Hovedforfatter bag ”Julefeber”: Jeg troede, man havde den mængde liv til gode, man udsatte

Rune Schjøtt-Wieth tvivler dagligt, og det har i mange år været hæmmende for ham. I dag værner hovedforfatteren bag tv-julekalendern ”Julefeber” om tvivlen, samtidig med at han holder den på afstand

”Rune er så følsom”. Det har manuskriptforfatter Rune Schjøtt-Wieth ofte hørt, og i mange år frustrerede det ham, at han ikke kunne leve op til et macho-ideal. Efterhånden mener han at kunne se, at følsomhed ikke er en svaghed, og lige nu øver han sig i at erkende, at skrøbelighed heller ikke er det. – Foto: Leif Tuxen.

På Bjørnsonsvej i københavnske Valby ligger der et orange hus i tre etager. I stueetagen er der hængt en lyskæde op i vinduerne, og inde bag dem bor 49-årige Rune Schjøtt-Wieth med sin familie. Derinde spurgte hans niårige datter ham dagen før den 1. december, om han kunne gætte, hvor mange ting hun glædede sig til i morgen.

This article is part of a theme:

Julens traditioner

Go to the themes page

”Tre ting?”.

”Nej, slet ikke?”.

”En ting?”.

Nej, det løb op i 12 ting, hun glædede sig til, deriblandt at tænde kalenderlyset, åbne papjulekalenderen og se første afsnit af den tv-julekalender, hendes far er hovedforfatter på.

Rune Schjøtt-Wieth er nemlig en af de bærende kræfter bag DR 1’s ”Julefeber”, som foregår på Det Kongelige Teater, hvor drengen Bjørn flytter ind med sin far og søster. Bjørn kommer til at undergå en mystisk forvandling.

”Og for mig at se er det en julekalender, der handler om at lære at holde af sine egne karaktertræk. Næsten ligegyldigt, hvad jeg skriver, handler det om, hvordan man er et rigtigt menneske – ikke et perfekt et.”

Og det er nok, fordi det har fyldt meget i hans eget liv, siger Rune Schjøtt-Wieth. Først som 40-årig forstod han, at hans følsomhed ikke var en svaghed, og lige nu øver han sig i at tro på, at skrøbelighed heller ikke er det. Han er en tvivler ind i sjælen. På en gåtur gennem den nærliggende Vestre Kirkegård skal vi tale om dels den nedbrydende og dels den frugtbare tvivl. Og om, hvorfor hans børn viser ham, at der også er steder i tilværelsen, hvor tvivlen eroderes helt og aldeles.

Rune Schjøtt-Wieth er vokset op i Risskov ved Aarhus. Faderens domæne i villaen var ovenpå, de andre – altså moderen, den halvandet år ældre søster og Rune Schjøtt-Wieth befandt sig mest nedenunder. Moderen, der var børnehavepædagog, havde haft, hvad hendes søn betegner som en traumatiserende barndom – med en far, der som jøde måtte flygte under krigen, og med en mor og en bror, der begge døde efter lange sygdomsforløb. Hun krammede ikke sine egne børn så meget. Faderen var akademiker og stolt af det. Og han var streng.

Der er nogle, der siger, at det aldrig er for sent at få en dårlig barndom, og måske af samme grund mener Rune Schjøtt-Wieth, det er på sin plads her at sige, at hans barndom har været helt o.k. – at der ikke er noget Oliver Twist at komme efter. Men når han er så stærk en tvivler, som han er, så skyldes det alligevel blandt andet noget, der skete i barndommen, og som siden er vokset i ham.

Når han gerne ville lære noget nyt, husker han, at faderen af og til sagde: ”Det kan du nok ikke.” På et tidspunkt fik han alligevel plaget sig til – måske – at få lov at gå til guitarundervisning. Faderen sørgede for, at sønnen kunne låne en dyr guitar af en professionel guitarist i en måned. Den måned skulle sønnen så bruge på – uden hjælp – at øve sig på instrumentet. Kunne han bevise, at han tog det alvorligt, så kunne han få lov at få guitarundervisning.

