Prøv avisen
Allehelgen

Lars og Ingrid har sammen skabt et rekviem om tab og tro

For 20 år skabte organist og komponist Lars Sømod sammen med lyriker Ingrid Mejer Jensen et moderne rekviem på dansk – et korværk baseret på den gamle latinske dødemesse. Lars Sømod havde dengang lige mistet sin mand til AIDS, og Ingrid Mejer-Jensen havde mistet sin svoger til selvmord. Arbejdet med det store korværk om død og forsoning blev derfor en metode til at bearbejde sorgen. Værket blev uropført i Mariehøj Kirke i år 2000. Nu genopføres det samme sted i morgen på allehel Foto: Lars Aarø/Fokus

Komponist og organist Lars Sømod skabte ved årtusindskiftet en moderne udgave af den katolske dødsmesse rekviem sammen med digteren Ingrid Mejer Jensen. Korværket, som nu bliver genopført i Silkeborg på allehelgensdag, har sat sig varige spor i begges liv

Silkeborg Kirke var fyldt til sidste ståplads, og kirkedøren stod åben, så de sidst ankomne også kunne høre musikken. Dirigent Lars Sømod havde ryggen til publikum. Han så ud over et lille symfonisk orkester med 20 musikere, tre professionelle solister og et stort kor med 70-80 dygtige amatørsangere. Til hverdag var han organist og korleder, men også komponist, og denne mørke novemberaften i 2000 var der urpremiere på hans første store korværk.

Der var forventningsfuldt stille i den fyldte kirke. Så løftede han armene, og det moderne rekviem, han havde komponeret til tekster af digteren Ingrid Mejer Jensen, fyldte rummet. Musikken satte toner på den sorg, som klang i ham selv – sorgen over hans registrerede partner Lars Henrik Buus, som to måneder tidligere var død af aids.

Korværket ”Requiem – en sang om tab og tro” var en bestillingsopgave i forbindelse med fejringerne af årtusindskiftet. Det er aldrig blevet indspillet, men er blevet genopført flere gange og bliver det igen i år til allehelgensdag i Mariehøj Kirke i Silkeborg og den 18. november i Vor Frelsers Kirke på Christianshavn.

Både for Lars Sømod og for Ingrid Mejer Jensen blev arbejdet med at skabe et moderne rekviem meget mere end en bestillingsopgave. Det fælles værk fik stor betydning i begges liv. For Lars Sømod blev det en vej gennem den personlige sorg over tabet af livsledsageren. For Ingrid Mejer Jensen blev det begyndelsen på en helt ny livsfase og en forsoning med kirke og kristendom, som hun ellers havde haft et meget anstrengt og afstandtagende forhold til, siden hun var ung.

”For mig var det en kæmpe forløsning at opføre ’Requiem’ første gang bare to måneder efter Lars Henriks død,” siger Lars Sømod, som i dag er organist, kantor og klokkenist ved Vor Frelsers Kirke i København.

”Lars Henrik blev erklæret for terminalt syg, kort efter at jeg fik opgaven, og jeg er vant til at handle mig ud af problemer, så jeg arbejdede som en gal hele året. Jeg var organist i Mariehøj Kirke i Silkeborg, jeg ledede tre kor, plejede Lars Henrik og komponerede på det, der endte med at blive en dødsmesse for ham,” husker han.

Den forløsning, han følte ved at opføre værket for en fuld kirke første gang, havde han imidlertid hverken brug for eller lyst til at gentage.

”Jeg har opført det igen flere gange med Jysk Akademisk Kor. De var meget glade for musikken, men jo mere jeg kom på afstand af Lars Henriks død, jo mindre havde jeg lyst til at have noget med det rekviem at gøre. Jeg tænkte på det, som noget, jeg har skrevet i en raptus, og som jeg ikke ville kunne stå ved i længden. Det var alt for forbundet med den tid og med sorgen og tabet,” siger han.

Men gradvist har hans følelser ændret sig, og han har udskilt værket fra den personlige historie.

”Når jeg ser på det i dag node for node, kan jeg bestemt godt stå ved det. Nu læser jeg det ikke længere alene som udtryk for min egen sorg, men som et værk, der har almen gyldighed og kvalitet.”

