Hjertet er mere end blot en pumpe

Set med historiske briller er hjertet ikke kun en pumpende muskel, men også et arnested for følelser, lidenskab og kærlighed. I en ny bog, "Hjertet", beskriver hjerteforsker Diana M. Røpcke sammenhængen mellem hjertets anatomi og filosofi. Læs et uddrag af bogen her

Aristoteles mente, at sjælen udgjorde menneskets center og var placeret i hjertet. Denne filosofiske forklaring af hjertet præger vores kulturelle forståelse af den pumpende muskel den dag i dag. Det skriver hjerteforsker Diana M. Røpcke i en ny bog.
Aristoteles mente, at sjælen udgjorde menneskets center og var placeret i hjertet. Denne filosofiske forklaring af hjertet præger vores kulturelle forståelse af den pumpende muskel den dag i dag. Det skriver hjerteforsker Diana M. Røpcke i en ny bog. Foto: Orlando Florin Rosu - Fotolia.

For oldtidens egyptere ved vi, at hjertet var det vigtigste organ. Når for eksempel en farao afgik ved døden og skulle begraves som en mumie, blev alle kroppens organer taget ud. Undtagen lige hjertet.

Mens alle andre indvolde blev fjernet gennem et snit i venstre side af kroppen, blev selve kroppen og hjertet indeni dækket med natron. En måned senere blev den tørrede krop dækket med lak, både udvendigt og indvendigt. De tørrede organer blev enten lagt tilbage i kroppen eller gemt i krukker ved siden af kroppen. Til slut svøbte man kroppen i lærredsstrimler.

Hjertet kunne faraoen – eller nogen andre egyptere for den sags skyld – nemlig ikke undvære på deres rejse til dødsriget. Her ventede guden og underverdenens hersker Osiris på dem. Han skulle veje hjertet op imod en strudsefjer.

Hvis hjertet var tungest, betød det, at for eksempel faraoen havde været et retskaffent menneske og kunne få lov at genopstå. Hvis hjertet var lettere end strudsefjeren, var det straks værre. Det tog Osiris som tegn på en slet karakter, og de døde egyptere skulle forblive i under- verdenen til evig tid. Hjertet blev kastet til hundæmonen Ammut, som spiste det. Ethvert håb om nyt liv var for evigt væk.
 
Historien om egypternes særlige forhold til hjertet er blot en ud af utallige. Vi mennesker har altid betragtet hjertet som kroppens vigtigste organ. På tværs af kulturer, kontinenter og epoker har vi anset det for sædet for intellekt, mod og kærlighed.

Da kristendommen så småt begyndte at blive den dominerende religion i Europa i 300-tallet og frem, tog de kristne også hjertet til sig som det ultimative symbol. Det blev ikonet for menneskets både hellige og kødelige kærlighed til Gud og til medmenneskene.
 
For kinesere er hjertet sammen med lever, mave, lunger og nyrer stadig en af de fem indvolde, som definerer et væsens åndelige og intellektuelle liv. Hjertet er ifølge kineserne centret for intelligens. De kinesiske læger, hvis traditioner går flere tusind år tilbage, mener endda, at hjertet har fem eller seks åbninger. Det er via dem og ikke ansigtets to øjne, at vi kan opfatte virkeligheden og herudfra bestemme, hvordan vi skal handle og reagere.
 
Hvis mennesket er sundt og rask, er åbningerne rene. De tillader en fri strøm af indtryk og reaktioner. En læges opgave er at holde disse åbninger til hjertet fri for skidt og snavs med for eksempel akupunktur og urtemedicin.
 
Hver af os kan formentlig hurtigt komme på et par ordsprog, som udtrykker næsten den samme overbevisning som de kinesiske lægers. Jeg kan nævne i flæng: Vores hjerter kan bløde, det kan skære i hjertet, og vi kan synes, at vi gør noget med tungt hjerte. Alle sammen fortæller talemåderne historien om, at også vi mener, at hjertet er sædet for godhed, moral og sandhed.
 
Det øvrige syn på krop og sundhed i kinesisk medicin er dog meget anderledes i forhold til vores vestlige synspunkt. Den kinesiske tankegang bygger på en grundtanke om, at mennesket er en integreret del af universet og naturen, ligesom ethvert organ skal betragtes som en del af hele kroppen og skal ses og behandles i sammenhæng med denne. I Vesten har læger og forskere fokuseret meget mere på, hvordan de enkelte organer fungerer, og hvordan de hver for sig kan repareres.

I den græske oldtid blev hjertet forbundet med følelser, lidenskab og kærlighed. Det kan vi læse om i Homers store fortællinger, Iliaden og Odysseen. I den første gemmer den trojanske konge Priamos sit nag til modstanderen Achilleus dybt i sit hjerte, moderhjerter fryder sig, når en fjende slås ned, og lige inden den trojanske prins Hektors skæbnesvangre duel med Achilleus beder han sin hustru Andromache om, at sorgen over hans sandsynlige død ej må forpine hendes hjerte.
 
I Odysseen fastholder Odysseus over for sin hustru Penelope, at ingen af de kvinder, der forsøgte at bemægtige sig hans hjerte undervejs, havde held med deres foretagende. Uanset om det var Kalypso eller andre underskønne kvinder – spørgsmålet er dog, om man kan stole helt og holdent på en mand, der har været væk fra hjemmet i årevis.
 
Andre af oldtidens grækere diskuterede, hvorhenne menneskets sjæl befandt sig. Platon filosoferede sig frem til, at der både var en udødelig og dødelig sjæl: Den første sad i hovedet, mens den anden sad i hjertet.
 
Platons elev Aristoteles, derimod, mente, at der kun var én sjæl. Og at den befandt sig i menneskets center – i hjertet. Det var den indre ild og energikilde, der gav mennesket varme, liv og lys. Hjernen tjente sådan set kun til at nedkøle blodet, der pumpede rundt i menneskekroppen. Hjertet var selve livet. Denne filosofiske holdning til og diskussion om hjertet er en del af vores kultur og vores fortsatte følelse af, at hjertet er mere end bare en pumpe. Sjæl, liv, følelser og hjerte hænger sammen.