Prøv avisen
Min natur

Højskoleforstander: Den tid, man bruger i naturen, kommer dobbelt igen

"Hvis den bornholmske skov var et stykke musik, ville det være et mesterværk. For jeg kender ikke andre steder, der er så varierede og fulde af liv,” siger Allan Gardersøe, der her ses i Ekkodalen tæt på hjemmet på Bornholms Højskole. – Foto: Daniel Øhrstrøm

Den tidligere trommeslager og musikskoleleder Allan Gardersøe er for nylig flyttet direkte ind i Bornholms grønne hjerte som ny forstander for Bornholms Højskole. Nu er han ved at tage jagttegn, og det er også i naturen, han tænker mest

Når Allan Gardersøe har rigtig travlt, kan han godt finde på at tage på en fisketur eller en lang gåtur gennem sprækkedalen ved Bornholms Højskole, hvor han netop er tiltrådt som højskoleforstander.

”Den tid, man bruger i naturen, kommer mere end dobbelt igen. Det er i hvert fald min erfaring. Jeg kan simpelthen arbejde hårdere og mere intenst, hvis jeg giver mig lov til at løbe eller gå en tur først. Og det er også ofte ude i naturen, at løsningerne på de problemer, jeg tumler med, løser sig. Jeg har nogle beslutninger, jeg skal træffe, og dem træffer jeg bedst med en fiskestang i hånden, eller mens jeg går. Ofte skriver jeg et par spørgsmål ned hjemmefra og tager en lille blok med, og så vender jeg hjem både med ny energi og nye idéer,” siger Allan Gardersøe, mens han iført sit jægertøj fører os gennem en lille marksti, der kunne ligge hvor som helst i Danmark.

”Se, landmanden her er ikke jæger. Ellers havde han ikke plantet helt ud til træerne,” siger højskoleforstanderen og peger på den gule hær af ranke kornstrå, som står vagt helt til skoven, så ingen dyr kan komme forbi. Selv er han først nu ved at tage jagttegn, men han er også lige flyttet til bukkeparadiset på Bornholm fra Guldborgsund Kommune, hvor han var musikskoleleder.

”Jeg går ind i naturen for at træde væk fra mig selv. Og det er faktisk blevet et stort behov for mig. Jeg voksede ellers op i København, men har siden søgt mod bedre og bedre natur. Først boede jeg en del år i Kalundborg, hvor jeg ikke troede, at der kunne blive smukkere, men så kom jeg til Guldborgsund. Og det her er jo nærmest naturen 4.0, så nu tror jeg ikke, at det kan blive bedre,” siger han og lyser op i et smil, mens han peger på en samling birketræer længere fremme, som spærrer udsigten som et gammeldags teatertæppemaleri.

”Se, lige om lidt ændrer terrænet sig markant,” siger han hemmelighedsfuldt, og lidt efter havner vi ved en jagthytte, der munder direkte ud i Ekkodalen, hvor der ikke er et andet levende menneske at se så langt øjet rækker.

Sprækkedalen løber 10 kilometer gennem Bornholms grønne hjerte, Almindingen, der med sine 3800 hektar er Danmarks tredjestørste skov, men med sine klipper, rokkesten og ikke mindst enorme klippevægge skiller den sig ud fra alt andet, man kan opleve i kongeriget.

”Hvis den bornholmske skov var et stykke musik, ville det være et mesterværk. For jeg kender ikke andre steder, der er så varierede og fulde af liv. Se bare der,” siger den nyforelskede højskoleforstander og holder sin arm ud mod den flod af vilde markblomster, der fylder sprækkedalen med alle regnbuens farver, mens en symfoni af forskellige fuglestemmer fylder himlen.

”Om aftenen kan man høre, hvordan fasanerne sætter sig i træerne, mens fuglenes koncert forsvinder i solnedgangen, men så kommer lydene fra skovens andre dyr. Her er også sat får, køer, heste og endda bisoner ud, så der er instrumenter nok i skoven,” siger Allan Gardersøe, mens han viser vej op ad de stejle trætrapper, der snor sig op ad klippevæggen i Ekkodalen, inden de ender under en paraply af egetræskroner, som giver en sval skygge.

