”Hold da op. Nu er jeg ikke længere bare studerende. Nu er jeg faktisk færdiguddannet”

To dage efter at Maria Hansen fra Sydsjælland forsvarede sit bachelorprojekt på pædagoguddannelsen, kunne hun skrive under på en fastansættelse som sfo-pædagog. Det nye ansvar føles både sejt og en smule angstprovokerende

Selvom hun var midt i sit bachelorprojekt, var 25-årige Maria Hansen (til venstre) fra Holme-Olstrup ikke i tvivl om, at hun skulle søge jobbet som sfo-pædagog ved Fladsåskolen i Tappernøje. Den 1. august begyndte hun i en fast stilling på 34 timer om ugen. – Fotos: Leif Tuxen.
Selvom hun var midt i sit bachelorprojekt, var 25-årige Maria Hansen (til venstre) fra Holme-Olstrup ikke i tvivl om, at hun skulle søge jobbet som sfo-pædagog ved Fladsåskolen i Tappernøje. Den 1. august begyndte hun i en fast stilling på 34 timer om ugen. – Fotos: Leif Tuxen.

En mandag i juni før sommerferien stod 25-årige Maria Hansen fra Holme- Olstrup i blomstret kjole foran Professionshøjskolen Absalon i Vordingborg med en stor buket lyserøde blomster i favnen og kunne fejre, at hun nu var uddannet pædagog. På det sociale medie Instagram lagde hun billeder op af sig selv og studiegruppen, som nu var kommet i mål med et velmodtaget bachelorprojekt, der handlede om vigtigheden af forældresamarbejdet i forhold til anbragte børn. Hun skrev:

”I dag har været en fantastisk dag. I dag er jeg blevet uddannet pædagog med et stort 12-tal sammen med den bedste studiegruppe. Aftenen stod på pizza og rødvin med hele familien. I’m a lucky girl.”

Blot fire dage senere lagde hun et billede op fra sin dimissionsfest, hvor hun samtidig bekendtgjorde, at hun havde underskrevet en ansættelseskontrakt.

”Smilet er stort, fordi jeg er på vej til dimissionsfest, hvor jeg får mit endelige bevis på, at jeg nu er pædagog. Men smilet er endnu større, fordi jeg har fået drømmejobbet med start 1/8.”

Maria Hansen sidder i det sort-hvide køkkenalrum i hendes og kæresten Tobias’ parcelhus i et roligt villakvarter i den sydsjællandske stationsby Holme-Olstrup. Hun flyttede ind hos ham for fem et halvt år siden. Han er 31 år og arbejder hos Vordingborg Forsyning. Hun husker dagene i juni, hvor meget faldt på plads, som lidt surrealistiske. Hun græd af glæde, da hun fik besked om, at stillingen som sfo-pædagog 34 timer om ugen var hendes.

”Det var en vild uge. Jeg husker, at jeg var fuldstændig blæst over på den gode måde af at blive færdig med min uddannelse den ene dag og få dage efter stå med fastansættelse som pædagog i hånden. Lige pludselig begyndte alting bare at falde i hak. Men jeg havde så god en mavefornemmelse. Der var ingen tvivl om, at det var det, jeg skulle.”

Hun havde allerede forskellige småvikariater på hånden, som kunne fylde dagene ud, og hun havde regnet med, at hun nok ville være beskæftiget af dem et halvt års tid, mens hun tænkte over, hvad hun gerne ville.

”Men så kom jobbet, som bare var det, jeg skulle, fordi der var fokus på bevægelse, idræt og leg. Og det elsker jeg.”

Hun er vokset op i landsbyen Fensmark, som ligger få kilometer fra hendes nuværende hjem. Her bor hendes forældre stadig. Hendes lillesøster er netop begyndt på samme pædagoguddannelse. I hendes familie har de altid sagt, at Maria nok ville blive pædagog.

”Det er altid mig, der leger med børnene til familiefesterne og ligger på gulvet i min fine kjole, så på den måde var det ikke den store overraskelse.”

Alligevel brugte hun et par år efter at have færdiggjort sin HHX i Næstved på at overveje, hvad hun skulle. Handel interesserede hende, og hun søgte ind som finansøkonom, men det endte med pædagogikken, hvor hun tog specialeretningen ”social-special” med fokus på børn og unge, som har udfordringer med at trives.

