Pårørende har en kærlighedsrelation til familiemedlemmer, der må flytte på plejehjem. Netop derfor rammer det ekstra hårdt, når man føler, at det menneske, man elsker, behandles uværdigt. Konflikter optrappes yderligere af pårørendes smerte over ikke selv at kunne tage sig af et kært familiemedlem, men være nødsaget til at overlade dem i vilkårlige menneskers varetægt.
Det mener forfatter og selvstændig konsulent Hanne Gullestrup. Hun har skrevet bogen ”Pårørende på tværs” og holder kurser for ledere og personale i ældreplejen for at ruste dem til at mindske konflikter med de pårørende.
Ifølge Hanne Gullestrup er Lotte Brøns’ oplevelser med hendes 95-årige mors plejehjemsophold ikke enestående. For mange plejehjem magter ikke at give de tilbud, som beboere og deres pårørende forventer, selvom de ifølge tilsynsrapporter tilsyneladende fungerer godt.
”For medarbejdere, der ser beboerens behov som arbejdsopgaver, som skal klares i en strøm af andre arbejdsopgaver, kan pårørendes klager verfes af som bagateller i en travl hverdag. Men for den pårørende er de uappetitlige måltider eller den ødelagte radiator, der får lov at banke af sted en hel sommer midt i en hedebølge, omsorgssvigt,” siger Hanne Gullestrup med eksempler taget direkte fra det plejehjem, hendes egne forældre bor på.
En nat væltede hendes far sin tissekolbe ud over gulvet. Moderen, der ikke kan gå, tilkaldte nattevagten og bad om at få tørret op. Nattevagten svarede: ”Jamen jeg har jo ikke nogen klud”. Moderen, der også er plejehjemsbeboer, måtte selv stå op og klare sagen.
”Dette tager sig umiddelbart ud som kynisme, men personalet vil grundlæggende gerne arbejde med mennesker og er umiddelbart søde og smilende. Deres empati er imidlertid parkeret i et økonomisk måle- vejesystem med dokumentationsskemaer, og opstår der situationer, som ikke er nævnt i systemet, har de tilsyneladende ikke altid det faglige råderum til at tænke selv og handle etisk. Min far har tabt 23 kilo, det år han har boet på hjemmet. Maden stilles frem, men ingen tænker på, at man taber appetitten, når sovsen er kold og klistret, eller kødet ikke til at tygge. Ledere, der brænder for at gå foran som rollemodeller og faglige supervisorer i veldrevne, hjertevarme plejehjem, må bruge deres tid på at dokumentere, tilegne sig nye konsulentkoncepter og gå på langvarige lederuddannelser fremfor at være de nærværende, interne kulturskabere, der er så hårdt brug for,” siger Hanne Gullestrup.
Hun advarer mod udelukkende at rette skytset mod det enkelte plejehjem og mener, at kilden til problemerne ligger i den overordnede politiske styring af ældreområdet.
”Man har sat offentlig velfærd på formel med økonomiske styringsværktøjer, hvor etik og værdier kværnes ind i regneark, og hvor det personlige engagement i medmennesket er kvalt eller i bedste fald overladt til frivillige. Meget sigende er begrebet plejehjem ofte erstattet af omsorgscenter, hvor ydelsen, ikke mennesket står i centrum” siger Hanne Gullestrup.
En konsekvens af tanken om frit valg er ifølge Hanne Gullestrup, at den ældres lejlighed på plejehjemmet fremstår som en privat bolig, hvor den ældre selv kan vælge, hvilke ydelser man ønsker i forhold til blandt andet kost, rengøring, tøjvask.
Men idéen om frit valg er ifølge Hanne Gullestrup en illusion for plejehjemsbe- boere, der i langt de fleste tilfælde er for syge og svækkede til at kunne benytte sig af den ret.
”Når varmeapparatet ikke virker, er det beboerens eget problem. Når maden er så ringe, at selv medarbejderne vælger det ’pædagogiske måltid’ fra, er der ikke noget alternativ. Denne kendsgerning rammer ofte beboere og pårørende som et grumt chok. Det føles som at vinde eller tabe i lotteriet, om ens kære flyttes ind i en bolig med den fornødne pleje og omsorg. Så grundlæggende er der noget helt galt med det politiske salg af boligen som ’eget hjem’,” siger Hanne Gullestrup.
Hun peger på, at konflikter mellem personale og pårørende er uundgåelige, så længe medarbejderne oplæres i et ydelsessystem, som lægger op til samlebåndstænkning fremfor i en etik, hvor man møder borgeren som et medmenneske med behov for omsorg og pleje.
”På den ene side arbejder et personale, der i en produktionslogik presses op i tempo. På den anden side står de pårørende til en borger, som er blevet bildt ind, at man har et valg og kan stille krav, fordi man selv betaler. De to opfattelser tørner sammen, og konflikterne udspilles i hverdagen henover hovedet på et svækket medmenneske fremfor dér, hvor beslutningerne træffes på det politiske niveau,” siger Hanne Gullestrup.
Hun understreger, at det er en særdeles krævende opgave at give ældre på plejehjem en værdig afslutning på livet.
”Min erfaring efter mange års undervisning af ledere og medarbejdere er, at der bestemt findes perler af plejehjem, som beviser, at det er muligt at udvikle kulturer, hvor stram økonomistyring og daglig medarbejder- og beboertrivsel går hånd i hånd. De er ledet af ildsjæle, der håndplukker og fastholder fagligt dygtige og etisk stærke medarbejdere og har skarpt fokus på den nære, daglige ledelse. Men desværre er adfærden på mange plejehjem i dag ikke velfærd. Det er tragisk for den ældre og traumatisk for den pårørende, der skal leve videre med skylden for, at ens kære levede uværdigt i den del af livet, hvor der netop var brug for kærlighed,” mener Hanne Gullestrup.
Hvad kan den pårørende så gøre for at få samarbejdet til at fungere?
”Den pårørendes muligheder for at ændre på forholdene er begrænsede. Det er helt op til plejehjemmets syn på pårørende, om man kan finde et rum for den gode dialog. Er der ingen kultur for godt pårørende- samarbejde, vil man snart finde sig selv i kategorien besværlige pårørende, der stjæler tid og opmærksomhed fra de øvrige beboere. Heldigvis er der mange steder tradition for godt pårørendesamarbejde baseret på gensidig tillid, men igen – det afhænger af det enkelte plejehjem,” mener Hanne Gullestrup.