Henning Nabe-Nielsen stod for sidste gang på prædikestolen i Rigshospitalets Kirke søndag den 13. juni. Her blev der holdt afskedsgudstjeneste for den 68-årige hospitalspræst, der nu går på pension. Efterfølgende fik han disse ord med på vejen på kirkens Facebook-side: ”Vi siger ham tak for knap 23 års solidt og inspirerende virke ved Rigshospitalet og ønsker ham et godt og langt otium!”.
Den fine hilsen får Henning Nabe-Nielsen, der er en mand med et humoristisk blik på tilværelsen og ofte slår en latter op, til at smile lidt undseeligt. ”Den seneste tid har været bevægende på mange måder. Jeg har fået et stort netværk i huset med mange faglige kontakter og mange mennesker, jeg har sat pris på. Og jeg er blevet inviteret med i mange tværfaglige sammenhænge, som det har været fint at være en del af,” siger Henning Nabe-Nielsen, som holdt afskedsreception fredag den 11. juni.
Fredagen efter var han for sidste gang på sit præstekontor, der er placeret midt i Rigshospitalets myldrende stueetage, for at rydde ud og pakke papirer og andet i kasser. Derefter var det hjem til parcelhuset i Gadstrup ved Roskilde. Her har han og hustruen, Karen Elise Nabe-Nielsen, boet siden september 2019, hvor de fraflyttede præstegården i Snoldelev, da hun gik på pension som sognepræst i Snoldelev-Tune Sogne.
”Huset ligger dejligt ud til åbne marker, og jeg kan godt lide, at der er udsyn. Haven er lille, og min kone får gode idéer, og jeg udfører dem. Vi kom fra to tønder land præstegårdshave, så det er udmærket. Jeg brugte meget tid i haven i Snoldelev, hvor vi havde en stor køkkenhave og var selvforsynende. Nu har vi lidt krydderurter, og det er også fint,” siger Henning Nabe-Nielsen.
I dag er 68 år jo ingen alder, så spørgsmålet er: Hvorfor holde op nu?
”Når det er vemodigt, er det på baggrund af noget godt, og jeg har været glad for at være på hospitalet. Men jeg mener, at det er tiden at stoppe, mens alt går godt, og det gør det. Jeg synes, jeg har aftjent min værnepligt, og at jeg skal give plads til, at nye kommer til. Jeg har dygtige unge kolleger og synes, at jeg trygt kan forlade mit embede.”
”Det har også været en mærkelig tid at være præst under corona. Som hospitalspræster lever vi af det personlige møde og af at kunne sidde ved sengen og have samtale og kontakt. Det har vi også haft, men formummet bag mundbind og visir, og det har været vanskeligt. Vi har ikke kunnet holde gudstjeneste, som vi plejede, og har måttet transmittere til stuerne, men det har været vilkårene. Jeg plejer også at have meget undervisning af forskellige personalegrupper, og det har jeg heller ikke haft. Jeg har savnet direkte kontakt med andre mennesker, for som præst og ikke mindst hospitalspræst lever man i høj grad af kontakten.”
Coronapatienter, der var indlagt på coronaafsnittet efter at have været på intensivafdeling, har Henning Nabe-Nielsen også haft med at gøre.
”Bortset fra at man var gemt bag masker, har det været fine samtaler, hvor man har mærket, hvad isolation og ensomhed gør ved os mennesker. Det bliver rigtig svært, når man ikke kan se sine nærmeste og få besøg. Så føler man sig isoleret og udsat. Mange har været igennem hårde forløb på intensiv og har haft brug for at vende tilbage og have en normalitet at spejle sig i – og så er man omgivet af rumvæsener.”
