Min mor var både en livgivende varme og en ødelæggende vulkan

Mediejurist Malene Lei Raben synes, at hun selv er blevet en bedre mor efter at have skrevet erindringsværket ”Fruen” om et kompliceret og konfliktfyldt forhold til sin egen mor

For Malene Lei Raben har det været den største frihedshandling ikke at følge efter sin mor i karrieresporet, men vælge at stoppe op. ”Jeg valgte at være hjemme hver dag, når mine børn kom fra skole, og det var så vildt at føle, at jeg kunne gøre det,” siger Malene Lei Raben. –
For Malene Lei Raben har det været den største frihedshandling ikke at følge efter sin mor i karrieresporet, men vælge at stoppe op. ”Jeg valgte at være hjemme hver dag, når mine børn kom fra skole, og det var så vildt at føle, at jeg kunne gøre det,” siger Malene Lei Raben. – . Foto: Leif Tuxen.

Skal Hitlerjugend have flere kartofler? Malene Lei Raben var 12 år, da hendes mor begyndte at tiltale hende på den måde ved middagsbordet. Det kom sig af, at datteren havde fortalt en lærer om en episode i hjemmet, hvor moderen indirekte havde truet med at slå hende ihjel. Klassekammerater havde overhørt samtalen, sagt det videre hjemme, og en venindes mor havde ringet og tilbudt, at Malene kunne flytte hjem til dem.

”Jeg blev grebet i at sladre og bryde den stiltiende pagt, og derfor var jeg en stikker,” skriver Malene Lei Raben i sit erindringsværk ”Fruen. En datters historie om kærlighed og frihed”, der netop er udkommet på forlaget Gyldendal.

Det er en barsk fortælling om at være barn i skyggen af 1970’ernes ungdomsoprør. Om venstreorienterede forældre, der vægtede deres egen selvrealisering højere end børnenes trivsel. Om at vokse op hos sin mor og dårligt kende sin far. Og om en lykkelig barndom med en stærk og kærlig mor, der vendte sig imod hende, da hun blev teenager og ville stå på egne ben.

Det opfattede moderen, som Malene Lei Raben og hendes søster kaldte for Fruen, som tegn på, at datteren var ved at udvikle psykopatiske karaktertræk. Deres forhold ændrede sig til en højspændt og konfliktfyldt relation, der først faldt til ro i moderens sidste tid som terminalt kræftsyg, hvor Malene Lei Raben, der plejede og tog sig af hende, igen mærkede kærligheden mellem dem.

”Jeg tror, at min mor og far ville sige, at jeg altid har været så vred, men jeg ser min egen vrede som et sundhedstegn,” siger Malene Lei Raben, 50 år, mediejurist, tidligere administrerende direktør og nu selvstændig juridisk rådgiver og forfatter.

Hun har taget havregrynskager, som hendes mand har bagt, med til interviewet i et af forlagets mødelokaler i Klareboderne i det indre København. Hun er mor til tre døtre, mormor til to drenge, høj, velklædt, smilende og med et omsorgsfuldt væsen. Det er svært at forbinde med de mærkater, hun fik sat på sig af sine forældre.

”Jeg har fået at vide, at jeg skulle skamme mig over mig selv, at jeg var et dårligt menneske, overfladisk, at det, jeg beskæftigede mig med, ingen substans havde, og at jeg var en letvægter, havde en dårlig karakter, var nærig og uhjælpsom. Det har skabt så megen skam, at jeg tror, vreden har været en måde at sige, at det ikke passer, at jeg er sådan. Jeg har været trodsig og rebelsk, og igen ser jeg det som en overlevelseskamp. Psykologer har fortalt mig, at hvis man bliver presset for meget på den, man er, må man slå tilbage. Jeg er helt klart den af mine søskende, der har taget den hårdeste kamp med vores forældre,” siger Malene Lei Raben.

Hun var 11 dage, da hendes far, der stadig lever, forlod moderen for snart efter at gifte sig igen og stifte en ny familie. Moderen, der døde som 73-årig i 2013, kom fra en landbofamilie i Sønderjylland og var en mønsterbryder, der forfulgte en karriere med mange chefstillinger i den offentlige administration.

I bogen beskriver Malene Lei Raben sin mor som en stærk kvinde, der krævede og fik særbehandling. Hun var modig, intelligent, fordringsfuld, lunefuld, let at såre og tiltrak mænd som en skandinavisk Kleopatra. Men også en person, der spillede andre ud mod hinanden.

”Det gjorde hun, fordi hun ville være nummer et i nogens univers.

Hun var altid i en angrebsposition og skulle derfor sørge for, at hun havde allierede. Så det var mig og min søster mod vores far, min mor og min søster mod mig – altid en eller anden alliance. Det var utroligt opslidende for min søster og mig og gjorde, at vi blev voksne, før vi fik et godt forhold og besluttede, at det ville vi simpelthen ikke ligge under for længere.”

”Jeg var seks år yngre end min søster og havde ikke noget forhold til min far. Og da det mest var mig, det gik ud over, var jeg følelsesmæssigt ekstrem ensom. Det var hårdt. Men hun så mig som en, hun både var fascineret og draget af og i stigende grad jaloux på og samtidig som eksponent for det onde, fordi hun syntes, jeg lignede min far.”