Der er ikke et cigaretskod eller et ispapir at se i skovbunden, og det maner til besindighed, fordi det minder om, at naturen også skal beskyttes, siger han og tilføjer:

”Her kan man for alvor føle sig lille over for naturen, så alle ens latterlige små bekymringer skrumper ind til ingenting. For ud over trappen har området her formentlig ikke ændret sig særligt meget siden Anden Verdenskrig. Og vi står jo i et stykke natur, der er blevet formet gennem tusindvis af år med istider og så videre, længe før her var mennesker.”

Han tier et øjeblik:

”Her er på samme tid et mylder af liv og en ro og en uforanderlighed, som jeg allerede elsker. For her er man helt væk fra alle de forstyrrelser, der ellers kan ødelægge fordybelsen i livet. Jeg føler mig fri, når jeg står her. Og jeg føler mig også fri som højskoleforstander, fordi jeg ikke behøver ansøge nogen om at tage eleverne med til skoven her. Hvis vi har lyst til det, så gør vi det. Som musikskoleleder i det offentlige system skulle jeg spilde en masse tid på at ansøge om små ting og afrapportere alting. Her kan man bruge tiden mere på det, som det handler om: Mødet mellem mennesket, og mødet mellem mennesker og naturen,” siger Allan Gardersøe, der selv har en fortid som professionel percussiontrommeslager bag sig.

Ofte var det svært at slå til – selv for en dygtig trommeslager:

”Det var hårdt at få det hele til at hænge sammen dengang. Jeg kan huske, at jeg engang regnede ud, hvor mange trommeslag, jeg skulle slå, før jeg havde råd til en pakke bleer. Som ung far var jeg på lange turneer, hvor jeg ikke så mine to børn, og når jeg endelig var hjemme, havde de jo også et skoleliv med kammerater og fodbold, der skulle passes, så jeg følte, at jeg gik glip af deres opvækst. Noget af det handlede også om mine egne ambitioner, men da jeg først nåede min drøm og blev indkaldt som percussiontrommeslager for Riverdance i Irland, var ægteskabet gået i stykker,” siger han og tier igen et øjeblik, inden han tilføjer:

”Det var der, jeg lavede det første store skift i mit liv. På samme tidspunkt var jeg musiklærer, og min chef der gik faktisk hen og blev min mentor. Han kunne se et potentiale i mig og forudså tidligt, at jeg selv ville blive musikskoleleder. Ham lærte jeg utroligt meget af. Nu føler jeg, at jeg har fået chancen for at leve to liv. For mens det var for sent at blive en nærværende far for mine første to børn, mens de var små, har jeg nu sent i livet fået to piger, som jeg er far for på en helt anden måde. Nu skal de starte i skole her på Bornholm, og jeg kan allerede nu se, hvordan fællesskabsånden på højskolen former dem. Det er en stor gave. Vi er sammen om alt. Også med de andre på skolen, og de kommer glade tilbage med knus og gaver fra de ældre kursister.”

Fra begyndelsen har den nye højskoleforstander, der først ankom til skolen i maj, skullet tage fat på store opgaver med at få økonomien på ret kurs, men han er allerede lykkelig for jobbet, der forener alle de ting, han har arbejdet med tidligere.

”Det viste sig, at både min kone og jeg havde haft en hemmelig drøm om at flytte til Bornholm, siden vi var på ferie her for tre år siden. Det var faktisk også min kone, der så stillingsopslaget, som hun sendte til mig. Jeg kan huske, at jeg printede det ud og sad og stregede over med gul overstregningstusch for at se, hvad der passede på mig, og til sidst opdagede jeg, at hele papiret var gult. For i Guldborgsund Kommune havde jeg også arbejdet med dannelse af børn og unge. Og jeg synes, at man har fundet meningen med tilværelsen, hvis man kan hjælpe andre til at blive den bedste udgave af sig selv,” siger Allan Gardersøe og smiler, da han tilføjer:

”Vi var så herovre for at se skolen på en af årets mest triste dage i februar, men vi elskede det fra begyndelsen,” siger han, mens vi igen går gennem floden af blå, gule, røde, violette og orange markblomster, der gror mellem det græs, der vokser overalt i Danmark.

”Hvis jeg selv var en dansk plante, skulle det også være græs. For det kan vokse overalt og sommetider endda også bryde asfalt op. Sådan har jeg selv måttet bryde asfalten et par gange i livet,” siger den gamle københavnerdreng, der nu ser ud til at have fundet sin helt rigtige natur.