En ny klang til min verden, der synes sort af frygt

Nu står hun der, klaveret, med sit nypudsede indre og de nye filthammere i min stue og skal bringe liv og klang i min verden, der synes sort af frygt og oplyste PET-scannings-billeder skriver Hanne Foighel, der er syg af kræft

Hanne Foighel
Hanne Foighel. Foto: Emil Kastrup Andersen.

Vi gik lidt rundt.

Og der stod det så. Mit klaver. I et hjørne blandt nedslidte kolleger med eksponerede filthammere. Sort. Stort. Og stout. Det mindede mig om min morfar og mormors klaver, som jeg lærte mig selv at spille på, da jeg var syv-otte år. Jeg har ikke spillet siden.

Den lavstammede, smilende sælger løftede lågen op og lod mig kigge ned til ramme, strenge og filthammere. Et hermelinkåbe-våbenskjold og et løbenummer afslørede, at instrumentet blev født i Sankt Petersborg i 1908. Bygget på licens for et tysk pianofirma til zarbyens overklasse, som han udtrykte det. Schmuel Auerbach hed han.

Jeg så for mig de mange små russiske barnefingre, der har kæmpet med skalaerne på disse tangenter, mens tyske guvernanter i grå atlaskes lyttede med strenge miner.

Hvis blot det kunne fortælle sin historie. Om revolutionerne og krigene. Om sulten og nøden. Glæden og sangene. Og om hvordan og hvornår det var kommet fra Sankt Petersborg – eller fra Leningrad – til Auerbachs lager her i Levanten.

Jeg købte klaveret. Jeg kan ikke spille. Men jeg har købt et klaver. I dag skal jeg have min første klavertime, og jeg glæder mig.

Klaveret dukkede op en tidlig søvnløs morgen. Dagen efter at jeg havde fået min diagnose. Tankerne tumlede rundt i den begyndende dæmring.

”Tid til beslutning,” stod der på min indre lystavle.

Jeg greb ud efter telefonen og klikkede mig ind på den lokale udgave af Den Blå Avis. Musikinstrumenter. Pianoer.

Jeg anede ikke, hvad jeg ledte efter.

Men det skulle ikke være for dyrt. Og det skulle være et møbel, der ville kunne enes med de øvrige i min stue.

Jeg vendte flere gange tilbage til annoncen med billedet af et nøddetræsfarvet russisk klaver med svungne ben til en rimelig pris. Måske?

Sidst på eftermiddagen tog jeg mig sammen og ringede på nummeret.

Desværre. De billige russiske pianoer var solgt, sagde klaverhandler Auerbach. Han talte med en syngende russisk accent og forsikrede mig med det samme, at han helt sikkert havde det klaver, jeg havde brug for. Der er 150 forskellige på mit lager, sagde han. Kom forbi i morgen, der er jeg ikke ude og stemme klaverer på landets konservatorier.

Jeg var landet hos en professionel.

Klokken 11 næste dag var jeg til den første samtale – med en helt anden slags specialist: overlægen på gynækologisk-onkologisk afdeling.

Han så på mine PET-scanningbilleder, læste biopsirapporten og svarede tålmodigt på mine spørgsmål. Der var ikke så meget at diskutere.

Sygdommen har godt fat. Behandlingen skal begynde med det samme. Mit gode helbred – lige bortset altså fra canceren – er et godt udgangspunkt for et godt resultat.

Klokken 12 kørte jeg ud til Auerbach og hans 150 pianoer på anden sal i en stor bygning i et industriområde. Skulder ved skulder stod der koncertflygler, høje og lave, nye og brugte pianoer. Auerbach slog et par af dem an og spurgte, hvad jeg syntes.

Jeg er kommet for møblet og for prisen, sagde jeg. Det skal være pænt og billigt.

Men så var det jo, hun stod der. Piana fra Sankt Petersborg. Og jeg var øjeblikkeligt forelsket.

”Min kone tvinger mig til at genbruge gammelt papir,” forklarede Auerbach, da han med en saks sirligt klippede en lap papir af et brugt dokument og skriblede ord på russisk for at huske sig selv og klaverflytteren Dima på, hvilke småskavanker der skulle udbedres inden afgang.

”Jeg tager det igen, når du vil have et bedre,” lovede han, da jeg gik.

Nu står hun der med sit nypudsede indre og de nye filthammere i min stue og skal bringe liv og klang i min verden, der synes sort af frygt og oplyste PET-scannings-billeder.

En elskelig ven skrev:

”Du bliver, ligesom dit russiske klaver, helt ny indeni og fyldt med nye klange!”.