Lige inden for glasdørene i Det Grønlandske Patienthjem i Omøgade i København hænger der et kort over byen. ”Paasissutaasoq nunap assinga” står der, det betyder informationskort, og allerede her fornemmer man, at det ikke er så ligetil.
På kortet er der tegnet buslinjer ind, Rigshospitalet har fået sin egen markering ligesom Føtex, bageriet og banken. Alligevel er der flere af patienthjemmets beboere, som aldrig går ud af skræk for at fare vild.
For orienteringssansen er bare en anden, når man kommer fra en bygd, hvor man ved hjælp af synsfeltets 360 grader hurtigt kan konkludere, at dér er havet, derovre er fjeldene, dér er husene, og hér er jeg.
”Man kan hele tiden se sit udgangspunkt, som man så bare kan gå tilbage til, uden at der ligger bygninger, buslinjer og gader i vejen. Man kan næsten sige, at grønlændere har en anden etnisk måde at finde vej på,” siger souschef på Det Grønlandske Patienthjem Susanne Olsen.
I gården vajer den grønlandske vimpel ved siden af den færøske. Begge lande har patienthjem i København, fordi Rigshospitalet er hele rigets hospital. Det er her man bliver sendt ned, når de lokale sygehuse ikke kan klare opgaven.
I den grønlandske blok er der i øjeblikket fuldt hus med 57 patienter, hvoraf mange har en pårørende med. Det betyder, at man har været nødt til at indlogere 10 på et Cabinn Hotel et andet sted i hovedstaden.
På patienthjemmet bor for eksempel børn med læbe-gane-spalte eller kræft, de voksne kommer her typisk med komplicerede nyrelidelser og forskellige former for kræft. De fleste bor her nogle måneder, andre i flere år.
Saramine Lundblad Martinsen på 55 år er den, der har boet her længst. Det er over fem år siden, hun åbnede øjnene i en seng på Rigshospitalet og spurgte, ”hvor er jeg?”.
Hun stammer fra Kangaatsiaq i Vestgrønland, navnet betyder ”det ganske lille forbjerg”, og de cirka 500 mennesker, der bor her, kommer omkring med hundeslæde, snescootere og helikopterforbindelse til Aasiaat (Egedesminde).
Det var i Aasiaat, Saramine Lundblad Martinsen boede, da hun fik en pludselig forværring i sin nyresygdom. Det sidste, hun husker, er, at hendes datter ringede til lægen og sagde, den var helt gal med hendes mor. Og så har hun fået fortalt, at hun kort efter, den 13. januar 2013, blev fløjet til først Nuuk og siden København, hvor hun på Rigshospitalet vågnede op til svaret: ”Du er i Danmark”.
Saramine Lundblad Martinsen gør store øjne, når hun fortæller det, ligesom hun gjorde dengang, da det gik op for hende, at hun var 3484 kilometer hjemmefra.
Hvordan skal det gå mine børn, var det første hun tænkte – hendes yngste datter var på det tidspunkt 10 år.
Dansk er ikke Saramine Lundblad Martinsens første sprog, så hun søger lidt efter ordene og taler udelukkende i nutid, også om hændelser, der ligger år tilbage.
Hjemme i Grønland har hun fem børn og seks børnebørn. De yngste børn, to døtre, får en gang om året betalt en rejse herned til deres mor, og hendes ældste datter følger med for at passe på dem på turen. Besøget ligger altid i julen, for det er en vigtig højtid for grønlændere og rart at have sin familie hos sig der, fortæller hun.
Da yngstedatteren, som hedder Arnaq, skulle konfirmeres, rejste Saramine Lundblad Martinsen hjem til Grønland. Det var i 2016, og dengang var det tre år siden, hun havde været hjemme sidst. I seks dage gik det, så måtte hun tilbage til Rigshospitalet.
”Men jeg ville med til min datters konfirmation,” siger hun og viser det foto, der blev taget i den anledning. Med fjorden i baggrunden sidder Saramine forrest i sin kørestol, mens børnene står bag hende efter højde. Arnaq i sin grønlandske festdragt.
