Kristendemokraten Jenan Jamil Bozo ville finde sig selv i den syriske borgerkrig

Dansk-kurdiske Jenan Jamil Bozo flygtede til Danmark i 1986. 34 år og en syrisk borgerkrig senere rejste han tilbage til grænselandet mellem Syrien og Irak for at finde sig selv og sin familie. Planen om at blive et par måneder blev til halvandet år

Efter halvandet år i Syrien og Irak er dansk-kurdiske Jenan Jamil Bozo tilbage i Odense og landet, der "har givet ham alt". – Foto: Tim Kildeborg Jensen.
Efter halvandet år i Syrien og Irak er dansk-kurdiske Jenan Jamil Bozo tilbage i Odense og landet, der "har givet ham alt". – Foto: Tim Kildeborg Jensen.

Det var aldrig meningen, at dansk-kurdiske Jenan Jamil Bozo skulle tilbringe mere end nogle uger i byen Qamishli i det nordøstlige Syrien. Men en aften så han et lysglimt på himlen.

Det skete i oktober 2019, og den syriske borgerkrig havde efterhånden varet i otte år og kostet i omegnen af en halv million mennesker livet. Den seneste tid var kampene dog stilnet af. Terrorbevægelsen Islamisk Stat var stort set besejret, og mens de regeringstro styrker ledet af landets præsident, Bashar al-Assad, var travlt beskæftiget med at slå resterne af oprørshærene tilbage i den anden ende af landet, havde en form for hverdag indfundet sig i de kurdisk-kontrollerede nordøstlige syriske regioner – det såkaldte Rojava. I hvert fald indtil det øjeblik Jenan Jamil Bozo så lysglimtet i horisonten. Her gik det op for ham, at den tyrkiske præsident, Recep Erdogan, havde gjort alvor af sine trusler. At byen og Rojava på ny var under angreb.

”Nu tager du vel hjem til Danmark,” havde en bekendt sagt til Jenan Jamil Bozo.

Kommentaren rummede hverken foragt eller misbilligelse, men var ment som en nøgtern konstatering i kølvandet på situationens alvor. Alligevel ramte Jenan Jamil Bozo. Han så uovervejet sig selv ryste på hovedet og sige ”nej, selvfølgelig ikke”.

I dag befinder han sig i en lejlighed i Odense, hvor han bor midlertidigt. Netop hjemvendt, eller hvad man nu skal kalde det, til det land, han som nytilkommen flygtning tilbage i 1980’erne gjorde til sit eget. Han har indvilliget i at fortælle, hvorfor han – en dansk-kurdisk folketingskandidat for Kristendemokraterne – endte i det borgerkrigshærgede Syrien. Det er historien om at vende tilbage til stedet, man flygtede fra i et håb om at finde svar i ruinerne af endnu en borgerkrig.

Jenan Jamil Bozo (tv.) med sine to storebrødre og en fætter. Ligesom resten af hans søskende er brødrene også døde i dag. Den ene faldt som soldat og ligger begravet på grænsen mellem Irak, Tyrkiet og Syrien. Den anden døde kort efter sin ankomst til Danmark af lungebetændelse.
Jenan Jamil Bozo (tv.) med sine to storebrødre og en fætter. Ligesom resten af hans søskende er brødrene også døde i dag. Den ene faldt som soldat og ligger begravet på grænsen mellem Irak, Tyrkiet og Syrien. Den anden døde kort efter sin ankomst til Danmark af lungebetændelse.

”Forstår du,” siger han for at begrunde sin rejse: ”jeg var taget til Qamishli for at lede efter min barndom. Og pludselig stod jeg i den. Jeg hørte bomberne springe. Og på gaden så jeg de børn, jeg selv var engang. Krigens børn. Pludselig mærkede jeg barndommens følelser. Min families flugt. Min fars død. At jeg dengang håbede, at de voksne ville beskytte mig. Jeg kunne umuligt forlade området, da tyrkerne angreb. Ikke fordi jeg skylder kurderne eller Syrien noget som helst, men på grund af børnene.”

Jenan Jamil Bozo ringede til sine fire voksne børn i Odense for at fortælle, at han ville blive i Rojava og irakisk Kurdistan på ubestemt tid. Datteren protesterede, og selvom telefonforbindelsen skrattede, kunne han fornemme gråd.

”Min pige,” sagde Jenan Jamil Bozo: ”hvis jeg rejser nu, vil jeg aldrig kunne tillade mig at forholde mig til konflikten igen. Jeg vil ikke kunne skrive et opslag på Facebook, hvor jeg råber op om situationen. Hvordan kan man forlange, at andre mennesker viser solidaritet, hvis man selv stikker halen mellem benene?”

