I morgen skal Amalie Lieberkind Wassberg på retræte. Hun fortæller begejstret, så hun nærmest er ustoppelig, om, hvad der skal ske i store bededagsferien: Hvis det er, ligesom sidst hun var af sted, skal der være turnering i kortspillet Uno, og hun vil måske få en hemmelig ven, som hun skal gøre gode ting for uden at blive afsløret. Og så er der alle gensynene, som hun ser frem til.
Det er den danske afdeling af den internationale, økumeniske bevægelse ”Tro og Lys”, som afholder retræte på kursuscentret Magleås ved Birkerød nord for København i bededagsferien. Retræter er typisk forbundet med lange perioder med stilhed. Denne retræte bliver ikke nogen stille begivenhed, men bøn og fællesskab kommer ikke til at mangle.
De kommende dages retræte vil samle godt 30 deltagere fra ”Tro og Lys”-grupper forskellige steder i landet. I februar blev Amalie Lieberkind Wassbergs gruppe ved Betlehemskirken i København officielt anerkendt som en del af det store fællesskab, som omfatter over 1500 grupper i 82 lande, men der er også en gruppe ved den katolske Jesu Hjerte Kirke i København, i Dronninglund i Nordjylland, og ved Aarhus er der lokale fællesskaber, hvor udviklingshæmmede og deres familier og venner mødes.
På retræten mødes mennesker med svær autisme, unge med Downs syndrom, multihandicappede og deres familier. Amalie Lieberkind Wassberg er 23 år og læser STU, som er en særlig tilrettelagt ungdomsuddannelse for unge med autisme eller psykisk sårbarhed. Hun har oprettet en blog og drømmer om et job, hvor hun kan arbejde med it, men hendes hverdag er præget af et medfødt fysisk handicap og et mentalt handicap.
”Du kan skrive, at der er en stavefejl i mine gener.”
Det er katolikken Simon Gough og sognepræst Erik Hviid Larsen, som officielt tegner gruppen. Foruden en halvtidsstilling ved Betlehemskirken har Erik Hviid Larsen en halvtidsstilling som præst for børn og unge med særlige behov i Københavns Stift. Han er også far til teenagedatteren Sara, som har Downs syndrom, og det var sammen med hende, at han og familien fandt vej til ”Tro og Lys”-bevægelsen.
”I ”Tro og Lys”-grupperne møder du en mangfoldighed, som gør, at det særlige stritter mindre,” siger Erik Hviid Larsen.
”Tro og Lys” har 45-årsjubilæum i år. I påsken 1971 samledes 12.000 pilgrimme fra 15 lande i Frankrig ved valfartsstedet Lourdes. Her var også danske deltagere. Omkring 4000 af deltagerne i pilgrimsrejsen var udviklingshæmmede. Grundlæggeren af bevægelsen L’Arche, Jean Vanier, var med til at arrangere valfarten til Lourdes og opfordrede deltagerne til at fortsætte med at samles i mindre grupper lokalt ud fra en tro på, at mennesker kan vokse åndeligt og menneskeligt gennem venskaber. Og sådan er det blevet, og bevægelsen er vokset i et omfang, ingen havde forventet.
Amalie Lieberkind Wassberg er en ihærdig kirkegænger, som sætter pris på samvær med andre, som hun kan dele sin kristne tro med. Den anden søndag i hver måned samles ”Tro og Lys”-gruppen i Betlehemskirken, hvor man først deltager i familiemesse, hvor flere af gruppens medlemmer også hjælper til. I dag hjalp Erik Hviid Larsens datter, Sara, for eksempel til ved nadveren sammen med et andet barn.
Efter gudstjenesten er der en bid brød og tid til at tale og grine i kirkens menighedshus. Typisk arbejder gruppen med en historie fra Bibelen, som ofte bliver opført som et mime-spil, og nogle gange gennemgår de et oplæg, som de modtager fra bevægelsens hovedkontor i Frankrig.
Antallet af deltagere i gruppen svinger fra 5 til 30. Erik Hviid Larsen har et konfirmandhold med elever fra Frederiksberg Kommunes store specialskole for børn og unge med særlige behov. Nogle af de tidligere konfirmander og deres familier er blevet ved med at komme til familiemesserne og deltager også i gruppen.
Amalie Lieberkind Wassberg og lillesøster Chiara på 9 år sørger for, at tingene kommer på plads til dagens møde. Et rundt stearinlys dekoreret med en ark lavet af voks kommer på bordet. Arken er ”Tro og Lys”-bevægelsens symbol og udtrykker den mangfoldighed, bevægelsen gerne vil rumme. Amalie Lieberkind Wassbergs forældre er skilt. Chiara er hendes halvsøster, og Chiaras mor, Ulla Mollerup, er hendes stedmor. Ulla Mollerup er en af de voksne, som kommer op og tager plads ved bordet for at være med ved mødet.
”Vi er i en situation som familie, hvor vi ikke føler os hjemme hvor som helst. Men det gør vi her. I vores kultur generelt er der et smalt normalitetsbegreb, men når vi tager på lejre eller retræte med ’Tro og Lys’, så er du i en kultur, hvor du ikke kan falde udenfor. I det fællesskab er der en åbenhed over for alle slags mennesker, og man oplever, at vi vil mangle noget i mangfoldigheden, hvis der ikke var nogen, som havde særlige behov.”
Venskab er en grundsøjle i ”Tro og Lys”-bevægelsens arbejde. Amalie Lieberkind Wassberg husker navne, ansigter og anekdoter knyttet til mange af de mennesker, hun var sammen med, sidst hun var af sted. Og når store bededagsretræten er ovre, kan hun glæde sig til den nordiske sommerlejr til juli, som i år finder sted i Vadstena i Sverige. Her skal hun gense nogle af de mange unge fra Norge, Sverige og Estland, som hun var sammen med sidste sommer. Sognepræst Erik Hviid Larsen, der er far til Sara, siger:
”Når vi er afsted i ’Tro og Lys’ oplever jeg, at vores datter knytter venskaber, som hun ellers ikke ville have mulighed for at være en del af.”
Erik Hviid Larsen er flere gange blevet spurgt af forældrene til de unge i ”Tro og Lys”, hvor længe gruppen mon vil fortsætte. De spørger typisk, fordi de oplever, at der findes meget få mødesteder af den art, hvor man kan være en del af et fællesskab som familie med et barn med et handicap.
”Mit svar er, at jeg bliver ved med det her arbejde resten af mit liv, for det giver så meget mening, og jeg kan se på mine venner i ’Tro og Lys’, at det ikke er et engagement, man bliver færdig med.”