78-årige Grethe: Højskolen blev min skole for livet

Den 3. maj 1957 begyndte et nyt hold elever på Nørre Nissum Højskole. Siden holdt vandrebreve dem forbundet, og i dag mødes nogle af dem stadig i et helt særligt fællesskab, som 78-årige Grethe Moeslund ikke ville være foruden

I 1957 mødte 74 piger hinanden for første gang på højskole i Nørre Nissum. Nogle af dem mødes fortsat og er blevet venner for livet. Billedet er taget til deres 60-årsjubilæum, og Grethe Moeslund står i midten af billedet i den sorte kjole med blomster, som hun også havde på, dengang hun begyndte på højskolen. – Privatfoto.
I 1957 mødte 74 piger hinanden for første gang på højskole i Nørre Nissum. Nogle af dem mødes fortsat og er blevet venner for livet. Billedet er taget til deres 60-årsjubilæum, og Grethe Moeslund står i midten af billedet i den sorte kjole med blomster, som hun også havde på, dengang hun begyndte på højskolen. – Privatfoto.

Jeg kom 14 dage for sent. De andre 73 piger var for længst i gang med højskoleopholdet, men min far var kommet til at køre sig selv over med vores Ferguson-traktor, og derfor var jeg nødt til at hjælpe lidt ekstra til på gården. Det var lidt ærgerligt, for jeg havde glædet mig. Min far havde 11 søskende, og mange af dem havde været på Nørre Nissum høj- og efterskole. Det var blevet en tradition i familien, som siden gik videre til min datter, og senest er mit ene barnebarn lige kommet hjem fra efterskolen.

Men jeg mødte glad op den dag i maj, noget forsinket, i min sorte kjole med blomster på. Det var i 1957, jeg var 18 år, og de følgende fem måneder blev nogle af de bedste i mit liv.

Det er svært at beskrive, hvad sådan et fællesskab kan gøre ved en. For mig var det overvældende at få så mange tætte venner og have dem omkring mig nærmest døgnet rundt. Der var så meget liv over det hele, og så havde vi virkelig gode undervisere. Jeg husker især vores historielærer, Lindskov Rasmussen, som tog os med til Dybbøl og fortalte om de skæbner, der lå under de mange sten sat for faldne soldater.

Jeg tog kun hjem en enkelt gang under mit ophold, nemlig i sommerferien. Der var ingen hjemve, jeg var jo omgivet af det, der skulle vise sig at blive venner for livet.

Da vi rejste hver til sit, holdt vi til at begynde med sammen gennem vandrebreve. Jeg tror, næsten alle var med, så vi delte os op i to grupper for at kunne administrere det. På den måde kunne vi følge med i, hvad der skete i de andres liv, og jeg glædede mig altid til at modtage pakken med de mange breve.

Der var selvfølgelig også mange, der mødtes rundt omkring i små grupper, men det var ikke før i 1994, at vi alle mødtes igen efter 37 år. Vi var flere, der havde talt om, at det kunne være hyggeligt, og så inviterede jeg til gudstjeneste i Sunds Kirke, hvor jeg var organist i 20 år. Derefter spiste vi frokost og hyggede os hele dagen.

Vi var vel omkring 30, og alting fandt bare sin naturlige plads igen. Det var harmoni fra første øjeblik, for vi havde jo fulgt hinanden på afstand gennem årene. Tre år senere til vores 40-årsjubilæum lejede vi en lejrhytte og overnattede, inden vi alle tog til elevfest på skolen. Og til 50-årsjubilæet lejede vi os ind på et hotel og deltog i gudstjenesten i Nørre Nissum Kirke, inden vi igen tog til elevfest sammen. Vi mødes også ind imellem jubilæerne. Så inviterer vi på skift, og det er blevet en tradition, at vi altid mødes til gudstjeneste i den lokale kirke.

Sommeren 2006 blev noget helt særligt. Der var fire fra Færøerne på vores højskoleårgang, og en af dem foreslog, at vi alle tog turen derop. Så det gjorde vi, og det blev en fantastisk tur.

Sidste sommer var også meget speciel, da vi mødtes først i Grønbæk Kirke og siden hos mig i Ans for at fejre vores 60-årsjubilæum. Det er utroligt, at vi stadig bare er helt på bølgelængde, og jeg tror, at det er, fordi vores bånd til hinanden går så langt tilbage. Vi har været med hinanden gennem alle livets store begivenheder. Og vi husker så mange ting. Eksempelvis havde en af pigerne tidligere bemærket, at hun stadig kunne huske den kjole, jeg bar første dag på højskolen. Jeg skilte mig jo lidt ud som hende, der først kom senere. Det viste sig, at jeg stadig havde kjolen – den sorte med blomster – og jeg tog den på. Det vakte stor morskab og mange minder.

Jeg besøger stadig skolen af og til, for den har på mange måder fyldt meget i mit liv. Jeg blev valgt som elevernes repræsentant i repræsentantskabet i sin tid og sad også med i bestyrelsen i 1990’erne. Også på den måde er den blevet skolen for livet for mig. Til sommer skal jeg mødes med de andre igen, denne gang i Rønde. Jeg glæder mig.