I en lille landsby nær Qamishli i det nordlige Syrien boede Jenan Jamil Bozo i dette hus, inden familien flygtede først til Irak og siden Tyrkiet, inden han selv tog til Danmark i 1986. Privatfoto.
I en lille landsby nær Qamishli i det nordlige Syrien boede Jenan Jamil Bozo i dette hus, inden familien flygtede først til Irak og siden Tyrkiet, inden han selv tog til Danmark i 1986. Privatfoto.

Og sådan blev det. Der skulle gå mere end et år, før Jenan Jamil Bozo vendte hjem til familien på Fyn og landet, han flygtede til i 1986.

”Mit hjemland,” som han siger.

Hvem er Jenan Jamil Bozo? Hvis man spørger ham ansigt til ansigt, er svaret, at han ikke ved det med sikkerhed.

Hans alder er et udmærket eksempel. Adspurgt over en frokost bestående af rugbrød og dansk skæreost kombineret med kurdisk importeret fåreost og sorte oliven svarer Jenan Jamil Bozo, at han ikke ved det.

Han ræsonnerer sig til at være ”60 år plus/minus, nok mest plus.”

Jenan Jamil Bozo kom med andre ord til verden i omkring år 1960. Han blev født på en større gård i en landsby i grænselandet mellem det, man i dag kender som Syrien, Tyrkiet og Irak. Af samme grund har han familie i alle tre lande.

På dette tidspunkt var området en del af Den Forenede Arabiske Republik. Et slags anti-israelsk fornuftsægteskab mellem Syrien, Egypten og det palæstinensiske område Gaza.

Unionen kollapsede efter et syrisk militærkup i september 1961, og efter to års borgerkrig kom Baath-partiet til magten. Et mellemøstligt parti, som diktator Bashar al-Assad i dag leder i Syrien, og som Saddam Hussein i årevis var den berygtede leder af i nabolandet Irak.

Jenan Jamil Bozo tilbragte en længere periode hos sin afdøde fars 95-årige søster. Selvom hun var svækket, kunne hun fortælle historier om hans familie, som han ikke kendte til.
Jenan Jamil Bozo tilbragte en længere periode hos sin afdøde fars 95-årige søster. Selvom hun var svækket, kunne hun fortælle historier om hans familie, som han ikke kendte til.

Det er i denne hvepserede af mere eller mindre improviserede grænsedragninger og ulmende borgerkrige, at Jenan Jamil Bozo kom til verden i en kurdisk bondefamilie bestående af en mor og far og fire ældre søskende. I dag er han den eneste, der lever.

Spørger man internettet, hvem Jenan Jamil Bozo er, er de kurdiske mellemregninger sprunget over. Til gengæld kan man læse, at han kom til Danmark som flygtning i 1986. At han er uddannet socialpædagog og blev dansk statsborger i 1994. Artikler viser, at han op gennem 1990’erne etablerede sig som et lokalpolitisk integrationsbindeled i Odense, hvor han blev formand for kommunens Flygtninge- og indvandrerråd. Embedet fik en brat ende, da Jenen Jamil Bozo blandede sig i omskæringsdebatten i 2002. I en kronik beskrev han, at han trods sin modstand mod omskæring af piger mente, at dialog og oplysning frem for lovgivning var vejen frem. Synspunktet medførte et ramaskrig, og kort efter trådte han tilbage, meldte sig ud af De Radikale og ind hos Det Konservative Folkeparti, som han siden repræsenterede i byrådet ad to omgange. I dag er han medlem af Kristendemokraterne, og i 2019 var han opstillet til Folketinget.

Det første billede af Jenan efter ankomsten til Danmark i 1986. Otte år senere blev han dansk statsborger. – Privatfotos.
Det første billede af Jenan efter ankomsten til Danmark i 1986. Otte år senere blev han dansk statsborger. – Privatfotos.

Partiskiftet kan virke besynderligt, da Jenan Bozo med egne ord er ”muslim, som de fleste danskere er kristne”. Han kommer mest i moskéen ved højtider og er sekulær. Men hvorfor Kristendemokraterne, når han hverken er kristen eller en synderligt troende muslim?

”På grund af menneskesynet,” svarer han og kalder sig socialkonservativ med ”et humanistisk grundsyn” og uddyber, at den nationalkonservative drejning i hans tidligere parti blev for meget.

”Jeg er borgerlig og går ind for personlig frihed og social anstændighed, når det kommer til samfundets udsatte. Danskere såvel som flygtninge. På resten af højrefløjen er det, som om det er enten/eller,” siger han.

