Kære brevkasse
Jeg vil prøve at beskrive et tilbagevendende fænomen, som også skete sidste jul. Jeg gik en lille tur i byen, inden alt blev lukket, før julen gjorde sit indtog. Mennesker myldrede rundt i supermarkedet. Nogle gik og talte om flæskesteg, og andre manglede vist vaniljestænger og andre talte om, jeg ved ikke hvad.
Jeg skulle bare købe en liter mælk og en anden lille ting. Julesager lå og fristede i stativerne. Chokolade, franske mandler og marcipan. Kasserne på gulvet med appelsiner og mandariner var man lige ved at gå ind i. Der var stor trængsel. Men jeg skulle jo ikke have noget af alle disse juleherligheder. For hvem skulle det dog være, at jeg skulle beværte med det? For der kom åbenbart ikke nogen hos mig i dag.
Det havde der ellers været talt om, og nu var det lillejuleaftensdag, og jeg havde intet hørt. Sækken med gaver stod klar som sædvanligt. Hvad nu? Forventningens glæde var forvandlet til en næsten ydmygende venten. Efter nogle overvejelser besluttede jeg mig for at køre ud og aflevere sækken og ønske glædelig jul. Det var på en måde lidt mod min vilje at komme uanmeldt, men noget måtte gøres. Handling kunne måske fortrænge skuffelsen.
En ekstra bil holdt i indkørslen. Var det dem, der ville være kommet indenom hos mig? Der var ikke en sjæl at se, men garagen var åben, så jeg gik resolut hen med min gavesæk og satte den der. Mens jeg gik, håbede jeg, at nogen lige ville byde lidt indenfor. Ingenting skete. Jeg gik mod trappen, tog i døren, som ikke var låst. Jeg satte mine sko lige indenfor og bankede på. Ingenting skete. Jo, en hund kom mig gøende i møde. På et tidspunkt ville der vel komme nogen. Jeg gik hen ad gangen med hunden vimsende om benene. Først da jeg så ind i køkkenet, rundt om hjørnet, blev der sagt ”goddav”. Det vigtige arbejde med at hakke mandler skulle ikke afbrydes af min tilsynekomst. For at få en dialog i gang, fortalte jeg, at jeg havde hørt, at vaniljestænger var blevet så og så dyre.
Det var vist en meget ubelejlig visit, og jeg stod lige og krummede tæer i strømperne. En pinlig tavshed havde indfundet sig. Langt om længe kom ”om jeg ville have en kop kaffe eller noget”? ”Nej tak,” kom det fra mig, ”jeg skal hjem.” Jeg gjorde op med mig selv, at nu var det vist om at gå hurtigst muligt. ”Jeg vil ønske jer en god jul alle sammen, og jeg har sat en pose med gaver til ’det unge folk’.”
Nedslået kørte jeg hjem. Man vil ikke være til ulejlighed eller være ældrebyrde. Jeg gik derefter et nyt ærinde. Måske var det i virkeligheden også for at drive nedtryktheden væk og se nogle mennesker? Da jeg gik hen ad fortovet, mens jeg tænkte på julen, mærkede jeg pludselig en kvalme. Var det julesorgen, der var ved at tage over i mit sind? Tænk, at det nu er kommet så vidt, at man kun kan længes efter, at julen er overstået igen engang. Jeg fik egentlig dårlig samvittighed over at tænke sådan.
Måske var jeg selv grebet så meget af nutidens materialisme og dermed blevet åndeligt fattig? Således vandrende hen ad fortovet måtte jeg se at komme ind i en anden tankebane. Prøve at glæde mig over, at jeg jo ikke manglede noget. Jeg ville glæde mig til at blive modtaget af min lille hund, der om lidt, når nøglen blev sat i hoveddøren, ville komme mig glad i møde.
Det er, som om verden er blevet uden hensyn til ældre generationer eller enlige.