Saramine Lundblad Martinsen har en nyresygdom, der tilsyneladende ikke kan behandles i Nuuk. Hun peger på sine ar ved halsen, her holder årerne ikke til mere, nu går man ind med dialysen via armen.
”Jeg er den eneste grønlænder, der får det,” siger hun.
Da hun blev indlagt akut i Danmark i 2013, bad hun sin ældste bror tage sig af datteren på 10 år.
”Men efter et år ringede han og sagde, at han ikke kunne have hende længere. Så flyttede hun til en anden og en anden og en anden,” fortæller Saramine Lundblad Martinsen og tager brillerne af for at tørre øjnene: ”Det har været det sværeste, at hun og jeg er så langt fra hinanden.”
Datteren bor nu hos sin mormor.
Saramine Lundblad Martinsens mand døde i 2005. I Danmark kender hun ikke nogen og får ingen besøg ud over besøget hjemmefra en gang om året. Men de andre i ”huset”, som hun kalder patienthjemmet, er søde at tale med. Hun spiser ofte i spisestuen sammen med de andre patienter og pårørende. Hver patient må have en pårørende boende hos sig. Besøgende kan leje sig ind.
Trappeopgangen i Det Grønlandske Patienthjem er holdt helt i hvidt, og det er lidt som at gå op ad et sneklædt fjeld. Endevæggene er stærkt blå som den grønlandske himmel, og på etagerne er der billeder og tegninger af grønlandske fugle og dyr. Saramine Lundblad Martinsen bor på fjerde sal og er glad for, at hun kan se himlen mellem etageejendommene. Men hun savner sneen, naturen og kulden.
”I Grønland føles vinteren lige her,” siger hun og lægger hænderne på sine kinder, ”det savner jeg. Sommeren også, hvor der er helt stille, og solen er fremme hele tiden, det er så lyst så lyst.”
En gang om ugen er der grønlandske retter på menuen. Patienthjemmet er grønlandsk lidt på samme måde, som en ambassade er det, og det er politisk bestemt af hjemmestyret, hvad der må importeres. For eksempel skal alt vildt købes i Grønland og fragtes hertil. Sæl er til at få fat på, men moskusokse- og rensdyrkød kniber det med.
Et af fotografierne i lejligheden viser Saramine Lundblad Martinsens ældste søn, han er snart 34 år, med kone, barn og præst ved en døbefont. Hun har aldrig set sine to yngste børnebørn. Men håber, det kan lade sig gøre til sommer, hvor hun vil forsøge at rejse hjem til det ældste barnebarns konfirmation.
”Kristendommen er meget vigtig for os grønlændere. Her i København har vi den første søndag i måneden gudstjeneste på grønlandsk i Helligåndskirken. Det betyder alverden at høre præsten tale grønlandsk og synge salmerne på vores sprog,” siger hun.
Siden 2012 har Saramine Lundblad Martinsen stået på venteliste til en ny nyre. Hvis hun får en, kan hun flytte hjem. En anden mulighed er, at de i Nuuk får den behandlingsform, hun er afhængig af.
”Jeg har prøvet at undersøge, om jeg kan bo i Nuuk, hvis de en dag får behandlingen. For så er jeg dog i Grønland, selv om det ikke er i min hjemby, vil der i det mindste ikke være flere tusinde kilometer hjem.”
Nede i patienthjemmets foyer viser en skærm, hvornår næste shuttlebus går mod Rigshospitalet. På papirkurvene i venteområdet står der ”Uuga qiseqinak”, spyt ikke her. Nyeste teknik møder gamle vaner.
En mand kommer ind ad døren på krykker, han er lærer på teknisk skole i Nuuk. Eller rettere var. Han har været syg i tre år, det seneste år her i København. Han er dansker, men har boet længe i Grønland og vil tilbage til Nuuk, så snart han kan, fortæller han.
På vej ud ad døren går en lille flok grønlandske patienter tæt sammen ud i København. Det er nemmere at finde vej, når man er flere sammen.
”De, der har boet her et stykke tid, er gode til at tage de nye med ud, så de ikke bliver væk,” siger souchef Susanne Olsen.