Det skal handle om håb i det her interview. Men hvad er håb? Jo, Hanne Thordsen oplever forskellige former i sit arbejde som hospicepræst. Der er fremtidshåbet – det, der kan være et håb om at blive rask, et håb om at kunne komme i skoven med familien i weekenden eller et håb om en smertefri død. Så er der et værenshåb – et håb, der knytter sig til det meningsfulde i at kunne være sammen med dem, man elsker – samt en hvilen i, at livet giver mening, uanset hvordan det går.
”Og så er der et håb om, at det ikke er slut efter døden. Det er nok det håb, jeg som præst repræsenterer for nogle patienter. At virkeligheden er større end den realitet, de sidder fast i. Og at der er en vej igennem det lukkede rum, som døden umiddelbart ser ud til at være. På den måde repræsenterer jeg budskabet om en udvej – et håb om, at man bliver mødt på den anden side af døden. Og jeg tror så meget på, at Jesus har skabt den vej, at jeg nærmest kan sige, at jeg ved det.”
Hanne Thordsen fortæller spøgefuldt, at hun faktisk næsten fik panikangst, da hun forleden modtog en mail fra Kristeligt Dagblad. Ville hun som hospicepræst lade sig interviewe om at bære håb for andre?
”’Nej nej nej, det her kan du slet ikke!’, sagde jeg til mig selv. Det er jo ikke mig, der bærer håbet, det kan ingen, det er alt for stort et ansvar. Men så tænkte jeg lidt mere over det. Og jo... jeg er nok en slags repræsentant for håbet, i kraft af at jeg er præst. Og så er der også det ved det, at vi vel alle sammen er håbsbærere for hinanden.”
I anledning af at vi i morgen træder ind i et nyt kirkeår, vil forskellige mennesker i løbet af adventstiden sætte ord på, hvad det vil sige at bære håb for andre. Hanne Thordsen lægger for. Hun har siden 2012 varetaget embedet som sognepræst i Hesselager og præst på Hospice Sydfyn. Og hun har gennem hele sit arbejdsliv siddet ved mange sygesenge og dødslejer. Hun befinder sig der, hvor håbet er taget fra mennesker – i hvert fald i sundhedsforstand. Mange patienter på hospicet har forud for deres indlæggelse fået at vide, at lægerne ikke kan gøre mere for dem. At de vil dø af deres sygdom. Og hvad gør man så? Nogle kæmper alligevel, og andre gør ikke.
”Håbet kan for nogle faktisk være tyngende,” siger hun.
”Hvis man gennem lang tid har klamret sig til et halmstrå i form af håbet om at blive rask, så bruger man alle de kræfter på netop at klamre sig fast. Jeg har sommetider hørt patienter sige, at de ikke magter at kæmpe mere. ’Har du overvejet at lade være med at kæmpe?’, kan jeg spørge.”
Mange frygter, at de ryger ned i en afgrund, hvis de slipper håbet om overlevelse. Men, siger Hanne Thordsen, ofte viser det sig, at der sker noget andet, når de slipper. Nemlig, at noget andet så bærer dem. Der er ikke en afgrund, men måske et hav eller en dønning, de flyder på. Sådan kan det at slippe håbet opleves som en stor lettelse.
”Det kan jeg kun tolke som gudsnærvær. Som at Gud er der og er den, der bærer.”
Hanne Thordsen har også mødt mange på hospicet, der trods deres dødsdom faktisk bliver ved med at holde fast i, hvad man umiddelbart kunne kalde en urealistisk virkelighedsopfattelse, hvor den forestående død fornægtes. Hun tænker særligt på en kvinde med tre små børn, som sagde til hende, at tankerne om døden måtte vente til om natten. For om dagen beskæftigede hun sig udelukkende med livet. Selvom hun knap kunne løfte sine børn, holdt hun fast i håbet om, at hun ville blive rask, og det var det håb, hun ville støttes i.
”Hun mærkede sine børns kærlighed, og det var den, hun ville være i. Er det ikke netop det mest barmhjertige at lade hende blive i den virkelighed i stedet for... nu bliver jeg altså lidt rørt... i stedet for at minde hende om hendes forestående død og alle de piller, hun skulle tage?”.
Nogle ville sige, at det håb ikke var realistisk, for hun skulle jo nok snart dø. Men når Hanne Thordsen sad sammen med kvinden, mærkede hun meget stærkt, at det simpelthen var kærligheden, der var til stede her.
”Paulus skriver, at Gud siger: ’I magtesløshed udfolder min kraft sig helt.’ Det oplever jeg virkelig mange gange. At mennesker, der kun er skind og ben, stråler af kraft og håb. Der må jeg bøje mig og sige tak. For der er det jo dem, der bærer håbet for mig.”
Hanne Thordsen er på hospicet en dag om ugen. Har hun ikke talt med patienterne før, banker hun på og introducerer sig. Og langt de fleste vil gerne tale med hende – også selvom de ikke betragter sig selv som troende. De siger ting som: ”Jeg vil så gerne tro på Gud, men jeg kan ikke”, ”jeg er bange for at dø”, ”hvad sker der, når jeg dør?”, og ”hvad nu, hvis jeg ikke kan finde ud af det?”.
”Sommetider kommer jeg til at tænke, at det er mig, der skal præstere noget, så patienten kan få et håb. Så bliver jeg optaget af, om det lykkes eller ej. Og så går det som regel ikke så godt. I virkeligheden går det allerbedst, når jeg ved, at jeg ingenting skal.”
Det er nu alligevel ikke ingenting. For Hanne Thordsen kommer med evangelierne, salmerne, bøn, velsignelse og fortællinger om andre patienters oplevelser med døden. Hun forsøger sammen med den enkelte patient at finde frem til det, der er til trøst eller giver mening for dem.
”Jeg beder om, at Gud må være der for patienten. Det er Gud jo altid, men sommetider siger patienten, at vedkommende ikke kan mærke det. Selvfølgelig er der tidspunkter i vores liv, hvor vi ikke kan mærke gudnærværet. Og egentlig kan jeg kun pege på håbet ved at forkynde det. Og ved at fortælle, at vi især oplever Guds nærvær gennem kærligheden fra vores nærmeste.”
Det gør hun også selv – allertydeligst, når hendes treårige barnebarn er på besøg i præstegården og råber ”Mormor! Mormooooor, kom nu, mormor!”.
”Så ved man bare, at man har betydning – at man har værdi. Det lille barn ved ikke, at han er den sande håbsbærer, når han fuld af tillid kalder på mig og ikke et sekund tvivler på, at jeg faktisk vil komme.”
Og i sin egen tillidsfulde kalden minder barnebarnet Hanne Thordsen om det håb, der inden længe fødes med Jesusbarnet.
”Jesus er den sande håbsbærer. Han siger, at hans byrde er let. For det, han gør, gør han af ren kærlighed. Tænk, hvis mit barnebarn vidste, hvor meget håb jeg får gennem ham. Puha, han ville jo brase sammen. Men det er den der enorme tillid og kærlighed, der fødes julenat. Det lille barn, der bærer os.”