”Som en patient sagde til mig: ’Du ved ikke, hvor meget det betyder, at folk præsenterer sig, når de kommer ind på stuen. Ellers er det umuligt at vide, hvem der er der.’ Men jeg har en forhåbning om at have hjulpet ved at tale med dem. Det er svært at måle, men jeg har talt med flere patienter flere gange, og det må være udtryk for, at det ikke har været helt håbløst. I coronatiden er isolationen det, som har været det sværeste. Det har ramt rigtig mange patientgrupper, fordi besøgsbegrænsninger har været en byrde oven i sygdommen,” siger Henning Nabe-Nielsen.
De seneste fire år har han været frikøbt med 50 procent fra jobbet som hospitalspræst for at bestride en ny stilling som ledende hospitalspræst i Region Hovedstaden for cirka 25 hospitalspræster.
”Det har jeg taget på mig, selvom det administrative hverken er min spidskompetence eller interesse. Jeg har brugt fire år på at definere stillingen, men det er blevet sparket lidt til hjørne af corona, som hele sundhedsvæsenet har været i alarmberedskab over og fokuseret på. Vi har heller ikke kunnet mødes. Nu må vi se, hvordan det kan blive. Det er op til biskopperne i København og Helsingør, der er gået sammen om at etablere stillingen, som har til formål at koordinere sygehusbetjeningen. Men jeg har fået stor opbakning fra mine kolleger i regionen, og det har været dejligt.”
Med egne ord har Henning Nabe-Nielsen været institutionsanbragt stort set hele sit liv. Han er vokset op på et plejehjem, som hans forældre drev i Vordingborg på Sydsjælland. Og bortset fra et par vikariater i folkekirken efter den teologiske embedseksamen fra Københavns Universitet i 1986 var han sognepræst i Benløse Sogn ved Ringsted fra 1988 og fra 1989 også tilknyttet Ringsted Sygehus som hospitalspræst. Derfra kom han til Rigshospitalet i 1996.
De mange år i sygehusets tjeneste ser han tilbage på med stor taknemmelighed.
”Det er jo stort, at man bliver inviteret indenfor af mennesker, der er i deres livs værste øjeblikke. Det er et stort ansvar og en stor intellektuel udfordring. Så jeg er meget taknemmelig for at være blevet inviteret indenfor til nøddåb af nyfødte, andagter ved dødslejet og samtaler med pårørende. Men også for at blive inviteret ind i den tværfaglighed, der er på et stort sygehus som Rigshospitalet. Det har været godt for mig som teolog at blive tvunget til at formulere mig i andre fagsprog end det, der er i kirken.”
For ham har det sværeste som hospitalspræst været de samtaler, som han ikke fik holdt.
”Der kan godt være situationer med stor lidelse, ulykke og sorg, og man kan godt føle sig afmægtig, men det at blive efterspurgt er en tillidserklæring. Der, hvor man ikke nåede et besøg eller syntes, man gik for tidligt eller ikke blev i det svære, er det, der plager mig bagefter.”
”Man kan spørge, hvad det er, der gør, at man tager et arbejde fuld af død og lidelse. Jeg synes, at der er så meget Anders And og tom snak i tilværelsen, og vil hellere være der, hvor noget er på spil. Og det har jeg været i så rigt et mål.”
Det kollegiale fællesskab og de udfordrende diskussioner kommer Henning Nabe-Nielsen til at savne, når han fra den 1. juli kan kalde sig for pastor emeritus og pensionist.
”Men livet byder stadig på masser af møder med mennesker, og man kan tage livet op der, hvor det kommer. Sådan er tilværelsen, vi møder ustandselig mennesker, der kalder på os, og som vi går ind i et fællesskab med. Så jeg mener ikke, at nu er det slut med at tale med mennesker. Jeg har ikke en hobby, jeg skal hjem og dyrke, eller pudse Jaguaren. Men jeg er helt sikker på, at der kommer noget andet, jeg kan tage op og være til stede i, og det har jeg det fint med.”
