Der er folk, der siger: ”Det var da heldigvis kun døde ting.”
Mens andre forsøger at hjælpe med ordene: ”I får det jo heldigvis erstattet.”
Men netop de sætninger, der selvfølgelig er velmente, gør Doris Ottesen klar over, at mange mennesker slet ikke forstår, hvad det er, hun har mistet. At flammerne har fjernet en hel verden. Minder, samlet og værnet om gennem et helt liv. Bøger og billeder fra hun var barn, da hendes mor stadig levede. Den første ABC, som moderen lærte hende at læse efter. Smykker tilbage fra mormoderen. Hele forfatterskaber med Doris Ottesens understregninger og noter. 4000 bøger i alt. Alt sammen udvalgt, gemt og bevaret med en forventning om at skulle glæde sig over den rigdom, det er at dykke ned i sine minder, når man bliver ældre – og dele dem med sine børnebørn. For det, andre opfatter som ”døde ting”, kalder den 72-årige teolog og forfatter for ”identitetsbærende ejendele”. Det er med andre ord en del af hende selv, der nu er forsvundet og aldrig kommer tilbage.
Hun er ved at samle de sidste valnødder op under det majestætiske og eneste træ på gårdspladsen. Byder velkommen med et stort smil og peger så på den tomme græsplet til venstre for hovedbygningen. Her ligger kun nogle store sten tilbage, som vidner om den del af bindingsværksgården, der tidligere udgjorde den tredje længe. Med stråtag, hvidkalkede mure og sorttjærede træbjælker. Præcis som den havde set ud, siden Gammelgaard, en af Ærøs ældste gårde, blev opført for godt 200 år siden.
Det er ni måneder siden. Men der går ikke en eneste dag, uden at Doris Ottesen bliver mindet om branden og datoen den 26. januar 2018. Hun kan stadig fornemme lugten. Indimellem er det, som om den pludselig kommer igen. Ud af ingenting. Lydene. Af ødelæggelse og fortvivlede råb fra alle de ærøboere, der også var rystede over at se en af øens historiske bygninger stå i brand. De billeder forsvinder netop ikke, mens andre er forsvundet for altid. Voldsomme sanseindtryk blandet med en erkendelse af, at det næsten kun var hendes ting, der brændte. For det var i denne del af gården, både køkkenet og Doris Ottesens ”mindestue” lå.
Hun var lige kommet hjem fra en fortælle-turné i Jylland. Havde sat sig i den lavloftede stue i hovedbygningen og fortalt sin mand, professor emeritus i teologi Viggo Mortensen, om sine oplevelser og ville så lige tjekke sine mails inden aftensmaden.
”Pludselig hører jeg Viggo råbe: ’Det brænder, og det er min skyld!’. Han havde haft flere ting i gang samtidig. En cykel, der skulle efterses udenfor, og noget arbejde ved computeren indenfor – og fuldstændig glemt, at han også var gået i gang med at lave mad til fuglene og havde sat en gryde med fedt til at smelte på komfuret i køkkenet.”
Doris Ottesen ringer 112, og kort efter er brandfolk fra hele øen kommet til undsætning. De finder hurtigt ud af, at længen ikke står til at redde. Branden har udviklet sig til en tagbrand, og hele indsatsen koncentreres derfor om at undgå, at ilden breder sig til hovedhuset. En bulldozer går i gang med at køre brændende mursten, bjælker og inventar over på en mark ved siden af huset. Flammerne får ekstra fat, da de rammer hendes store bogsamling.
”På et tidspunkt kommer en af røgdykkerne ud fra den brændende bygning med vores kat i favnen. Den hænger helt slapt ud over hans ene arm. Som om den er død. Men pludselig linder den lidt på det ene øje, og jeg tager den med ind i hovedbygningen. Strømmen er gået. Der er både mørkt og koldt. Så jeg tænder et stearinlys, selvom det nærmest virker helt forkert at bruge ild, og sætter mig i sofaen med katten og et tæppe over os.”
Doris Ottesen er udelukkende fokuseret på katten. I flere timer, hvor den bare ligger stille, ”og det var faktisk mit held, for da den begynder at røre på sig igen, er branden overstået. Så jeg slap for at se på.”
Hun sidder i den samme sofa, mens hun fortæller. Fortæller, at hun ikke gik i chok. Ikke kom i krise. Men blev ramt af en sorg, og at den er der endnu. Katten smyger sig omkring, som om den stadig har ni liv tilbage. Hvis den var død, ved Doris Ottesen ikke, hvad hun havde gjort. For det har faktisk været svært nok at tilgive, som det var. At hendes mand kunne glemme en gryde. At branden næsten kun ødelagde hendes ting. At de nu er væk. At han har en anden tilgang til tilværelsen og bedre kan leve i fremtiden. At han ser frem, og hun ser tilbage. Og at hun ikke kan glemme sine følelser.
”Vi tackler ganske enkelt tilværelsen forskelligt. Selvom det selvfølgelig også har været rigtig hårdt ved ham og har rystet ham, så er han på en måde videre. Han ser fremad. Jeg har derimod behov for en erkendelse af, at dette ikke bare er noget, man kommer over. At det er noget, jeg skal lære at leve med. Mens han kan leve med et fokus på fremtiden, så har jeg altid levet meget fokuseret på det, jeg kommer fra. Levet på fortiden og på historien. Og dén forskel har faktisk gjort det svært for os at tale om, hvad der er sket.”