”Da der var gået en måned, optog min far det på bånd. Jeg havde lært mig nogle få akkorder og øvet ’Der er noget i luften’. Jeg besluttede mig for også at synge til, og det skulle jeg nok ikke have gjort, for efter tre akkorder eller sådan noget gik jeg i stå. ’Skal vi stoppe?’, kan man bare høre min far sige. Og så den her 11-12-årige nervøse dreng, der siger: ’Må jeg ikke godt prøve igen?’. Det fik jeg så lov til, men da jeg var færdig, sagde han, at det vist ikke blev til noget.”

Og så tog Rune Schjøtt-Wieth guitaren med sig ind på værelset og smadrede den ind mod væggen.

”Og... uha, det gør nas at tænke på også i dag. For det kom til at handle om, at jeg var hysterisk, fordi jeg havde ødelagt den dyre guitar. Og nu kunne det i hvert fald aldrig blive til noget.”

Det er ikke sådan, at Rune Schjøtt-Wieths tvivl angående egne evner og i det hele taget væren i verden udelukkende kan spores tilbage til den dag, men det er, tror han, en af årsagerne til, at han gennem sit liv har været jaget af tvivl. Fra alt om, hvorvidt en mail skulle sluttes af med ”kærlig-” eller ”bedste hilsen”, til om han skulle have børn. Skulle man finde et andet sted at bo? Eller arbejde med noget andet?

Især det med den rette hylde har voldt problemer. Han droppede som ung ud af gymnasiet for i stedet at læse et mediekursus. Han har arbejdet som radiovært, lyd-designer og musikproducer, før han som 29-årig blev færdiguddannet manuskriptforfatter. Efter filmskolen tog han først til Paris i et år og senere Portugal. Her levede han på en sten og troede ikke, at manuskriptforfatter var det rigtige valg for ham. Da instruktøren Dagur Kári overtalte ham til at være medforfatter på filmen ”Voksne mennesker” ved at love, at det bare var noget, de gjorde for sjov, kom han hjem til Danmark. Filmen endte med at blive prisbelønnet og blev i øvrigt udtaget til Filmfestivalen i Cannes.

Den nedbrydende tvivl, siger han, er den, der lukker for muligheder. Hvis han havde givet sig til at tænke over, hvordan resultatet af det her interview ville blive, så ville han for eksempel nok have aflyst, for det havde været sikrere. Når tvivlen bliver til bekymring for fremtiden, er den hæmmende.

”Det værste, tvivlen har gjort ved mig, har været, at den fik mig til at lade livet passere. Jeg tror, jeg på et tidspunkt troede, at jeg kunne forhandle med døden. Jeg venter med børn, eller jeg venter med at skrive den bog, for så længe jeg ikke gør det, går det ikke galt. Og jeg tror, jeg bildte mig selv ind, at man har den mængde liv til gode, som man udsætter. Det er jo et problem.”

Når Rune Schjøtt-Wieth og hans kolleger har besluttet sig for at lade Bjørn i ”Julefeber” undergå en forvandling, som i øvrigt sker ret langsomt, så er det også, fordi det ofte er sådan, livet er, mener han. Man oplever forandringer, men man forstår dem måske ikke med det samme. Med hensyn til tvivlen, og hvad der ellers følger af frygtsomhed, manglende tillid og dårligt selvværd, så er der sket en langsom forandring med ham selv. Som dog blev speedet gevaldigt op, da han fik børn.

”Fordi pludselig,” siger han, ”er der noget, jeg slet ikke er i tvivl om.”

Jo, på den ene side er han hver dag i tvivl om, hvordan han bedst hjælper sine døtre på tre og ni år, og hvornår han skal løse deres problemer eller blot sætte sig ned og lytte. På den anden side er der den slags stjernestunder som aftenen før, hvor niårige Lily delte sin udelte forventning og tillid til verden med ham.

