Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

Han samler på humor

En menighed, der kan le sammen, er en god menighed, mener Christen Væver, der i sin gerning som præst flittigt har brugt af den gode humor. Her fotograferet på besøg i sommerhus på Fanø, tilhørende en dansk-amerikaner, som han og hustruen fik forbindelse med i de år, hvor Christen Væver var præst i Californien. Foto: Privatfoto.

Christen Væver, tidligere sognepræst, samler på humor, som andre samler på frimærker. En sjov historie er god på prædikestolen, men kræver øvelse

Christen Væver fortæller om de to ældre herrer, der var i kirke om søndagen:

”De havde fået ny præst og skulle høre ham for første gang, og da de så gik hjem fra kirken, siger den ene til den anden: 'A trower wi har fåt en vantro præst!'. 'Hvorfor tror du det?', siger så den anden. 'Jow, så du ikk' han smilede?'.”

Eller det lille uskyldige barn: ”'Far, der står en vantro hest.' 'Hvordan kan du se det,' spørger faderen. 'Jo, den står og hænger med hovedet!'.”

De myldrer frem, vittighederne og de lune historier, når den nu pensionerede Christen Væver kommer i gang. Han har hele livet samlet på humor, som andre på frimærker, og har som præst altid ment, at ”en menighed, der kan le sammen, er en god menighed”. For god humor løser op og skaber fællesskab, så man kommer tættere på hinanden og Gud.

Som de indledende historier om ”den vantro præst” og hesten med det hængende hovede illustrerer, har humor måske ikke altid lige været det, de fleste har forbundet med kirke og kristendom. Christen Væver er ganske overbevist om, at Jesus må have haft meget mere humor, end det ved første blik synes at fremgå af Det Nye Testamente.

“Måske har de forsøgt at skrive det ud, fordi man ikke fandt det seriøst nok, så der skal ledes lidt.”

Men gør man det, vil man opdage underspillet humor i mange af lignelserne, som for eksempel i historien om kvinden, der bliver så glad over at genfinde sin tabte mønt, at hun bruger meget mere på at fejre det, end den er værd. Eller det barokke billede af bjælken og splinten i øjet.

I Ordsprogenes Bog i Det Gamle Testamente kan man læse, at “Glad hjerte giver godt helbred, modløshed udtørrer knoglerne”.

Christen Væver vil være kendt af Kristeligt Dagblads læsere som flittig leverandør af anekdoter til avisens bagside. Selv ser han humoren som ”Guds gave til os” med denne vigtige tilføjelse: ”at hvad vi så får ud af humoren, det er vores gave til Gud”.

Humoren understreger vores menneskelighed.

“For det er næsten altid menneskelig svaghed, der inspirerer til en god historie. Vi klokker jo i det gang på gang, vi mennesker, og humoren sætter os på et fælles menneskeligt plan ved at fortælle os, at vi er fejlbarlige - og at det hører menneskelivet til at begå fejl.”

”Når det kommer til stykket, er der jo ikke noget, der hedder det perfekte menneske.”

Den 67-årige Væver har tidligere sejlet som styrmand og mindes - mens vi fra familiens sommerhus ser ud over Aarhus Bugt - hvordan han som ung krydsede Atlanterhavet mellem Europa og Amerika.

“Der er den der gamle salme, 'Jeg er en sejler på livets hav'. Den sang vi derhjemme fra 'Hjemlandstoner', og det er sådan, jeg altid har betragtet mig selv - som en sejler på livets hav, hvor Jesu ord står som et fyrtårn, der blinker og fortæller mig om, hvordan livet skal leves og kursen sættes.”

Og så var det, at den tidligere styrmand, der også er cand.jur. (med speciale i søforklaringer!) og siden blev præst i Haslund og Ølst ved Randers, kunne have gjort en lille pause for derefter at snige en god og sjov historie ind. Som han så ofte har gjort det på prædikestolen for at løse lidt op på de store og højtidelige ord.

“En ung mand sagde engang til mig, efter et bryllup, at 'jeg jo var en hel stand-upper'. Det blev jeg selvfølgelig på en måde stolt over, men jeg har samtidig som præst været helt bevidst om, at vitserne ikke må tage overhånd. Som præst skal jeg forkynde evangeliet, men en god historie gør jo, at man bagefter kan huske, hvad præsten sagde, modsat hvis han i sin prædiken blot strengt havde holdt sig til dogmatikken. Derfor fortalte Jesus jo også altid historier.”

Og der er selvfølgelig også lige én på vej. En historie af den nordjyske historiefortæller, pianist og humorist Poul Erik Krogen (1927-1984), der sammen med den irske tv-komiker Dave Allen og den amerikanske filminstruktør Woody Allen hører til blandt favoritterne.

