Da Morten Thing begyndte at skrive om sin far, stoppede han med at drømme om ham. Hans far, Børge Thing, en fremtrædende kommunist og dansk modstandsmand, var død i 1971. Men 40 år efter fyldte det komplicerede forhold til faderen stadig, og han var plaget af drømme om ham. Morten Thing havde skrevet om sin mor, og flere opfordrede ham efterfølgende til at skrive en bog om den berømte far. Men han var usikker på, om han havde lyst. Faktisk var han bange for, at han ville få det psykisk dårligt af processen. Men da han alligevel begyndte på bogen om faderen, sluttede drømmene fra den ene dag til den anden.
”Det var psykisk en meget behagelig proces at skrive den bog,” siger Morten Thing med en karakteristisk lys og let hæs stemme.
Morten Thing har i mange år været en markant røst på den danske venstrefløj og har som historiker skrevet bøger om kommunisme, dansk arbejderhistorie og jødedommen. Det er alle emner, som på den ene eller anden måde har taget udgangspunkt i hans eget liv. Men i de seneste år har han med historikerbrillerne stillet stadig skarpere på sin familie. I 2009 skrev han en biografi om sin mor, Dora Thing, og i 2011 kom bogen om faderen. Og i år udgav han så erindringsbogen ”Min egen historie”.
Han var egentlig i gang med et forskningsprojekt om danske vittighedsblade. Men han valgte at lægge projektet på hylden og i stedet skrive sin egen historie. Arbejdet med bogen om faderen havde fremmanet et uforløst behov hos Morten Thing.
”Jeg havde brugt meget tid på at tænke på ham og bevidst undladt at inddrage mig selv i historien om ham. Og det var utilfredsstillende, så jeg tænkte: Nej, nu skriver jeg også mine erindringer.”
Morten Thing gik på pension i 2014 efter et mangeårigt virke som forskningsbibliotekar på Roskilde Universitet. Men han er dog ikke stoppet med at forske og er nu ved at lægge sidste hånd på projektet om de danske vittighedsblade.
”Jeg elsker virkelig at forske,” siger han.
Og man tror ham, når man ser sig omkring i den store herskabslejlighed på Østerbro i København, som minder lidt om et bibliotek. Overalt er der bøger. Fra gulv til loft. Her er alt fra Kierkegaards samlede værker til Marx’ og Engels’ ditto, Heideggers og Bob Dylans tekster. Hans Kirk fylder en hel hylde.
I entréen blandt bøgerne er der også blevet plads til familiefotos. Her hænger billeder af børn, børnebørn, hans kone, ungdomsbilleder af ham selv med stort krøllet hår. Der er også et gammelt et i sort-hvid af hans forældre på stranden.
I 2009 skrev han bogen om sin mor, Dora Thing. Han havde skrevet adskillige bøger om de russisk-jødiske indvandrere i begyndelsen af 1900-tallets København og lært jiddisch for at kunne tyde det store kildemateriale. I kilderne stødte han gentagne gange på sine bedsteforældre, og det førte til, at han valgte at skrive om moderen.
Dora Thing var barn af ortodokse jøder, der udvandrede fra Rusland, men blev glødende kommunist i en tidlig alder og forlod sin jødiske tro. Hun mødte den unge kommunist Børge Thing, som kom fra et strengt indremissionsk hjem i Vestjylland.
”Jeg har tit tænkt, at det ikke var tilfældigt, at mine forældre mødte hinanden i en tredje religion, nemlig kommunismen. Fordi de havde en psykisk parathed til det guddommelige med sig hjemmefra,” siger han.
Forældrene blev gift under krigen. Men moderen måtte flygte til Sverige med Morten Things dengang etårige storesøster, som nær druknede, da båden kæntrede i det første forsøg på at nå over Øresund.
Hans far, Børge Thing, blev tilbage i København, hvor han som leder af modstandsbevægelsen Bopa blandt andet stod bag store fabrikssabotager og en berømt stikkerlikvidering på et værtshus i København.
Efter Befrielsen i 1945 vendte moderen tilbage til Danmark, og Morten Thing blev født kort tid efter. Men faderen var ikke den samme efter krigen, fortæller Morten Thing.
”Han led af det, vi i dag kalder for posttraumatisk stress.”
Faderen kæmpede i lange perioder med depression, og Morten Thing husker som barn at se ham få pludselige udbrud derhjemme. For eksempel kunne faderen finde på at kaste sig ned på sengen og begynde at græde som et lille barn.
”Det er en meget hård oplevelse for et lille barn at se sin far, som altid har været en stor og modig mand, på den måde,” siger han.
Udbruddene klingede af med årene, men til gengæld begyndte faderen at drikke. Men Morten Thing beskriver også faderen som en meget rar og vellidt person. Derfor har det svære forhold imellem de to altid undret ham.
”Det er noget, der har fyldt enormt meget i mit liv, og noget, som jeg har tænkt virkelig meget over, især efter jeg selv fik børn,” siger han.
Og på den måde har Morten Thing vendt barndomsoplevelsen til noget positivt. For det har givet ham mulighed for at tænke over, hvordan han selv ville opdrage sine børn.
”Og jeg synes faktisk, at det er gået meget godt,” siger han med et smil.
Morten Things eget barndomshjem var præget af forældrenes politiske overbevisning. Men det at være kommunist i efterkrigstiden var hverken almindeligt eller noget, man råbte højt om i skolen. Det var et lille, lukket miljø.