Og måske er Jenan Jamil Bozos politiske orientering et udmærket eksempel, at det ikke er sort-hvidt. I hvert fald bad TV 2/Fyn ham inden seneste folketingsvalg svare på en række spørgsmål. Her kunne man blandt andet læse, at han på den ene side erklærede sig ”delvist enig” i, at det skal være lettere at udvise kriminelle udlændinge, mens han samtidig erklærede sig ”helt enig” i, at den danske udlændingepolitik er for stram.

På sin rejse fandt Jenan Jamil Bozo blandt andet ud af, at han havde en halvbror, som hans far havde fået med en anden kone. De to mødte hinanden og halvbroren kunne blandt andet fortælle, at han far ikke kun være soldat, men også en kærlig far.
På sin rejse fandt Jenan Jamil Bozo blandt andet ud af, at han havde en halvbror, som hans far havde fået med en anden kone. De to mødte hinanden og halvbroren kunne blandt andet fortælle, at han far ikke kun være soldat, men også en kærlig far.

Det var i midten af oktober 2019, 34 år efter at Jenan Jamil Bozo var flygtet til Danmark, at han på ny oplevede en bomberegn. Han befandt sig i Syrien, og han mærkede, hvordan bragene tog ham tilbage til barndommen og de lange nætter, hvor hans mor knugede ham ind til sig.

På dette tidspunkt havde han været i det nordøstlige Syrien og nordlige Irak i godt en måned. Med sig fra Danmark havde han sin opsparing, ikke mange penge, men nok til at leve for. I Odense havde han den seneste tid levet på sygedagpenge på grund af stress. Hans formål med rejsen var simpelt: Han ville besøge alle de steder, han havde barndomsminder fra og tilbagelægge den rute, han og hans familie var flygtet igennem. Det største håb var at finde faderen Jamils grav og måske opstøve et billede af ham. Hans mor og søskendes gravsteder havde han lokaliseret ét for ét, men faderens, der faldt som soldat på kurdisk side i kampen mod Saddam Husseins styre i midten af 1970’erne, manglede.

Inden bombardementerne havde han nået at besøge gården, som familien Bozo havde efterladt, da han var seks år. Den stod endnu. Og han mødte en mand, der hævdede at have hjulpet Jenan Bozos far med at røgte får. Selvom den syriske borgerkrig ikke var slut, fornemmede Jenan Bozo en tydelig forskel i lokalbefolkningens mentalitet. De var mere snakkesagelige – et faktum flere tilskrev en af krigens få sejre: At den berygtede, syriske efterretningstjeneste i dag står svagt i Rojava.

Senere fandt han frem til to af skolerne, han havde gået i. Han huskede tævene, når læreren havde fået nys om, at han havde talt kurdisk i stedet for arabisk. Erindrede med ét månederne, hvor han og klassekammeraterne gik i skole om natten af frygt for bombeangreb mod civile mål om dagen. Han talte med børnene og købte dem mad og blyanter og papir.

Familien Bozo flygtede fra landsbyen Sadije i det nordlige Syrien, da Jenan Jamil Bozo stadig var barn. I landsbyen kunne flere nuværende beboere godt huske ham. Her hyrde Abu Hamud (th.), der efter sigende hjalp faderen med at røgte får.
Familien Bozo flygtede fra landsbyen Sadije i det nordlige Syrien, da Jenan Jamil Bozo stadig var barn. I landsbyen kunne flere nuværende beboere godt huske ham. Her hyrde Abu Hamud (th.), der efter sigende hjalp faderen med at røgte får.

”Selvom der er gået 50 år, var frygten hos børnene den samme. Jeg kunne ikke se dem uden at se mig selv. De oplever ikke barndommen og er bange for at gå på gaden på grund af bomber. Det var fint at se gården og skolerne og køre langs ruten, vi havde gået. Men de, der lærte mig mest om, hvem jeg er, var børnene, for jeg var også sulten og manglede en blyant engang.”

”Jeg så alt det, som jeg har haft drømme og mareridt om som voksen. Når man er flygtet, kan man ikke glemme fortiden, men efter lang tid kan man begynde at tvivle på, om den overhovedet fandtes. Eller om ens minder er fantasi.”

Jenan Jamil Bozos far døde kort før sønnen fik skæg. Jenan må have været cirka 14 år. De fleste af barndomsårene havde faderen tilbragt ved fronten i den kurdiske peshmerga-oprørshær i kampen mod både syriske og irakiske styrker. Af samme grund er minderne om ham i dag få. Og da Jenen Jamil Bozo bliver sat til at beskrive ham, svarer han blot, at faderen ”var stærk og havde et stort, sort overskæg”.

