Det er en mørk tirsdag aften, men der er tændt levende lys i lanternerne på granittrappen ved indgangen til den gamle Gethsemane Kirke på Vesterbro i København. Inde bag den tunge kirkedør står en kvinde parat med navnelister. Er ens navn på listen, har man på forhånd betalt entréen på 50 kroner og kan tage plads i kirken, hvor den 30. filosofiske salon afvikles.
Det er med billetterne til den filosofiske salon, som med kø-tilbud: Man skal være hurtig, for her er kun plads til 100 deltagere. Typisk er der udsolgt et døgn efter, at en ny salon er annonceret til salg via Facebook. Som en bruger skrev på netop Facebook mindre end 12 timer efter arrangementet var annonceret:
”Irriterende at jeg først får opslaget her mandag klokken 8.30 og kan se, at det er slået op i går.”
Brugeren er ikke alene. Filosofisk salon forbindes med billetter, som nærmest rives væk. Men hvad er det, som gør salonerne så efterspurgte i en hovedstad, hvor det vrimler med møder og foredrag? Journalist Sara Kristiansen på 27 år har fået en billet, fordi hendes veninde var betænksom nok til at bestille til dem begge. Det er tredje gang, hun er med.
”Du kan få hjerneføde her. Der er virkelig noget at tænke over, og jeg har haft samtaler, som jeg ellers aldrig ville have haft.”
Kvinden bag de filosofiske saloner er Birgitte Kragh Engholm. Hun er 48 år og er på fjerde år sognepræst og udvikler i Vesterbro Sogn. Hun tænkte, at der manglede et sted, hvor man kunne mødes til en samtale om eksistentielle emner fra døden til nydelse, fra romantik til vilje. Hun så en kultur med alskens tilbud til at pleje, styrke og forskønne kroppen og tænkte, at man endte med at blive åndeligt letbenet, hvis man ikke begyndte at arbejde på de indre linjer. Hendes ønske var at give folk mulighed for at tage livtag med eksistentielle temaer gennem samtale. Det skulle ikke bare være foredrag, men et engagerende forum, hvor deltagerne fik bragt temaet i spil i forhold til deres egen tilværelse.
Birgitte Kragh Engholm står på det, som engang var midtergangen i en klassisk sognekirke, men i aften ligner rummet en dagligstue. Hvor der engang stod bænke, står sofaer og lænestole grupperet, og man får lyst til at læne sig tilbage i en af de gamle, bløde stole. Der er tænkt på detaljerne fra de mere end 100 blafrende bloklys til Sidney Bechets sopransaxofon, som blander sig med en summende lyd af samtale forskellige steder i rummet.
Ja, det kunne ligne noget fra en film, og det er det på sin vis også. De numre af Sidney Bechet, som fylder rummet, var også med i Woody Allens film ”Midnight in Paris” fra 2011. I filmen rejser hovedpersonen ved midnatstid tilbage til 1920’ernes Paris til et pulserende klubmiljø. Da Birgitte Kragh Engholm havde set Allens film, vidste hun, at det var nøjagtig sådan, stemningen skulle være i salonen. Projektører kaster rødt lys op mod kirkerummets hvidkalkede hvælvinger og giver et skær af klubmiljøet fra filmen. For at understrege det franske islæt er der rød- og hvidvinsflasker til fri afbenyttelse samt flute og rigelige mængder af fransk camembert. Deltagerne henter karafler med vand og skænker vin til hinanden.
Hver salon har sit tema. Dagens tema er livshistorie, og Birgitte Kragh Engholm fortæller ganske kort om norske Jan Kjærstads trilogi om Jonas Wergeland. Hun mener, trilogien er oplagt læsning, hvis man efter salonen vil forfølge temaet. Med en sproglig elegance, som man forbinder med radio- og tv-værter, peger Birgitte Kragh Engholm på Søren Kierkegaards optagethed af at balancere livshistorien mellem livets nødvendigheder og muligheder, inden hun giver ordet til professor Dorthe Kirkegaard Thomsen.