”Jeg har ikke forberedt noget, der skal erstatte mit arbejdsliv. Jeg synes, at livet i sig selv er fuld af udfordringer. Jeg har altid bagt mit eget brød og kan lide at have fingrene nede i det basale. Og så er der masser af bøger, jeg gerne vil læse, og mange ting, jeg gerne vil blive klogere på. Jeg vil for eksempel gerne læse noget mere Kierkegaard og følge mere med i moderne litteratur. Jeg vil også gerne fordybe mig i hospitalskultur både historisk, filosofisk og samfundsmæssigt, og hvilken rolle den spiller i vores selvforståelse.”
”Der er jo en masse forventninger, der er spændt op til sundhedsvæsenet. Tidligere var det kirken, der producerede moral, nu er det Sundhedsstyrelsen. Det er da et interessant skift. Forventningerne handler om, at sundhedsvæsenet kan redde og frelse os, samtidig med at vi frygter al den lidelse, vi skal igennem for at blive frelst. Dødsstatistikken ender jo på 100 procent. Så jeg vil sige, at hvis al forventning bliver bundet op på sundhedsvæsenet, risikerer man at blive skuffet.”
I de mange år, som Henning Nabe-Nielsen har arbejdet i hospitalsverdenen, har meget ændret sig – overvejende til det bedre.
”Der er blevet en større professionalisering, men også et meget større fokus på patienten som et helt menneske. Hele feltet med palliation, hvor man prøver at se hele mennesket og ikke kun en diagnose, har udviklet sig gennem de seneste 30 år. Det har været spændende at være med til. På det område har vi som hospitalspræster haft medvind på cykelstien, fordi der i dag er blik for, at mennesket er andet end sin diagnose, men også har psykiske og eksistentielle overvejelser.”
”Det kan kamme over i en befamling. Man vil gerne respektere det enkelte menneske, men hvis man bliver problemløsningsorienteret, begynder man at overtage det andet menneske, og det er et overgreb. Balancen er at respektere den enkelte i sin egen ret, også den, der ikke vil snakke. Men overvejende er det en rigtig god udvikling, for ellers tingsliggør man patienten. Problemet kan være, at der er tale om faggrupper, der er vant til at handle og løse problemer. Men nogle gange byder livet på vilkår, som der ikke kan handles ud af, men som man må tage på sig og være i,” siger Henning Nabe-Nielsen.
Nu glæder han sig til at få lidt mere ro og tid til fordybelse – og mere nærvær i øjeblikket.
”Jeg har i mange år sammen med mine kolleger levet med at kunne blive ringet op på alle tider af døgnet og skulle være til stede på hospitalet i løbet af en time. Det må man sige, at jeg har oplevet. Så den telefon tror jeg ikke, at jeg kommer til at savne. Selv at skrive kalenderen, det er fantastisk. At få lidt mere tid i naturen og sammen med min kone, børn og børnebørn – det er alt sammen noget, jeg ser frem til.”
Og så er der sommerhuset ved Rødhus Strand syd for Blokhus i det nordvestjyske, som Henning Nabe-Nielsen og hans familie har haft i mere end 20 år.
”Det er naturen, havet, vidderne og de nære ting. Der skal males en gang imellem, og det kan jeg godt lide. Vi købte det, fordi jeg har familie i Vendsyssel, og så lå det så tilpas langt væk, at når man var af sted, var man af sted. Der er ingen græsplæne, der skal klippes, der er bare marehalm. Det kan ikke være bedre. Vi ligger bag klitten, og der kan være mange nede på stranden, men vi hører det ikke, selvom vi kan være dernede på fem minutter. Hvis vi vil have lidt cirkus, tager vi til Blokhus, men det er ikke det store behov,” siger Henning Nabe-Nielsen, der fortsat vil være en flittig kirkegænger nu, hvor han ikke selv skal stå for gudstjenesten.
”Jeg elsker at synge salmerne. Og selvom jeg måske ikke får noget ud af det, kommer jeg altid af med noget og får fred. Jeg har fået glemsomhedens nådegave, og det er meget godt som hospitalspræst. Det kan være og har været hårdt indimellem. Men det lægger jeg over på Vorherre. Jeg har tavshedspligt alle andre steder end over for ham.”