“Man bruger hinandens historier, men de skal fortælles i ens eget sprog,” forklarer Væver, inden han tager fat:

“Poul Erik Krogen voksede jo op i en stor købmandsgård i Aalborg, og når Limfjorden frøs til, gik beboerne fra øen Egholm over isen for at handle hos købmanden. Det gør denne her kone, som Poul Erik Krogen fortæller om, så også, da der skal handles til jul, og fjorden er frosset til. Hun kommer over og får sine varer, og da hun skal til at gå, giver hun købmanden en seddel fra manden derhjemme på øen. Kære købmand Krogen', står der på sedlen, Disse varer, som min kone har købt i dag, bedes De venligst notere indtil omkring den 1. marts, da jeg er ked af at sende kontante penge med, da isen ikke er sikker i øjeblikket.'”

Den historie kan bruges i forbindelse med en bryllupstale, mener Væver, da han har leet af. Forklarer så, at vi jo nogle gange taler om, at det modsatte af kærlighed er had.

“Nej, det modsatte af kærlighed i et ægteskab er der, hvor vi bliver ligegyldige over for hinanden.”

Eller historien fra Woody Allens film “Mig og Annie”, hvor en kvinde går til sin psykiater, fordi hendes mand har bildt sig ind, at han er en høne: ”'Det er jo helt galt,' siger psykiateren. 'Gå hjem og fortæl deres mand, at han aldeles ikke er en høne. Sig det til ham!' 'Det kan jeg ikke,' klager kvinden. 'Jeg kan ikke fortælle ham, at han ikke er en høne.' 'Hvorfor kan De ikke det?', spørger psykiateren. 'Det er fordi,' forklarer hun så til sidst, 'at jeg jo har brug for æggene!'.”

“Og pointen er jo selvfølgelig, at der altid er noget, vi må finde os i i ethvert ægteskab.”

Christen Væver voksede op i et hjem præget af “Indre Mission light”, som han fortæller. Der var søndagsskole og kirkegang, men intet snævertsyn, ingen fordømmelse. Derimod masser af humor.

“Den stod min far, som var fisker og matros, for. Han kunne til enhver tid levere en god historie, så alle lå flade af grin.”

En gang imellem, når der var gæster, fik Christen som stor dreng også lov til at forsøge sig og fortælle en af faderens historier, men det gik ikke altid lige godt.

“De grinede høfligt, men det blev lidt mekanisk, fordi historien ikke blev fortalt med de rigtige betoninger. Det blev min første lektion i det helt afgørende, når der skal fortælles vittigheder og historier: At man virkelig øver sig med de rigtige betoninger og pauser, frem til pointen. Det er noget, der skal læres, som alt muligt andet, og så skal historien være så god, at der er noget af grine ad. De er desværre sjældne. Verden er fuld af vandede vittigheder.”

Gennem årene fik han samlet flere ringbind med gode og vittige historier, så han efterhånden havde et lager til hele kirkeåret - til såvel første som anden tekstrække.

“De røg desværre ud, da vi flyttede fra præstegården. Jeg regnede jo ikke med at få brug for det mere.”

Det var en hjerneblødning, der for nogle år siden sendte ham helt ud til livets kant og blev årsag til, at han siden valgte tidlig pension, men den gamle styrmand har genfundet kursen, og rejser i dag rundt i hele landet med sine muntre causerier om humorens velsignelser. For selvom mapperne er væk, husker han de fleste af historierne, selvoplevede eller hentet alle mulige steder fra, og mange af dem, hans far fortalte.

På sine ture rundt i landet oplever han så også, hvor stor forskel der geografisk kan være på grinet i det lille Danmark. I Nordsjælland for eksempel var der kontakt med det samme. Helt anderledes hos de seje jyder i Midtjylland.

”Her var vi inviteret til et arrangement i præstegården, og det var ikke til at få gang i noget som helst, lige meget hvad jeg sagde. Kun et lille kremt, ellers ingen respons. Det var helt forfærdeligt.”

Christen Vævers hustru, Magda, var med, og et par dage efter ringede hun derned for at spørge, hvordan de egentlig havde oplevet besøget i menigheden?

”'Jo,' forklarede præsten. 'De har aldrig haft det så sjovt!'. Det opdagede vi så bare ikke,” ler Christen Væver.

Han holder også foredrag om alder og alderdom, og inden afskeden skal han lige have fortalt en af faderens historier om den gamle mand, der ligger på det sidste:

“Den findes i mange variationer, men jeg synes, min fars er en af de bedste, og den understreger jo, at der også er et liv efter de 65, og hvis man nu går hen og bliver alene. Det var altså denne gamle mand, der ligger på det sidste, og konen sidder der også, og så på et tidspunkt siger den gamle: Mariæ, nær nu a dør og er død, ka' du så ett gift' dig med Niels Svendsen nede fra Kæret?'. Så siger konen: Jow, vi har osse snakket om'et!'.”

Så farvel med et smil om læben og rum for det glade hjerte, Bibelen taler om - i modsætning til tørre, raslende knogler.