For Ingrid Mejer Jensen, der er uddannet lærer og cand.phil. i nordisk litteratur, fik arbejdet med rekviem en uventet langtidseffekt. Det gav hendes liv en helt ny drejning. Millennium-fejringen i Silkeborg udviklede sig til en årligt tilbagevendende kirke- og kulturfestival om tro og eksistens – KK44 – som hun blev koordinator for, og hun har været det lige siden. Hun blev endda så engageret i det kirkelige arbejde, at hun lod sig vælge til menighedsrådet for Silkeborg Kirke, hvor hun som menighedsrådsformand blandt andet stod i spidsen for arbejdet med en stor renovering, der blev indviet af Dronningen i påsken 2017.

”Det flyttede mig meget at arbejde med rekviem og at skabe min egen nye version af den gamle katolske dødsmesse. Det gav mig en fordybelse i kristendommen, som jeg aldrig havde oplevet før,” fortæller hun.

Det var overraskende for hende selv, for som ung var hun i stærk opposition til alt kirkeligt, som hun kendte det fra det konservative grundtvigianske hjem, hun var vokset op i. Hun opfattede kirken som en dobbeltmoralsk og overfladisk institution, der slet ikke opfyldte hendes behov for åndelighed, og i mange år søgte hun efter en alternativ spiritualitet. Alt fra healing og meditation til tarotkort og astrologi fik hun undersøgt. I en periode var hun også medlem af bahai-trossamfundet. I dag ser hun tilbage på den tid som én lang søgen efter en meningsfuldhed, hun ikke kunne få øje på i den kristendom, hun kendte til.

”Når jeg gik med mine forældre i kirke, så jeg bare pæne borgerlige mennesker i uldfrakke og hat, selvretfærdige samfundsstøtter, der ikke ønskede at blive udfordret i deres fordomme. Hvor var alle de mennesker, som det stod i evangeliet, at Jesus var sammen med? Det var ikke dem, jeg mødte i kirken, og det gjorde mig virkelig vred og indigneret som barn og ung,” fortæller hun.

Vreden blev brændstoffet for hendes skriveproces i første omgang, da hun gik i gang med teksten til det nye rekviem. Den ramte hende i den middelalderlige hymne om vredens dag, ”Dies Iræ”, som indgår i det gamle, katolske rekviem. I den er det Guds vrede mod de syndige mennesker, som er på spil, og vredens dag er dommens dag, hvor synderne dømmes til evig fortabelse. Selvom hun ikke umiddelbart kunne bruge den idé til noget, blev hun inspireret af den kraft, der ligger i ”Dies Iræ”.

”Hele det klassiske rekviem er gennemsyret af angst for dommedag, men det giver ikke nogen mening i en moderne sammenhæng og heller ikke i den luthersk-evangeliske kristendom, vi bekender os til i folkekirken,” siger hun.

I hendes ”Dies Iræ” stiger røgen fra udbrændte huse efter en massakre. De døde flyder i strømmen, og støvler og våben står rene, mens bødlerne sover. Himlen lukker sine porte, mens klokker kimer over grå kaserner, og blodige klæder roterer i vaskeriets maskiner. Billederne ligner en krigsreportage fra nyhedsstrømmen, og vredens dag er ikke dommedag, men den dag, hvor moderen står med sin søn og rasende anklager krigens ophavsmænd og kræver dem til ansvar for de liv, de har ødelagt.

”Krig og krigens rædsel har altid fyldt meget i min bevidsthed. Som barn havde jeg tit mareridt om krig, og mens jeg skrev på teksten, var krigene i Eksjugoslavien i meget frisk erindring. De havde gjort et dybt indtryk på mig, lige som krigen i Syrien gør i dag,” fortæller hun.

”Derfor tog jeg fat i min egen almenmenneskelige eksistentielle vrede og indignation over, at krig, ondskab og meningsløs død findes, i stedet for i tanken om den dømmende Guds vrede. Det gav mig mulighed for at tage fat på det store paradoks, som kristne har kæmpet med til alle tider, det spørgsmål, vi kender som teodicé-problemet: Hvis Gud findes, og hvis Gud er god, hvordan kan der så stadig findes krig og ondskab?”, siger Ingrid Mejer Jensen.

Sangen om vredens dag påvirkede hende imidlertid på en måde, hun ikke havde forudset.

”Når man skriver sig så langt ind i en tekst, at man bliver helt opslugt, begynder ordene at strømme af sig selv, uden at man kan forklare, hvor de kommer fra. Sådan gik det for mig, mens jeg skrev min ’Dies Iræ’. Det var, som om Gud pludselig trådte frem imod mig i teksten,” siger hun.

