Prøv avisen
Etisk sagt

Historiker: Tidens måde at omtale indvandrere på leder tankerne hen på nazismen

Morten Thing er født i 1945, men hans mor og søster måtte under krigen flygte til Sverige, og faderen ledte modstandsgruppen Bopa i København. – Foto: Lars Krabbe/Ritzau Scanpix

På årsdagen for Danmarks befrielse er det værd at tænke over, hvordan vi behandler minoriteter, siger Morten Thing, historiker og forfatter til flere bøger om Besættelsen

Hvornår stod du sidst i et etisk dilemma?

Jeg står meget tit i et dilemma over for den indvandringsfjendtlige måde at tale på, som er vokset frem med Dansk Folkeparti. Specielt har jeg det sådan med Martin Henriksen (udlændinge- og integrationsordfører for partiet, red.), men det gælder også flere af de andre. Man har altid lov til at beslutte, at der ikke er plads til flere. Men jeg synes ikke, man har ret til at begrunde det i en generel hadefuld udtalelse om den manglende kvalitet hos bestemte befolkningsgrupper, uanset hvor de kommer fra, eller hvilken religion de har.

Det understreges også af, at min mor var jøde, og det at være jøde har spillet en kæmpe rolle i mit liv. Min mor og søster var tvunget til at flygte under Anden Verdenskrig. Min far var leder af modstandsgruppen Bopa i København. Så hvis noget har været et stort hug ned i min historie, er det krigen. Alting er før eller efter Anden Verdenskrig i mine forældres bevidsthed.

Så det er det med, at nogle i dag forholder sig til flygtninge, som nazisterne gjorde. Det betinger sig jo også af, at vi meget tit hører om flygtninge. Den anden dag var der en positiv meddelelse om, at flygtninge kommer hurtigt i arbejde. Det synes Dansk Folkeparti var en dårlig ting. Det er hele tiden et af mine store etiske dilemmaer, hvordan jeg skal forholde mig til dem.

Hvad er den største etiske udfordring, du selv har mødt?

Det var faktisk en udfordring, jeg aldrig kom ud i. I midten af 1990’erne var min kone og jeg på en sejltur til Norge med vores tre yngste børn, der på det tidspunkt var omkring 10-11 år. Det var efter skibet ”Estonia”s forlis. Vi havde fået en kahyt meget langt nede, og jeg kunne simpelthen ikke sove, for jeg tænkte hele tiden på, hvis det gik, som det gik ”Estonia”: Hvilket barn vælger man så at redde, skulle man komme i den situation? Havde jeg været udsat for det, havde det været mit livs værste etiske katastrofe.

Noget andet, der har spillet en rolle i mit liv, var, da mit glansbillede af Israel i 1969 krakelerede og viste sig slet ikke at holde stik. Det var et meget svært valg for mig at ændre holdning, og det har kostet mig meget. Du drømmer ikke om, hvad jeg har modtaget af ubehagelige beskeder fra andre jøder, efter jeg havde valgt at støtte palæstinenserne i deres kamp.

Jeg har boet i Israel og holdt meget af landet. Men nu snakker man om at lovgive, så der kommer særligt jødiske bydele, hvor palæstinensere ikke må bo. At man hele tiden gennemfører lovgivning i totalitær retning, ligger der et stadigt større etisk problem i, når man er jøde. Det hænger selvfølgelig sammen med, at jeg er vokset op med den jødiske minoritet. Mine bedsteforældre var indvandrere fra Rusland og meget ortodokse jøder, de talte meget dårligt dansk og levede i et parallelsamfund. Fra jeg var ganske lille, har jeg kendt til det at have en nær forbindelse til et minoritetsmiljø, som ikke ligner noget, andre kender.

Hvad er tidens største etiske dilemma?

Klimaet. En engelsk klimaforsker fortalte for nylig i DR 2-programmet Deadline, at vi nu i 26 år har vidst, hvad det drejede sig om, men vi har kun gjort det værre. Vi er jo i Danmark vant til at betragte os som duksene i klassen, når det handler om klimaet. Men Danmark har også gjort det værre. Det er et stort etisk problem, for det handler om den måde, vi lever vores liv på. Og det gør, at vores børn måske slet ikke får de muligheder, vi har haft, for at leve i en tålelig verden. Måske kommer de til at leve i et land, hvor småstater forsvinder, og en masse ting bliver påført dem lovgivningsmæssigt. Vi bliver nødt til at forberede os på, at små øer og lande mere eller mindre forsvinder, og det problem skal vi have løst på forhånd. For vi ved, det sker. Kan FN lave en fordelingsnøgle, hvor man bestemmer, hvilke lande der skal tage imod hvem? Det har en politisk og etisk dimension, det vedrører os alle.

Synes du, etik fylder nok i den offentlige debat?

Nej, det synes jeg ikke, det gør. Men jeg synes, det er blevet lettere at rejse de etiske spørgsmål.

Hvis man går tilbage til mellemkrigstiden, som jeg har beskæftiget mig meget med som historiker, fandtes der i Danmark kun ét gyldigt paradigme for etik. Det var det kristne. Nu kan man sige, at der er kommet mange andre fortolkningsparadigmer inden for etikken. Hele tolkningsspørgsmålet omkring fosterdiagnostik, kunstig befrugtning, kunstig intelligens og mere. Mange af de ting, videnskaben har ført med sig. Det Etiske Råd har ligeledes været med til at lancere, at der findes andre tolkningsparadigmer, hvor det handler om en form for etisk rationalisme, der ikke påkalder sig Gud, men en form for sammenhængende forståelse i verden. Det har gjort, at det ikke kun er præster, vi hører på, når vi snakker etik.

Men jeg synes, etikken fylder for lidt, og især slipper politikerne alt for let af sted med at gentage sig selv i stedet for at forholde sig til, hvordan man med etikken i orden kan tale om andre mennesker. Tag indvandrerkriminelle. De ting, man griber til politisk over for indvandrerkriminelle, er jo meget strengere end det, man griber til over for danske kriminelle. Man siger, de rangerer lavere og derfor skal have flere tæsk. De slipper for let omkring ikke at tage stilling til, hvordan det er etisk forsvarligt.