”Så grundlæggende er jeg jo slet ikke i tvivl. For det er gået op for mig, hvad kærlighed er. Jeg er ikke i tvivl om, at jeg elsker de to børn. Jeg vil ikke have nogen andre børn, og jeg vil ikke ikke have børn.”

Rune Schjøtt-Wieth har for nylig haft hund. Hvis sådan en løber væk eller bider nogen, er det ejerens skyld. Han ved, at det samme ikke er tilfældet med forældreskabet.

”Men det er gået op for mig, at det måske var derfor, min far var hård ved mig, da jeg var barn. Fordi han troede, det var ham selv, der ikke lykkedes, når jeg tissede i bukserne til fodbold eller åbnede en bildør op i fortovskanten. Det gør det nemt for mig at til-give ham. Han er ligeså følsom som mig, han turde måske bare ikke gå ind i det.”

Forældrene blev skilt, da han var ung voksen. Hans far ser han ikke så tit, moderen oftere. Han fortæller om en episode for et par måneder siden, hvor han hørte sin søster spørge moderen, om det ikke havde været stressende for hende, da hendes søn var ung og ikke vidste, hvad han skulle uddanne sig til eller i det hele taget bruge sit liv på.

”Men jeg har vel egentlig aldrig rigtig været mor for Rune?”, husker han, at moderen eftertænksomt svarede, og det gjorde ham så glad, at han gav hende et knus.

For det hjælper en tvivler som ham, siger han. At indse, at hans barndoms oplevelse af ikke at blive forstået og accepteret helt, som han var, var god nok. At ens blik på virkeligheden holder vand – også selvom man er følsom eller måske endda af andre betegnes som hysterisk.

I dag er Rune Schjøtt-Wieth stadig perfektionist, og han er ikke specielt spontant anlagt. Men han værner om sin tvivl. Der er nemlig også en tvivl, som der ligger skaberkraft i. For når man har tendens til at spørge ”er det her valg nu også det rigtige”, så kan det betyde, at man kigger i andre retninger og måske opdager noget helt nyt. ”Kunne Bjørn i ’Julefeber’ egentlig tage til Texas?”, giver han grinende som et eksempel.

”Tvivlen skal være et lysglimt, der siger ’kunne det være anderledes?’, og så skal der helst være et andet apparat, der så tager over. Men jeg synes, at tvivlen er en gave. Og jeg vil til enhver tid hellere være sammen med mennesker, der tvivler for meget, end mennesker, der tvivler for lidt.”

For tvivl er også åbne spørgsmål, og dem holder han af. Og i anledning af, at vi mødes den 1. december, er det nærliggende at spørge ham, hvilken betydning det kristne julebudskab om en frelser, der fødes, har for ham? Han er præget af sin far, der altid har været glødende ateist, og han fortæller, at han har det svært med religion, når den bliver dogmatisk. Tanken om en alvidende Gud interesserer ham ikke.

”Men jeg kan godt finde på at gå i kirke op til jul. Det er på grund af højtideligheden og alvoren, men også fordi religion kan være netop tvivl og åbne spørgsmål. Jeg har altid hadet matematik, fordi jeg ikke bryder mig om, at der er et facit. Hvis der er en, der allerede har alle svarene, hvorfor skal jeg så søge dem? Jeg kan heller ikke forlige mig med det guddommelige ved Jesus. Men jeg tror på ham, fordi han netop er et menneske, der tvivler.”

Det siger han, da vi igen er tilbage ved det orange hus efter spadsereturen på Vestre Kirkegård. Der er det særlige ved lejligheden i det hus, at den faktisk er en slags gave. I 2013 blev han ringet op af sin kone, der spurgte, hvor han allerhelst ville bo i hele verden. I forfatterkvarteret i Valby, lød hans svar. Godt, sagde hun, for der havde hun købt en lejlighed til dem og deres dengang toårige datter.

”Ha! Den største gave, man kan give mig, er nok at lade mig slippe for at tage beslutningen, ikke? Men det er selvfølgelig et sats.”