorboligerne er den seneste knopskydning af Diakonissestiftelsen, der har haft vokseværk, stort set siden begyndelsen i 1863. For de syv tønder land på Peter Bangs Vej er nærmest en lille by i byen med børneinstitution, uddannelsesinstitution, hjemmepleje, senior- og ældreboliger, psykiatrisk bofællesskab og plejehjem. Seniorboligerne er det seneste led i stiftelsens arbejde med at nytænke velfærd.

”For mig at se er det en måde at indrette velfærdsmodeller på, så vi tager højde for, hvad mennesker gerne vil have, men imødekommer også nogle af de udfordringer, samfundet har,” siger direktør for stiftelsen Anne Mette Fugleholm og fortsætter:

”Lige nu kan vi se, at der mangler tilbud i forhold til ældreområdet, og vi kan ikke kun bygge og løse det på én måde. Vi er også nødt til at skabe nye, innovative løsninger, og seniorboligerne er et bud på det.”

På den måde fungerer Diakonissestiftelsen som et tilbud til mennesket i alle livsfaser. Får man mere og mere brug for hjælp, kan man blive visiteret over i ældreboligerne eller ind på plejehjemmet, uden at man på større vis skifter bopæl. Det er ret unikt, men noget direktøren forestiller sig, der kommer til at blive mere af.

”Det er en måde at arbejde med nye typer af ældrepleje. Vi går væk fra institutioner, og de kommende ældre vil ikke have ensrettede løsninger, men nogle individuelle tilbud, der tager udgangspunkt i dem, deres engagement og den måde, de har levet deres liv på. Det betyder, at senior- og ældreboligerne indrettes på en måde, så de ikke er institutioner. Hos os er brusestangen for eksempel også et håndtag, man kan støtte sig ved i badet i stedet for at have sådan et bedstemorhåndtag ved siden af toilettet. På samme måde er der andre elementer, der har flere funktioner,” siger hun.

Og så er der lagt vægt på fællesskabet som bærende element for seniorboligerne. I arkitekturen er fællesskabet tænkt ind ved at åbne etageadskillelserne op, så man kan komme til at sige hej til sin nabo, hvis man møder hinanden på gangen. Ligesom der er skabt udendørsarealer, hvor man kan mødes.

Tanken om fællesskabet med de andre beboere var også det, der fik 75-årige Lis Schimming til at flytte ind, da seniorboligerne åbnede i februar i år.

”Jeg har i de sidste par år forholdt mig meget til det at blive ældre, og hvordan jeg skulle indrette mig i den sidste fase af mit liv. Jeg har tre børn og børnebørn, men i perioder har de boet i udlandet, jeg er skilt, og min eksmand er død. Så jeg ville gerne et sted hen, hvor der var fokus på fællesskabet,” siger hun.

”Jeg vil gerne indgå i en sammenhæng med mennesker, der ligesom jeg forholder sig til det med at blive ældre, og at man gerne vil hjælpe hinanden og skabe noget sammen,” siger hun.

Det med fællesskabet er dog ikke helt etableret endnu. De første par måneder er for de fleste lejeres vedkommende gået med at indrette sig og falde på plads i de nye rammer. Nogle har solgt store villaer i provinsen, og så kan det være en større omvæltning pludselig at være på færre kvadratmeter midt i byen. Men Lis Schimming har store forventninger til fællesskabet.

”Jeg har en forventning til noget, jeg ikke rigtig ved, hvad er. Men jeg håber, at vi kan mødes og have nogle dybe samtaler om nogle af livets store spørgsmål, når vi for alvor har etableret os og er kommet i gang med at bo her,” siger hun.

”For mig er den daglige kontakt med mine omgivelser meget vigtig. Og derfor er jeg glad for, at vi så småt er begyndt at få gang i fællesskabet her. Der blev hurtigt etableret et morgenkaffearrangement hver tirsdag, hvor de fleste dukker op. Og der er blevet sat grupper i gang med forskellige temaer som mo- tion, kultur, kreativitet. Jeg tænker, at det er værdifuldt for os alle sammen, at vi bor et sted, hvor vi kan være sammen og tænke på hinanden, uden at det bliver et kollektiv. Men at der er tilbud, vi kan benytte os af og give noget til fællesskabet,” siger hun.

I den gamle hovedbygning er indrettet et fælleskøkken til seniorboligerne, hvor der er morgenkaffe hver tirsdag og fællesspisning, og idéen er, at det skal være et samlingspunkt for beboerne. Og arkitekturens fokus på, at beboerne kan være sammen, virker allerede, forklarer Lis Schimming.

”Det er da sket nogle gange, at vi har hilst på hinanden på den måde, og så er vi nogle gange gået ind til hinanden for at få en kop kaffe. Det er fint, at det er tænkt ind i arkitekturen. Der er gjort tanker om fællesskabet,” siger hun.

I seniorboligerne er det meningen, at man skal kunne klare sig selv og bo, selvom man udvikler behov for støtte i form af hjemmepleje eller velfærdsteknologi, forklarer Anne Mette Fugleholm. Man skal være over 55 år, og de nuværende beboere fordeler sig på et spænd mellem 57 og 91 år, og det er helt efter hensigten.

”Vi vil gerne have forskellige beboere, som kan hjælpe hinanden. Vi har også beboere fra seniorboligerne, der er begyndt at være frivillige på plejehjemmet, og det er rart at se, at man gerne vil give noget videre. Alderdom er jo noget andet i dag, end det var tidligere. Flere og flere bliver gamle i dag og har stadig masser af ressourcer, og dem vil de gerne bruge på at virke i samfundet. Vi tror på, at hvis vi kobler ældre med mange ressourcer med ældre med færre ressourcer, kan vi skabe noget sammenhæng, der gør, at man kan skabe god livskvalitet for flere ældre. Det har vi forsøgt at tænke ind her,” siger hun.

Anne Mette Fugleholm fortæller, at synergien mellem Diakonissestiftelsens tilbud allerede er kommet til udtryk i løbet af seniorboligernes første tre måneder. For et par flyttede ind, hvor han var for dårlig til at bo selv, og så blev han visiteret til plejehjemmet, mens hustruen flyttede ind i seniorboligerne. På den måde kunne de have en hverdag sammen uden at være langt fra hinanden.

For Lis Schimming spiller Diakonissestiftelsens kristne ånd også en rolle. For selvom det er længe siden, at Diakonissestiftelsen blev drevet af diakonisser i hvide kyser, har stiftelsen stadig kristendommen og det kristne budskab som sin kerneværdi.

”Jeg er fascineret af både de fantastiske bygninger og den klosterstemning, her er. Jeg kan godt lide, at stedet har en religiøsitet over sig, uden at man behøver være ortodoks. Det er igennem religion, filosofi og litteratur, jeg har bygget mit liv op, og jeg tænker, at mange af dem, der bor her, måske har det på samme måde.”

På hendes store terrasse kan man høre fuglene kvidre, og hun læner hovedet tilbage i solstolen og lukker øjnene. Om nogle uger kan det være, hun nyder solen herude sammen med de andre beboere i opgangen. Det er i hvert fald både hendes og Diakonissestiftelsens håb.

Diakonissestiftelsen fungerer som et tilbud til mennesket i alle livsfaser, fortæller direktør Anne Mette Fugleholm. Foto: Emil Kastrup Andersen
Foto: Emil Kastrup Andersen
Foto: Emil Kastrup Andersen
På Lis Schimmings skrivebord ligger blandt andet en invitation til fællesspisning. Foto: Emil Kastrup Andersen