Hun banker på døren til alvorligt syge med sin violin i hånden: Musikken flygter ikke fra tragedien

Lisbeth Sagen får som musiker lov at træde ind i hospitalets mest private rum. Hendes projekt Musikberiget udgiver nu sit første album

Lisbeth Sagens instrument er en 200 år gammel fransk Pirot-violin. Det er hendes ønske at bringe lyden af stryger­instrumenter ud i samfundet til alle slags mennesker, så den levende musik ikke kun kan opleves inde i koncertsalene. Foto: Leif Tuxen

På Rigshospitalet ligger nogle af landets mest syge børn. Nogle af dem har så svækket et immunforsvar, at de ligger i isolation. For de kan dø, hvis de får en infektion. Ved indgangen til isolationsstuer er der ofte en sluse, man kommer ind i, før man træder ind på stuen. I den sluse skal døren ud til gangen lukkes, før en anden dør ind til barnet kan åbnes. I sådan en sluse kan der lige nøjagtig klemmes en harpe, to nodestativer og en violin ind. Og så de to, der spiller på instrumenterne. Og det er der faktisk nogle, der gør.