”Det første, jeg tænkte på, når jeg havde kammerater på besøg, var at skynde mig at gemme Land og Folk. Vi vidste godt, at det ikke var noget, man skulle fortælle folk. Det var lidt ligesom at tilhøre Jehovas Vidner,” siger han og uddyber:
”Psykisk, forestiller jeg mig, var det at være en del af kommunistmiljøet dengang ligesom at være en del af en sekt. Det betød, at vi næsten kun omgikkes folk, som var DKP’ere,” siger han.
Selv blev Morten Thing politisk aktiv som ung under anti-atomkampagnen i 1960’erne. Hans eget politiske engagement fik dog aldrig den religiøse karakter, hans forældres havde, forklarer han. Men han understreger, at der i alle bevægelser, som retter sig mod en utopi, er et stærkt element af tro.
”At være knyttet sammen i en utopisk bevægelse er at skabe et subjekt, der er større end én selv. Og jeg tror slet ikke, man kan forestille sig en bevægelse, der er rettet mod en anden samfundsform, der ikke har et moment af tro i sig. For man skal jo tro på, at det kan lade sig gøre, og man skal tro på, at det kan løse de aktuelle problemer,” siger han.
I 1965 rejste Morten Thing som 20-årig på kibbutzophold i Israel. Han havde fået et meget positivt indtryk af Israel med hjemmefra, men da han var hjemme i Danmark, ændrede han holdning til Israel efter en samtale med en ven.
”Jeg kan tydeligt huske, da det gik op for mig, at staten Israel var blevet til ved at fordrive et andet folk.”
Disse tanker udløser en bevidsthed hos Morten Thing om hans egen jødiske identitet.
”Jeg opdager, at jeg har dårlig samvittighed. Og den tolker jeg således, at hvis jeg har dårlig samvittighed, fordi de israelske jøder har fordrevet palæstinenserne, så må det være, fordi jeg selv føler mig som jøde.”
Hans ændrede holdning til Israel har siden givet ham en del politiske fjender i den offentlige debat. Men den var også udslagsgivende for, at han aktivt tog sin jødiske identitet på sig, som dog aldrig er blevet religiøs. Og det er også her, at hans forskningsmæssige interesse for jødisk historie og kultur opstår.
Da Morten Thing i år blev færdig med at skrive sine erindringer, gik det op for ham, hvor mange forskellige projekter han havde lavet igennem livet. Ligesom sin far har Morten Thing også selv været plaget af lange perioder med depressioner, og en måde for ham at holde dem på afstand har været at forske.
”Så jeg har arbejdet rigtig meget i mit liv,” siger han.
I en periode gik han også til psykoterapi, og det minder på en måde om at skrive sine erindringer, forklarer han. Det er nemlig en måde at systematisere hukommelsen.
”Der kommer en orden på erindringerne,” siger han.
Men det var dog som 26-årig, da han fik sit første barn, at han følte et slags gennembrud, og hans følelser begyndte at ændre sig.
”Det var første gang, jeg mødte en person, som jeg var sikker på elskede mig,” siger han med henvisning til det problematiske forhold til faderen.
For selvom Morten Things mor elskede ham højt, så bar forholdet til moderen også præg af, at hun følte et hensyn til faderen.
”Selvom hun syntes, at min far opførte sig forkert over for mig, så greb hun aldrig ind. Så hun har opretholdt en eller anden solidaritet med ham, som jeg har tolket tvetydigt som barn,” siger han.
Derfor kan han ikke lade være at tænke på, hvad der var sket, hvis faderen havde levet 30 år længere. Hvis de to havde haft lejlighed til at tale om, hvorfor forholdet var så komplicereret.
Behovet for at skrive sin egen historie blev også udløst af andre årsager. I 2012 døde Morten Things nærmeste ven, Nils Bredsdorff, efter et længere forløb med Parkinsons sygdom. De to havde kendt hinanden, siden de gik i 2. klasse på samme skole, og arbejdede tæt sammen først på tidsskriftet Politisk Revy og senere på Roskilde Universitetsbibliotek.
”Ud over at det var en kæmpe sorg at miste Nils, så varslede Nils’ død også en ny fase i mit eget liv: At jeg selv var blevet en gammel mand,” fortæller han.
Morten Thing har haft flere venner, som er døde tidligt i livet. Blandt andet mistede han sin gode ven, forfatteren Hans-Jørgen Nielsen, i 1991.
”Men på en måde tænkte jeg, at det var en undtagelse,” forklarer han og uddyber:
”Nu blev jeg pludselig bevidst om, at man skal leve med døden på en anden og meget nærværende måde.”
Derfor blev det ekstra presserende at skrive sine erindringer, følte han. Og forskningen i vittighedsbladene måtte vige pladsen.
”Eksistentielt tror jeg, at det betød meget, at døden rykkede ind i mit liv. Nu er vi der, hvor den vil være der hele tiden. Selvom jeg har det fysisk rimelig godt, så ved man ikke, hvor lang tid der er igen.”
I sin bog slutter Morten Thing sine erindringer af med fødslen af sit fjerde barnebarn. Undervejs i arbejdet med erindringerne kredsede hans tanker nemlig også meget om børnebørnene. Og derfor udtrykker bogen også ved sin afslutning en slags håb, som dels handler om at tilgive faderen, men også udtrykker en forsikring om, at livet går sin gang, hvilket viser sig ved det utrolige tempo, som det nyeste barnebarn vokser i.
”Det var en enorm glæde, da det nye barnebarn kom, og man ser, hvordan hun tilegner sig livet i et fuldstændigt ufatteligt tempo. Nu er hun omkring to, og så er det især sproget, som udvikler sig,” siger han og tilføjer:
”Så skal man ned på gulvet og lege med Lego, og man tænker, hold da op, knæene er slidte. Og så opdager man det dér sammenstød. Livet går videre og i et helt andet tempo, end jeg har nu.”