Det var en soldaterkammerat, der i 1970’erne bankede på døren til familiens midlertidige opholdssted i byen Zakho i det nordlige Irak. Soldaten rakte Jenan Jamil Bozos mor faderens ur og bedekrans og sagde, ”at det gjorde ham ondt.”

I dag er kun ordene tilbage. Væk er også faderens grav, hvis den da overhovedet findes. For at blive klogere på sin fars skæbne opsøgte Jenan Jamil Bozo i bedste ”sporløs-stil” fjerne slægtninge og bekendte, der måske kunne udpege graven, lå inde med et billede eller i det mindste fortælle om faderens liv. Ad omveje kom han på sporet af en ældre kurdisk veteran, Hussain al-Kurdi, der som ung havde kæmpet side om side med faderen ved fronten.

Under sit besøg i 2020 i den kurdisk kontrollerede del af Syrien forsøgte Jenan Jamil Bozo at finde børnene til de danske IS-krigere blandt andet her i al-Roj-lejren. Hans plan var at skabe en børnehave, hvor børnene kunne resocialiseres og lære om danske værdier, inden de blev sendt tilbage til Danmark. Privatfoto.
Under sit besøg i 2020 i den kurdisk kontrollerede del af Syrien forsøgte Jenan Jamil Bozo at finde børnene til de danske IS-krigere blandt andet her i al-Roj-lejren. Hans plan var at skabe en børnehave, hvor børnene kunne resocialiseres og lære om danske værdier, inden de blev sendt tilbage til Danmark. Privatfoto.

De to mødtes, og selvom veteranen var svækket, fejlede hukommelsen intet. Iført traditionel klædedragt og med et karakteristisk shemagh-tørklæde viklet om hovedet beskrev han faderen som en ledende figur i den kurdiske hær. Han fortalte om et mod, man kender fra historier om legender – nærmest mytisk. Og som et bevis på dette, sagde den gamle veteran, at der i sin tid var en dusør på faderens hoved, hvorfor alle, der lå inde med fotografier af ham, brændte dem.

Hussain al-Kurdi lovede at vise Jenan Jamil Bozo gravstedet, der lå en dagsrejse væk. De aftalte at tage af sted nogle uger senere. Om aftenen lå Jenan Jamil Bozo og tænkte på sin far. Han kunne på ingen måde genkende den mand, som soldaterkammeraten og andre han havde mødt, beskrev.

”Det er underligt, hvordan ens far kan være en helt for andre, når han aldrig var en helt for én. Jeg har intet minde om ham, andet end at min mor sagde, at han snart kom hjem,” tænkte Jenan Jamil Bozo.

Et par uger efter mødet med Hussain al-Kurdi ringede hans søn og fortalte, at soldaterkammeraten var død. Kort efter begav Jenan Jamil Bozo sig på egen hånd ud for at lede i området, som den gamle veteran havde udpeget. Uden held.

Det lykkedes ham hverken at finde graven eller opstøve et billede, men fortællingerne om ham tog Jenan Jamil Bozo med hjem til Danmark. Han siger, at det ”er svært at beskrive, hvorfor den grav er så vigtig for ham.”

”Hm. Alle har jo en grav, men min familie har ingen. I hvert fald ikke samlet. Min mor ligger i Tyrkiet. Mine søstre i Qamishli. Min ene bror ligger, hvor Tyrkiet, Irak og Syriens grænser møder hinanden. Min sidste bror i Odense. Jeg ville finde min fars grav for at få ro i sjælen.”

Den 7. december 2020 landede Jenan Jamil Bozo igen i Danmark. Et par måneders rejse var blevet til halvandet år. Foruden at have opsøgt sin fortid og hjulpet lokale skoler havde Jenan Jamil Bozo fotograferet de tyrkiske bombeangreb mod den kurdiske civilbefolkning. Billeder som senere blev bragt som dokumentation i flere danske medier. Han siger, at han forsøger at se positivt på fremtiden for Rojava – det kurdiske selvstyreområde i Syrien. At kurdernes store indsats mod Islamisk Stat kan betyde større vestlig opbakning til deres krav om en selvstændig stat i det grænseland, han kom til verden i.

”Men det ser sort ud,” siger han og nævner i flæng forhold, der får farven sort til at lyde som en underdrivelse. At USA har trukket sin opbakning. At Tyrkiet fortsat har besat flere områder. At Rusland og Iran stadig støtter den syriske præsident, al-Assad, der for alt i verden ikke ønsker en kurdisk stat.

For Jenan Jamil Bozo flyder borgerkrigen, han blev født ind i, sammen med den nuværende konflikt. Han kan ikke adskille børnene, han mødte i Syrien, fra barnet han selv var.

”Måske er krigen kommet for at blive,” siger Jenan Jamil Bozo.