Jeg kender to, ja tre, der er alene juleaften, måske efter eget valg. Og dog tvivler jeg på det. Det er snarere det, at man ikke vil ligge nogen til byrde, og hvis man blot er en, der skal sættes en ekstra stol frem til, hvis der er plads, ja så kan man næsten godt undvære det. Ingen ønsker at blive inviteret af pligt. Er juleglæden helt overtaget af det materielle stormarked, gaver, der er så store og talrige, at det er, som om der ingen grænser er for, hvad der skal til, for at julen kommer rigtigt inden døre? Det, der engang drejede sig om næstekærlighed og at glæde andre. Er det et forældet begreb?
Trods dette lidt mismodige indlæg fik jeg dog en dejlig juleaften med kirkegang og julemiddag, med hvad der hører sig til, gaver og risalamande. Jeg har skrevet dette brev, for at der måske kunne sættes samtaler i gang om det at være ældre ved juletid, hvor man jo i særlig grad bliver konfronteret med tankerne om dem, man har mistet. Hvorfor er det især helligdagene året rundt, der kan være svære at håndtere? Er man forkælet, er man for selvoptaget? Og misundelig er jeg da ikke på mine børn, børnebørn og oldebørn. De har det godt og er glade. Den glæde har jeg da.
Venlig hilsen
Christa
Kære Christa
Tak for din fortælling. Vi fornemmer, at den er smertelig, fordi du netop ikke har den kontakt med din slægt, som du kunne have ønsket dig. Alligevel møder du op med favnen fuld af pakker, kan vi læse. Og du tilkæmper dig en glæde for dig selv med kirkegang og god mad på trods af alle de ting, som gerne kunne have været anderledes.
Højtider og allermest julen er på mange måder et forstørrelsesglas. Er vores forhold til familien præget af nærhed, og er det rimeligt ukompliceret året rundt, kan de timer og dage, vi er sammen til jul, være meget betydningsfulde. Julens regi og mange ritualer, fortællinger, sange, mad og drikke forstørrer og styrker det gode, som er der til hverdag. Modsat kan julen også være et forstørrelsesglas, hvis årets mange dage består af vanskelige forhold mellem generationer, mellem søskende eller andre slægtninge. Så kan julens fællesskab udeblive eller være konfliktfyldt på en ekstra synlig og smertelig måde. Så det vigtige i vores liv er egentlig hverdagene, både fordi der er flest af dem, og fordi det er der, vi lever, og det er der, at vores problemer med hinanden måske i bedste fald kan opklares eller tilgives.
Der er nu halvanden uge til juleaften. Du skriver, at du kender nogle få stykker, der er alene juleaften. Var der en mulighed for, at du i år inviterede en eller flere af dem til dig juleaften? Det er heller ikke for sent at tilmelde sig et juleaftensarrangement, som trænger frivillige hænder. Måske kunne du invitere nogle bekendte i en af jule- eller nytårsdagene, således at du har nogen at lave god mad til og pynte op for. Du fortæller, at du i butikkerne lægger mærke til alle lækkerierne. Det kan være en glæde at gøre i stand for nogen, ikke mindst når det er højtid. Vi skriver ikke disse ting for, at du skal have besøg for enhver pris eller for at få dig til at deltage i noget frivilligt, men måske skulle du dette år stoppe op og lave noget, du ikke har gjort eller prøvet før, således at din jul kan give en ny slags mening, selvom vi ved, at juleskuffelse og undren også bor i dit sind. Du har ret i, at julens egentlige budskab opmuntrer os til at give rum for andre og vise konkret næstekærlighed. Det kan vi alle godt komme til at glemme, når vi stormer rundt i vores overflodssamfund og skal købe alt muligt.
Vi ved ikke, hvordan du er i familie med dem, du var af sted med julegaver til. Og hvordan det er med dem i år? Vi ved heller ikke, om der er nogen form for håb om ændring i jeres relation. Hvis ikke, så tænker vi, at det er vigtigt, at du både nu og i de kommende højtider i god tid bestemmer dig for, på hvilken måde du vil fejre dem. For det at sidde og vente på en invitation, som ikke kommer, er rigtig smertefuldt.
Tak for din påmindelse om, at der findes julesorger hos flere, end vi måske tror. Julens budskab er måske allermest til dem. Julens hovedperson blev født mellem hø og halm, fordi der ikke var plads i de vellykkede og sociale omgivelser på herberget. Det er de mindste og svageste på jord, han identificerer sig med.
Mange hilsener