Balancetræningen begynder for alvor hos de fire-femårige børn, når de skal lære at cykle. De øver sig og øver sig og øver sig med far og mor ved deres side. Indtil de stolte som paver kører selv. Balancetræningen fortsætter bevidst eller ubevidst, når man som vi er en nation af cyklister, og det at kunne cykle er ligesom at trække vejret. At cykle giver en frihed og en mobilitet, som påvirker dit daglige liv, også når man tilhører den ældre aldersgruppe. At det også er sundt at cykle og godt for helbredet, er næsten unødvendigt at skrive. Alligevel kan det undre mig at se, hvor mange af mine jævnaldrende og mennesker også yngre end mig der stiller cyklen for ikke at tage den frem igen. Cykler kan stå meget længe i stativet her i vores ejendom, før ejermanden endelige beslutter sig for at skille sig af med den. Tilsyneladende er det en svær beslutning, hvis man har været glad for at cykle, og det forstår jeg sandelig godt.
At kunne cykle er en af mange måder at bevare sin selvrespekt på. Det er tegn på, at man holder færdighederne ved lige selv ganske højt oppe i alderen. Man bliver gladere, og det smitter af på ens egen og andres opfattelse af en selv. Men lad os være ærlige. Færdighederne kommer ikke af sig selv. I de yngre år var balance og en hurtig reaktionsevne i trafikken slet ikke noget, man tænkte over eller diskuterede. Det var der bare på rygmarven. Men når alderen sniger sig op over de 60-65 år, kan usikkerheden begynde at vise sig. Man bliver nervøs i trafikken, over de parkerede biler i vejkanten, der snævrer kørebanen ind, vejkryds, bilernes hastighed og meget andet. Hos en del mennesker kniber det slet og ret med at holde balancen, kan man læse i de undersøgelser, som Cyklistforbundet har lavet, og cyklen bliver stående i stativet, indtil den er fjernet for altid. Ærgerligt, for jeg synes, der er så meget, man selv kan gøre.
På gamle kroppe skal det meste holdes ved lige og repareres, hvis det er muligt. Tænderne, knæ-og hofteled, smidighed, balanceevnen, hjernen. Ingenting er helt, som det var engang. Men man kan gøre meget selv for at træne balancen og reaktionsevnen, hvis man gerne vil fortsætte med at cykle godt oppe i alderen. Det er vist ret almindeligt at have et lille morgentræningsprogram for at få kroppen løbet i gang. Hvis ikke balancetræning er inkluderet, så er det bare med at komme i gang. Stå på et ben med lukkede øjne hver dag, det hjælper, skal jeg hilse og sige. Prøv så vidt muligt at cykle kort eller langt hver eneste dag, og så kan man jo sørge for at finde ruter, hvor der er cykelstier eller meget lidt trafik. Det er værd at køre en omvej for at undgå den hurtige og hårde trafik. Men behøver jo heller ikke at cykle i myldretiden. Der er så mange små fif, som gør den daglige cykling tryggere. Cykelhjelm er naturligvis en selvfølge, farvestrålende tøj, og m/k-cykler med lav indstigning vinder mere og mere indpas også hos de mere konservative herrer, som trods alt gerne vil blive ved med at cykle.
Det er i meget høj grad op til en selv, hvordan man gerne vil se sig selv, og hvordan man vil have, at andre opfatter en som gammel. Fri mig for at blive set på som et lidt ynkværdigt menneske, som skal have hjælp til at blive på cyklen med støtte og vejledning fra offentlige og private instanser. Men ja tak til flere cykelstier, til motionsklubber for ældre, til alle den slags fællesskaber, hvor man hjælper hinanden til at fastholde færdighederne så længe som muligt og i øvrigt har det hyggeligt sammen.
Her i disse coronatider har det været en skøn ting at kunne hoppe på den hurtige cykel (lav indstigning, mange gear) og køre ud i naturen i det dejlige forsommervejr, vi har haft, ad kendte cykelruter enten med cykelsti eller ad veje med nærmest ingen trafik. Hjerne og krop bliver arbejdet igennem, problemerne letter, og den umiddelbare glæde, som en god cykeltur giver, vil jeg sådan ønske, at flest muligt blandt mine jævnaldrende holder fast i ved at gøre en indsats selv.