”Og jeg ligner min far. Jeg ligner dem begge to. For min far har det været frygteligt, at jeg lignede min mor. Ingen af dem kunne jo lide mig. Og ingen af dem har kunnet se den, jeg var.”

Det fik alvorlige konsekvenser for Malene Lei Raben, der som 13-årig begyndte at se omgivelserne som gennem en film. Hun betegner det som en dissociativ tilstand, hvor den virkelighed, man lever i, er for belastende. Så for at beskytte sig selv fra sin oplevelse af stress og magtesløshed oplever man en uvirkelighedsfornemmelse.

”Hvis man ikke kan få de to verdener til at hænge sammen, splitter sindet. Jeg belastede mig selv yderligt ved at indgå tidligt i ægteskab og forældreskab, men det blev samtidig den vej, jeg kunne gå på for at komme væk fra hende. For mit opgør med min mor startede der, godt støttet af min første mand. Men jeg var ikke stærk nok til at klare det, og det gjorde konfliktniveauet omkring mig fuldstændig ulideligt. Der var de der samtaler, hvor min mor ringede hver dag og skældte mig ud, mens jeg sad der som 18-årig med stor gravid mave. Der var ingen nåde.”

Som Malene Lei Raben i januar i år fortalte i et interview i Kristeligt Dagblad, sagde hun for et par år siden et krævende lederjob i TV 2 op for at gå på ”evig ferie”. Det vil sige, hun er fortsat som selvstændig jurist og har i mellemtiden skrevet bogen.

”For 10 år siden syntes jeg, at jeg var godt på vej til at udvikle de samme karaktertræk som min mor. Jeg arbejdede for meget, var for stresset og for hysterisk og råbte og skreg ubehersket. Jeg fik også en stressrelateret depression på et tidspunkt, hvor jeg havde to små børn og en teenager. Det var ikke kønt, og jeg synes, jeg har prøvet at tage konsekvensen af det ved at lægge mit arbejdsliv om. Det var det, min mor ikke gjorde. Jeg har så lært af mine døtre, som har megen modstandskraft og er meget elskelige og intelligente, at blive en bedre mor. De har formået at sætte nogle grænser for mig, som er meget tydelige. De har haft det, som jeg ikke havde, et forsvarsværn, hvor de har sagt ’hertil og ikke længere, kammerat’. Og så har det at skrive bogen gjort mig til en bedre mor,” siger Malene Lei Raben.

Hun skrev ”Fruen”, fordi hun ikke kunne lade være.

”Jeg følte mig virkelig kørt over af min barndom. Og jeg havde det sådan, da min mor døde, at jeg følte, jeg vågnede fra en livstruende situation, et mareridt. Gradvist blev jeg vakt til live igen og begyndte at udforske, hvad det var, der skete, hvorfor var det så voldsomt? Jeg havde det dårligt med det, for jeg sad jo der i min pæne villa og med min gode uddannelse og kunne ikke forstå, hvorfor jeg havde haft det så dårligt i rigtig mange år.”

”Der er nogle ting, jeg har forstået. Der er den rædselsfulde skilsmisse mellem min mor og far. Og så er der min mor, som jeg tror kom ud for en massiv udbrændthedsreaktion. Jeg vil ikke give mig af med psykiatriske diagnoser, men når jeg bagefter har læst om narcissistisk personlighedsforstyrrelse, så ringer der en klokke. For hun kunne kun mærke sine egne følelser og syntes, at alting var mest synd for hende. Det har hjulpet mig at anskue det i det lys.”

”Jeg kan også se, at der er nogle tråde, der trækker flere generationer tilbage i tiden før mig, med hendes egen opvækst og det at være mønsterbryder, hvor man virkelig skal stramme sig an for at lykkes. Så bliver man måske nødt til at udelade de mere sårbare sider af sig selv, og man bliver nødt til at hærde sig selv for både at klare sig på universitetet, på arbejdsmarkedet og i skilsmissen fra min far,” siger Malene Lei Raben, der aldrig holdt op med at elske sin mor.

”Hun var meget fantastisk, da jeg var barn. Hun var kraft, varme og humør. Hun havde så meget energi og var i princippet en vulkan. Små samfund, der lever omkring vulkaner, får næring fra livgivende aske, men vulkanen kan eksplodere og slå alle mennesker ihjel. Sådan ser jeg hende lidt som både giver af liv og ødelægger.”

”Hun var så fysisk – der var meget kærlighed og kys og kram. Jeg hang på hende og kommer næsten til at græde, når jeg taler om det, for den ting savner jeg rigtig meget,” siger Malene Lei Raben, der er blevet et mere glad, lykkeligt og især taknemmeligt menneske.

”Jeg har givet mig selv den gave ikke at skulle bære fortidsskam og selvhad med mig længere. Jeg har sørget så meget, at der ikke er aktuel sorg i mit hjerte. Der er mere glæde. Jeg er blevet et bedre menneske, synes jeg.”

Læs uddrag af ”Fruen. En datters historie om kærlighed og frihed” på