Prøv avisen

Sille forgylder silke: Her er jeg med til at skabe levende historie

40-årige Sille Bræmer Enke er uddannet papirkonservator, men har for nylig fået en helt ny type opgave, nemlig at forgylde mærker på silkefaner. Det har blandt andet forsvaret brug for, men der er ikke nogen tilbage, der mestrer den gamle teknik. Derfor har hun efteruddannet sig. Men den store tålmodighed, arbejdet kræver, har hun altid haft. Foto: Leif Tuxen

Forgyldning på silke er et mere end 200 år gammelt håndværk, der egentlig var dødt, indtil et lille værksted besluttede sig for at genoplive det. Men det kræver mange penge og en kirurgs rolige hænder at gøre forsvarets faner levende igen

På et staffeli i hjørnet af det højloftede rum lyser det forgyldte mærke op midt på det udspændte, knaldrøde flag. Det er en prøve, hendes første.

Egentlig er 40-årige Sille Bræmer Enke papirkonservator, men for adskillige år siden løb landet – og resten af Europa – tør for folk, der kunne forgylde mærker på silke på den originale måde. Og det har vist sig at være et større problem, end det måske lyder.

Kongehuset, fagforeningerne og især forsvaret har nemlig en lang tradition for at have forgyldte tekster og billeder på deres faner. De skal kunne holde til vejr og vind år efter år, og det kræver særlige metoder. Da den sidste mester på området, skiltemaleren Niels Ølholm Hansen, gik på pension, var der imidlertid ingen til at tage over. Håndværket var dødt. Gentagne forsøg med alternative metoder har vist sig uholdbare, og så var det, telefonen ringede hos et værksted i Hvidovre.

Her har malerikonservatoren Susan Ritterband gennem mange år specialiseret sig i at restaurere flere hundrede år gamle malerier, men sammen med sine to ansatte tog hun alligevel udfordringen op og blev oplært af Niels Ølholm Hansen i at skabe forgyldte mærker på silke.

”Vi var alle fascineret af tanken om at være med til at bevare et vigtigt og konkret stykke kulturarv og bringe en gammel tradition videre. Sille havde desuden lige været på silketrykkursus, så jeg tænkte: Hvorfor ikke? Vi lever jo i forvejen af at bringe nyt liv til kulturarven,” siger Susan Ritterband.

Faner (som er det, man kalder flag fastmonteret til en stang) har været vigtige i verdens krige helt frem til midten af 1800-tallet. Ikke mindst fordi soldateruniformer først blev almindelige midt i 1600-tallet, og man derfor havde brug for markante symboler til at vise, hvem der var hvem på slagmarken, forklarer flageksperten Anton Pihl. Fanerne har desuden været et afgørende samlingspunkt for den enkelte enhed af soldater, så alle vidste, i hvilken retning de skulle bevæge sig. Og hvor deres leder var.

De smukke motiver og tekster blev oftest broderet på fanerne frem til 1780’erne, hvor man mere fast gik over til at bruge bladguld og udviklede den metode, som det i dag kun er Sille Bræmer Enke, der udfører. Foreløbig er det blevet til en enkelt opgave på værkstedet i Hvidovre, nemlig at sætte et mærke på et af forsvarets silkefaner. Resultatet blev så godt, at flere ordrer formentlig er på vej, men det bliver ikke kæmpeordrer, for et enkelt mærke er meget kostbart at fremstille. Når man hører om processen, forstår man hvorfor.

Først skal tegningen af mærket overføres til silkefanen via gennemsigtigt papir. Med en nål prikker Sille Bræmer Enke huller hele vejen rundt langs de udvendige streger. Det tager to-tre timer. Så dupper hun med talkum og efterlader et fint, hvidt mønster af støvede prikker på den røde silke. Herfra tegnes mønsteret op på silken med en stiftblyant, og det hvide mønster børstes væk. Og så males der lim på mønsteret med en pensel, så de efterfølgende lag ikke driver ud i silken. Især denne del af processen kræver stor koncentration og præcision, for maler hun uden for stregerne, er det forfra.

Efter at limen er malet på, skal hun først påføre den okkergule oliefarve, som giver en plan grund oven på limen. Så krakelerer guldlaget ikke. Herefter tørring og derefter kommer den dyreste del af arbejdet: guldet. Det er 23,75 karat bladguld, som hun klipper forsigtigt i. Hvert lille ark koster over 200 kroner, så stort set alt bliver brugt, men inden da skal der lægges en guldgrund på silken, som guldet kan klæbe til. Det skal lægges en millimeter inden for stregerne i mønsteret, så det kræver lidt øjemål, fingerfærdighed og en kirurgs rolige hænder.

Herefter skal guldet bankes endeligt på plads med en blød pensel, og nu kan selve bemalingen på guldet begynde.

”Det er med hjertet helt oppe i halsen, når jeg maler,” forklarer Sille Bræmer Enke, ”men det er også en del af fascinationen sammen med begejstringen over de flotte materialer og følelsen af hele tiden at bevæge mig fremad i en proces.”

Som barn legede hun ofte i værkstedet hos faderen, der var keramiker, og hos morfaderen, der var saddelmager. Hun elskede at bevæge sig rundt i frilandsmuseet Den Fynske Landsby, hvor alt så ud, som var det i 1800-tallet. Desuden har hun altid været optaget af fortiden og dens traditioner og lærte tidligt at sætte pris på detaljer og kvalitet – i en grad, så hun i dag i sit arbejde som papirkonservator nyder at sætte bitte, bitte små stykker krakeleret papir sammen for at genskabe det oprindelige. Den lidenskab har hun også brug for i arbejdet med forgyldning på silke.

”Da de kom fra forsvaret og skulle se den første prøve, tog de bare fat i mærket og vred det hårdt for at tjekke, om det kunne holde til noget,” fortæller Sille Bræmer Enke, ”men de kunne lige så godt have vredet i mig. Jeg havde jo behandlet det mærke som det skrøbeligste barn i verden, og så kom de bare der. Men de gjorde det jo, fordi de havde haft en række uheldige erfaringer. De var nødt til at afprøve holdbarheden. Og det holdt, selvfølgelig.”

Værkstedet har netop afgivet tilbud på en ny opgave. Det er også en fane til forsvaret, men den skal indeholde syv mærker og monogrammer og kommer til at indgå i en fane til en værdi af cirka en kvart million kroner. Sille Bræmer Enke finder en fanedug frem fra et skab og breder det ud på bordet. Det er blevet lavet et andet sted som et forsøg, der ikke bestod holdbarhedsprøven. Mærket er helt krakeleret og fungerer som eksempel på, at det er den gamle metode eller ingenting.

”Jeg håber virkelig, at vi kan være med til at gøre dette håndværk levende igen,” siger hun. ”Både fordi det er en utrolig smuk tradition at bevare, men også fordi det for mig er noget helt særligt at arbejde med noget, der faktisk bliver brugt. Når jeg restaurerer gamle dokumenter, ryger de typisk ind i et aflåst arkiv. Her er jeg med til at skabe levende historie.”

At forgylde på silke, så mønsteret kan holde til al slags vejr gennem årtier, er en langsommelig og derfor dyr proces. Et enkelt våbenskjold kan nemt koste 20.000 kroner at lave. Der kræves stor præcision og rolige hænder. Den mindste fejl, og arbejdet er spildt. Men det er netop det, der gør arbejdet så fascinerende, synes Sille Bræmer Enke. Foto: Leif Tuxen
Fotos: Leif Tuxen Foto: Leif Tuxen
Fotos: Leif Tuxen Foto: Leif Tuxen