Prøv avisen
Allehelgen

Lars og Ingrid har sammen skabt et rekviem om tab og tro

For 20 år skabte organist og komponist Lars Sømod sammen med lyriker Ingrid Mejer Jensen et moderne rekviem på dansk – et korværk baseret på den gamle latinske dødemesse. Lars Sømod havde dengang lige mistet sin mand til AIDS, og Ingrid Mejer-Jensen havde mistet sin svoger til selvmord. Arbejdet med det store korværk om død og forsoning blev derfor en metode til at bearbejde sorgen. Værket blev uropført i Mariehøj Kirke i år 2000. Nu genopføres det samme sted i morgen på allehel Foto: Lars Aarø/Fokus

Komponist og organist Lars Sømod skabte ved årtusindskiftet en moderne udgave af den katolske dødsmesse rekviem sammen med digteren Ingrid Mejer Jensen. Korværket, som nu bliver genopført i Silkeborg på allehelgensdag, har sat sig varige spor i begges liv

Silkeborg Kirke var fyldt til sidste ståplads, og kirkedøren stod åben, så de sidst ankomne også kunne høre musikken. Dirigent Lars Sømod havde ryggen til publikum. Han så ud over et lille symfonisk orkester med 20 musikere, tre professionelle solister og et stort kor med 70-80 dygtige amatørsangere. Til hverdag var han organist og korleder, men også komponist, og denne mørke novemberaften i 2000 var der urpremiere på hans første store korværk.

Der var forventningsfuldt stille i den fyldte kirke. Så løftede han armene, og det moderne rekviem, han havde komponeret til tekster af digteren Ingrid Mejer Jensen, fyldte rummet. Musikken satte toner på den sorg, som klang i ham selv – sorgen over hans registrerede partner Lars Henrik Buus, som to måneder tidligere var død af aids.

Korværket ”Requiem – en sang om tab og tro” var en bestillingsopgave i forbindelse med fejringerne af årtusindskiftet. Det er aldrig blevet indspillet, men er blevet genopført flere gange og bliver det igen i år til allehelgensdag i Mariehøj Kirke i Silkeborg og den 18. november i Vor Frelsers Kirke på Christianshavn.

Både for Lars Sømod og for Ingrid Mejer Jensen blev arbejdet med at skabe et moderne rekviem meget mere end en bestillingsopgave. Det fælles værk fik stor betydning i begges liv. For Lars Sømod blev det en vej gennem den personlige sorg over tabet af livsledsageren. For Ingrid Mejer Jensen blev det begyndelsen på en helt ny livsfase og en forsoning med kirke og kristendom, som hun ellers havde haft et meget anstrengt og afstandtagende forhold til, siden hun var ung.

”For mig var det en kæmpe forløsning at opføre ’Requiem’ første gang bare to måneder efter Lars Henriks død,” siger Lars Sømod, som i dag er organist, kantor og klokkenist ved Vor Frelsers Kirke i København.

”Lars Henrik blev erklæret for terminalt syg, kort efter at jeg fik opgaven, og jeg er vant til at handle mig ud af problemer, så jeg arbejdede som en gal hele året. Jeg var organist i Mariehøj Kirke i Silkeborg, jeg ledede tre kor, plejede Lars Henrik og komponerede på det, der endte med at blive en dødsmesse for ham,” husker han.

Den forløsning, han følte ved at opføre værket for en fuld kirke første gang, havde han imidlertid hverken brug for eller lyst til at gentage.

”Jeg har opført det igen flere gange med Jysk Akademisk Kor. De var meget glade for musikken, men jo mere jeg kom på afstand af Lars Henriks død, jo mindre havde jeg lyst til at have noget med det rekviem at gøre. Jeg tænkte på det, som noget, jeg har skrevet i en raptus, og som jeg ikke ville kunne stå ved i længden. Det var alt for forbundet med den tid og med sorgen og tabet,” siger han.

Men gradvist har hans følelser ændret sig, og han har udskilt værket fra den personlige historie.

”Når jeg ser på det i dag node for node, kan jeg bestemt godt stå ved det. Nu læser jeg det ikke længere alene som udtryk for min egen sorg, men som et værk, der har almen gyldighed og kvalitet.”

For Ingrid Mejer Jensen, der er uddannet lærer og cand.phil. i nordisk litteratur, fik arbejdet med rekviem en uventet langtidseffekt. Det gav hendes liv en helt ny drejning. Millennium-fejringen i Silkeborg udviklede sig til en årligt tilbagevendende kirke- og kulturfestival om tro og eksistens – KK44 – som hun blev koordinator for, og hun har været det lige siden. Hun blev endda så engageret i det kirkelige arbejde, at hun lod sig vælge til menighedsrådet for Silkeborg Kirke, hvor hun som menighedsrådsformand blandt andet stod i spidsen for arbejdet med en stor renovering, der blev indviet af Dronningen i påsken 2017.

”Det flyttede mig meget at arbejde med rekviem og at skabe min egen nye version af den gamle katolske dødsmesse. Det gav mig en fordybelse i kristendommen, som jeg aldrig havde oplevet før,” fortæller hun.

Det var overraskende for hende selv, for som ung var hun i stærk opposition til alt kirkeligt, som hun kendte det fra det konservative grundtvigianske hjem, hun var vokset op i. Hun opfattede kirken som en dobbeltmoralsk og overfladisk institution, der slet ikke opfyldte hendes behov for åndelighed, og i mange år søgte hun efter en alternativ spiritualitet. Alt fra healing og meditation til tarotkort og astrologi fik hun undersøgt. I en periode var hun også medlem af bahai-trossamfundet. I dag ser hun tilbage på den tid som én lang søgen efter en meningsfuldhed, hun ikke kunne få øje på i den kristendom, hun kendte til.

”Når jeg gik med mine forældre i kirke, så jeg bare pæne borgerlige mennesker i uldfrakke og hat, selvretfærdige samfundsstøtter, der ikke ønskede at blive udfordret i deres fordomme. Hvor var alle de mennesker, som det stod i evangeliet, at Jesus var sammen med? Det var ikke dem, jeg mødte i kirken, og det gjorde mig virkelig vred og indigneret som barn og ung,” fortæller hun.