Naboer, kendte og ukendte øboere dukkede op. Hjalp til og støttede på alle mulige tænkelige måder i dagene, der fulgte. En mand spurgte endda, om Doris Ottesen ville have nogle af hans bøger.
”Alle var så søde og betænksomme. Vi mærkede virkelig øsamfundet fra sin allerbedste side. Men selvom det var en fantastisk tanke at ville skænke mig nogle bøger fra sin egen samling, så var det jo ikke bare ’nogle bøger’, der nu var væk. Der var ikke en eneste ting, der brændte, som jeg ikke havde et særligt forhold til. Hver gang jeg tog en af tingene frem, var den jo fyldt med levende minder og fik dermed en hel verden til at dukke frem. Deraf sorgen. Over tabet af den verden. Og skammen over, at jeg ikke har formået at passe bedre på de ting. Også over for de mennesker, jeg har fået nogle af tingene fra – det er, som om jeg har forrådt dem ved at miste tingene. Jeg ved jo godt, at det ikke var min skyld, men skammen er der alligevel.”
Doris Ottesen har gjort fortællinger til en stor del af sit arbejdsliv. Hun er selv forfatter til flere bøger og en efterspurgt historiefortæller samt fortolker af andres fortællinger og forfatterskaber. H.C. Andersen, Sigrid Undset og Selma Lagerlöf er bare nogle af navnene på den lange liste over hendes foredrag. I mange af dem udfolder hun blandt andet den følelse, som hun genfinder i mange værker og betegner ”hjemlængsel”, og som hun mener præger vores nutid. En længsel efter det sted, hvor livet giver mening.
Hun har altid selv fundet den i kristendommen og i historien. For ved at fortælle har hun knyttet an til dem, der var her engang. Set sit eget liv i en sammenhæng med de døde, vi lever videre ud fra og på baggrund af.
”Og her tror jeg, vi er inde ved en kerne, når det handler om at forstå, hvorfor min sorg over en ildebrand kan være så dyb og eksistentiel. Jeg mistede jo min mor som syvårig og har derfor altid vidst, at man kan miste det umistelige. Det sker ikke kun for naboen, det sker også for mig, og det kan ske flere gange. Den erfaring og erkendelse har også præget min kristne tro. For jeg tror, at alt er én stor tilfældighed, og netop ikke at det altid går den gode godt og den onde ondt. Vi véd jo også, at Jesus ender på korset. Så livet er ofte hårdt og uretfærdigt. Men kristendommen har jeg altid tænkt på som kærlighed og barmhjertighed, der giver mig styrke til at leve det liv, der er – og til at elske det.”
Doris Ottesen læner sig lidt frem i sofaen og siger så efter en lille tænkepause:
”Men samtidig har jeg altid forsøgt at fastholde et fællesskab med min mor, med de døde, netop gennem de ting, jeg har gemt. Det har faktisk været helt livsafgørende for mig. På den måde har der for mig ikke været et skel mellem de levende og de døde, og jeg har elsket at bruge for eksempel den samme ske, som hun gjorde, når jeg sad ved morgenbordet. Tingene har både været en trøst – og en bro.”
Og det er netop den bro, der nu er gået i stykker, fortæller hun, og derfor følelsen af sorg og ensomhed har fyldt.
”Jeg har haft følelsen af at blive ladt alene uden den kobling, som tingene udgjorde for mig. Og den skam, jeg tidligere talte om, har jeg også følt i forhold til de døde: tænk, at jeg heller ikke formåede at holde liv i dem mere.”
Hun skubber katten ned fra sofabordet. Den har ellers udset sig en af hendes hjemmebagte småkager og er på listepoter på vej hen til kagedåsen.
Kagerne hedder ”gode råd” og er en sønderjysk specialitet. Pergamenttynde og sprøde, med mønster efter det jern, de bliver bagt med. Det forsvandt ellers også under brænden. Men køkkentingene er dog nogle af de ting, hun har været nødt til at genkøbe. Og som det både kan lade sig gøre, og giver mening, at få igen.
”Alderen har faktisk også noget at sige i forhold til min sorg. Indtil man er 40 år, spurter man jo bare ud i livet. Er fremadrettet og bygger op. Jo ældre man bliver, jo mere kigger man i stedet tilbage og bliver mere optaget af, hvad man kommer fra, og hvad man står på skuldrene af. For der skal ikke bygges så meget op længere. Mine minder, især min mors ting, har i den sammenhæng altid været vigtige for den forståelse. De har sikret, at jeg kunne bevare min integritet og en kerne i mig selv – og som ældre har de bestemt ikke mistet den funktion. Tværtimod. Så det er nok ikke så underligt, at jeg har oplevet tabet, også som et tab af hende, og dermed en massiv følelse af at blive ladt alene. Af eksistentiel ensomhed.”
Dagen efter ildebranden tog Doris Ottesen ud og fortalte igen. Det er ikke de andres fortællinger, eller hendes evne til at genfortælle deres pointer og historier, der blev ramt i januar. Det er hendes egen.
Hun følger med ud på gårdspladsen for at vinke farvel. Til salg-skiltet står foran kastanietræet og vidner om, at hendes og Viggo Mortensens tid på Ærø nu formentlig snart er forbi.
”Det har været 10 fantastiske år på et rigtigt skønt sted og et skønt møde med mange dejlige mennesker. Jeg har elsket at bo her. Men nu bryder jeg mig faktisk ikke om det mere på grund af den der tomme græsplæne. Det er, som om fortryllelsen er væk.”