”Som teenager var jeg selv syg med depression og angst. Det er jeg meget åben om. Derfor vil jeg gerne hjælpe andre og måske være den voksenperson, der kan gøre en forskel. Det er ærgerligt, at det er tabubelagt, og det gør mig jo ikke til et dårligere menneske. Tværtimod synes jeg, det har givet mig nogle redskaber, jeg kan bruge både i mit arbejde og personligt.”

På køleskabet i køkkenalrummet hænger hendes nye skoleskema sammen med billedet af, da hun i 2014 blev handelsstudent. Meget er sket siden da, og hun kan mærke, at folk omkring hende nu ser på hende med lidt andre øjne. På en god måde. Og en forventningsfuld måde.

”For et halvt år siden var jeg stadig studerende, så det er ikke, fordi jeg føler mig meget mere voksen nu, selvom jeg har et andet ansvar. Jeg kan dog godt mærke, at der bliver set anderledes på mig, end da jeg var studerende. Samtidig ved arbejdspladsen godt, at jeg er nyuddannet og lige må finde min vej og lande i jobbet.”

Forleden spurgte hendes leder, hvad hun ville sige til at få sine egne pædagogstuderende under sig.

”Det synes jeg alligevel var lidt angstprovokerende, at nu er det mig, der skal lære fra mig og ikke omvendt. Det var både skræmmende – og også ret sejt. Og dejligt at mærke, at min leder havde tiltro til, at det kunne jeg godt klare. Men jeg har jo også teorierne frisk i erindring fra studiet.”

Hun er en del af et team med andre pædagoger og pædagogstuderende, som sammen planlægger timer og aktiviteter. De har et fælles kontor på Fladsåskolen i Tappernøje, hvor legeredskaber til udendørs aktiviteter ligger klar i kasser. Hun oplever, at der bliver lyttet til hendes idéer.

”Derfor er jeg glad for mit nuværende arbejde, fordi der er så god mulighed for at udvikle mig, hvor jeg både er med i skoledelen og sfo-delen, og så længe vi kan argumentere pædagogisk for vores valg, får vi ret frie rammer af vores ledelse. Det er rart at mærke.”

Der er hele tiden små episoder, som minder hende om, at hun nu har passeret den milepæl, der hedder første fuldtidsjob.

”Vi lavede en navnerunde i afdelingen, hvor man skulle præsentere sig, og jeg kunne sige: ’Maria. Pædagog’. Hold da op. Nu er jeg ikke længere bare studerende. Nu er jeg faktisk færdiguddannet.”

”Men jeg er så ikke mere voksen, end at da en pige den anden dag spurgte, om jeg ville stryge hendes perleplade, sagde jeg, at hun måtte vente, til der kommer en voksen,” siger hun grinende.

Maria Hansen har skullet vænne sig til, at hun nu skal være et sted hver dag og ikke bare kan tage til træning eller til frisøren midt på dagen, som hun nogle gange gjorde som studerende. Og så er det en særlig følelse at være i et fast job efter i mange år at være på vej et sted hen. Hun synes, det er rart at have noget at stå op til og rart at få SU’en skiftet ud med en ordentlig løn.

”Hold da op, jeg blev glad, da jeg kiggede på min lønseddel efter mange år på SU. Tobias har gerne villet kigge på nyt hus, men der har jeg ikke lige været, mens jeg studerede, men det er anderledes nu. Nu er jeg også klar til at kigge efter drømmehuset.”

Det er dog ikke planen at flytte langt væk. Måske lidt tættere på Tappernøje og jobbet. Men egentlig drømmer hun meget om et liv, der ligner det, hendes forældre har i parcelhuset i barndomshjemmet i Fensmark.

”Jeg er vokset op i en tryg kernefamilie med forældre med 8-16 job, og samme tryghed vil jeg gerne give videre til mine egne børn, når jeg forhåbentlig en dag får nogle.”

Hun ser på uret. Klokken nærmer sig det store frikvarter, hvor hun er med til at arrangere lege og aktiviteter for børn i indskolingen. Hun er glad og synger, når hun kører på arbejde, fortæller hun. Og glad og træt efter en dag med nye mennesker og fysisk aktivitet, når hun kører hjem igen. Forleden spurgte en lille pige hende:

”’Er du en af de pædagoger, der godt kan lide at lege?’. Og det er jeg 100 procent. Jeg gider ikke bare sætte tingene i gang og stå og kigge. Jeg vil selv være med. Det er også de pædagoger, jeg husker bedst fra min egen børnehave- og skoletid.”

Hun sætter sig ud i sin sorte Volkswagen Up og kører de 18 kilometer mod Fladsåskolen i Tapperneøje, hvor børnene venter på hende. Pædagogen.