I videoen fortæller Birgitte Kragh Engholm mere om samtalesalonerne
Dorthe Kirkegaard Thomsen er professor ved Aarhus Universitet og forsker i livshistorier. I 2013 udkom bogen ”Livshistorie” i serien ”Tænkepauser”, og siden har hun holdt en del foredrag på folkeuniversiteter og i sognegårde, men aldrig har hun talt om emnet for et så ungt publikum som i aften.
”Livshistorier er tiltagende vigtige, fordi man oplever mange skift i sit liv,” siger Dorthe Kirkegaard Thomsen og fortsætter:
”I stedet for en fast livshistorie har vi formentlig en mængde af mindre historier, som bidrager til vores overordnede livshistorie, men hvis betydning kan variere efter livsstadium og social sammenhæng.”
Det før så summende kirkerum er helt stille. Man ser forgæves efter det karakteristiske lys fra smartphones, men enkelte sidder med papir og pen og tager noter, mens Dorthe Kirkegaard Thomsen taler om amerikanske studier, der viser, hvordan den samme negative begivenhed kan få to forskellige indvirkninger på et menneskes liv. Et eksempel: To personer har begge oplevet at blive mobbet i skolen. Den ene konkluderer, at det var, fordi hun var dårlig til at indgå i sociale relationer, og konklusionen tynger hendes selvværd. Den anden konkluderer, at den gruppe, som førte an i mobningen, havde en række problemer, og hendes selvværd tynges ikke i nær samme grad.
En halv time er gået, og det er tid til at man skal sætte sig i grupper. Sara Kristiansen og Lars Forsberg vender sig mod hinanden. De præsenterer sig med fornavn, flere slutter sig til dem, og snart er de fire, som sidder med hvert deres plasticglas med rødvin og arket med spørgsmål. Første spørgsmål på arket lyder:
”Fortæl om en vigtig del af din livshistorie. Det kan være for eksempel mit arbejdsliv, da jeg blev syg eller min barndom. Hvad skete der?”.
Den næste time sker der det i den lille gruppe, som har givet de filosofiske saloner deres ry: Folk, som aldrig har talt sammen før, skaber et fælles, fortroligt rum, hvor man tager livtag med svære spørgsmål, mens der bliver lyttet og spurgt respektfuldt.
En af deltagerne fortæller om bevidst at vælge en anden fortælling om opvæksten, som var præget af svigt. Hun forklarer, hvordan hun, da hun var i 20’erne, brugte megen energi på at være vred over de svigt, hun har oplevet. En anden beretter om en tilværelse, hvor medgang og opbakning har været nøgleord. En i gruppen spørger, om hun ikke har savnet nogen at kunne være vred på i sin livshistorie?
Kvinden fra de gode kår siger, at det netop nogle gange har været et problem i sig selv. Der har ikke været andre end hende selv, hun kunne skyde skylden på, hvis hun ikke var tilfreds, for hun havde fået alle mulighederne.
Da præsten og værten Birgitte Kragh Engholm atter tager ordet, må gruppen slutte deres samtale. De har talt sammen i en time, og det er lidt som at være midt i en film, som pludseligt afbrydes. For Birgitte Kragh Engholm er de filosofiske saloners styrke det, deltagerne skaber sammen i grupperne med deres engagement. Fra de samtaler hun har haft med folk, som har deltaget i salonerne, konkluderer hun, at det ofte lykkes at få de eksistentielle temaer ind under huden.
Det er tid til at dele tanker og spørgsmål på baggrund af Dorthe Kirkegaard Thomsens oplæg og samtalerne. Der er flere, som har spørgsmål til oplægsholderen.
”Er vi påvirket af de livshistorier, vi fortrænger?”.
”Vælger vi vores livshistorier?”.
Nogle sidder med hænderne oppe, da Birgitte Kragh Engholm tager mikrofonen og meddeler, at klokken nu er 22. Temaet for næste filosofiske salon er håb.
”Det skal vi så meget med til,” siger Sara Kristiansen til sin veninde. Hun oplevede, at aftenens temagik tæt på.
”Jeg har været med til en salon om nydelse og en om døden og talt om emner, som jeg ellers aldrig ville tale om på den måde. Samtalen får måske en anden højtidelighed, fordi det foregår i en kirke, og samtidig er her meget trygt, selv om det går tæt på. Når jeg cykler hjem, kan jeg mærke, at jeg er ret høj på samtale.”