”I min tekst låner jeg et gudsbillede fra Jobs Bog, hvor Job sidder på askedyngen og har mistet alt. Jeg har altid syntes, det var så uretfærdigt. Job har bare opført sig så ordenligt, og alligevel bliver han fuldstændig urimeligt ramt af død, ulykke og elendighed. Det gør ham selvfølgelig frygtelig vred – lige som jeg selv var vred over den urimelige død og lidelse i verden.”

”Men midt i vreden oplevede jeg det, som om Gud talte til mig i min egen tekst og gav svar på de vrede spørgsmål: Sådan er det! Det er dit vilkår som menneske, ligesom det er for alle andre. Du er bare en lille fryns i det store skaberværk. Du kommer aldrig til at forstå det hele. Men kærligheden findes, og det er det, du har at forholde dig til. Du skal bare sige tak for, at du ikke blev stum. Sige tak, fordi du har en stemme, der kan tale imod ondskaben og hylde kærligheden, livet og sandheden,” siger Ingrid Mejer Jensen.

De følelser, det vakte i hende, var så overvældende, at de førte til et nyt syn på en kristendom, hvor kærlighed og tilgivelse kan være det bærende på trods af lidelsen og dødens realitet. Hendes vrede sange blev ligesom i det traditionelle rekviem fulgt af tillid og håb i det, Lars Sømod lidt drillende kalder ”Bamsesangen”, fordi teksten minder ham om tv-figuren Bamses julesang: Kom jul, kom sne, kom gaver:

”Kom tro med solskin til min kælder, kom håb med regn til mine celler, kom kærlighed og tag mig med, vær lys i min samvittighed.”

”Den personlige proces, jeg var igennem med rekviem, hjalp mig til at give slip på alle mine idealistiske forestillinger om, at der kan findes et utopia, et ubetinget godt samfund, hvor alle altid er gode og har det godt,” siger Ingrid Mejer Jensen.

”Der vil altid være krig og ondskab. Og til trods for det, kan jeg i dag godt tro på Gud og finde mening i kristendommen. Jeg tror, det er værd at kæmpe for, at kærligheden får en plads i verden, selvom der bliver ved med at være ondskab og lidelse i den.”

I den katolske tradition er et rekviem en sjælemesse, som skal hjælpe den døde gennem skærsilden og ud på den anden side til evig frelse. Det giver ikke umiddelbart mening i den evangelisk-lutherske kirke. Alligevel er de klassiske rekviem i Mozarts, Faurés og Verdis versioner populære ved koncerter i danske kirker med de klassiske tekster på latin. Men Lars Sømod var fra starten klar over, han ikke ville følge den tradition. Han ville have en moderne tekst på dansk.

”Jeg ville gerne komponere et rekviem, men jeg kunne ikke skrive noget meningsfuldt til den gamle latinske tekst, for den er baseret på en teologi, der slet ikke siger mig noget,” siger han.

”I den katolske messe handler det om, at man kan forkorte pinslerne for den døde synder ved at ofre et rekviem til Vorherre, og det kan jeg slet ikke forholde mig til. Det er jeg for meget lutheraner til. Den teologi, som er meningsfuld for mig, er den, hvor vi ser Gud i næsten, og hvor vi bliver bygget op til at trøste og styrke hinanden, og at vi får kræfterne til det,” forklarer han.

I modsætning til Ingrid Mejer Jensen havde han allerede et rodfæstet forhold til kristendommen, da de indledte deres samarbejde. Han forbandt kirken med trøst og forsoning, ikke mindst fordi det var det, hans mand, Lars Henrik Buus, fandt i den kristne tro.

”Lars Henrik skammede sig så forfærdeligt over sin sygdom og over, at han var blevet smittet. Han var hemmeligt syg i 15 år, fordi ingen måtte vide, han havde aids. Den skam, han følte, var hans grund til at søge til kirken, og jeg oplevede, at han fandt det, han søgte i kristendommen,” siger Lars Sømod.

Da han blev bedt om at komponere et rekviem, kendte han kun Ingrid Mejer Jensen flygtigt via fælles bekendte. Han vidste imidlertid, at hun i 1980’erne havde udgivet anmelderroste digtsamlinger og tilhørt samme kreds af unge, kvindelige lyrikere som Pia Tafdrup, og han havde tiltro til, at hun var den rette til at skabe en meningsfuld ny tekst.

”Ingrid tog fat i de gamle tekster og fik drejet sin egen derhen, hvor den efter min mening skal være. For mig handler den om, at vi mennesker må trøste hinanden, og ved at gøre det gør vi Guds arbejde. Det giver helt anderledes mening for mig,” siger han.