Hun fik hjælp på Facebook og glæder sig nu til selv at hjælpe

Privatfoto
Privatfoto.

”Jeg er taknemmelig for at være i denne gruppe. Af hjertet tak til dem, der hjalp mig. Når jeg er ovenpå efter operationen og frisk nok, vil jeg gøre en indsats og hjælpe til, hvor der er behov.”

Sådan skrev 30-årige Runglawan Wongsuwan for nylig i et opslag i facebookgruppen ”Corona hjælp Vejle”, for da hun for nogle uger siden bad gruppen om hjælp, strømmede det ind med tilbud og kærlige kommentarer.

Runglawan Wongsuwan bor i Vejle sammen med sin mand og deres tre børn og arbejder til hverdag som selvstændig bogholder, men de seneste måneder har hun ofte pendlet mellem hjemmet i Jylland og Odense Universitetshospital på grund af en knude i halsen. I slutningen af februar fik hun at vide, at der sandsynligvis var tale om kræft, og torsdag den 12. marts fik hun besked om, at hun skulle opereres den følgende mandag.

”Vi tænkte med det samme, at så måtte vi hellere få fat i noget håndsprit, for jeg kunne jo ikke komme tilbage fra operationen og være sammen med min familie, hvis de ikke kunne spritte sig ordentligt af. Men da vi tog rundt i butikkerne, var al håndsprit væk. Dagen før havde Mette Frederiksen (S) jo lukket landet ned i to uger, og folk var simpelthen styrtet ud for at hamstre håndsprit. Jeg var helt grædefærdig og vidste ikke, hvad vi skulle gøre. Min mand kørte Vejle og omegn tyndt, men alle hylder var tomme,” fortæller Runglawan Wongsuwan.

Så var det, at hun opdagede gruppen på Facebook – og bad om hjælp.

”Der var så mange, der ville hjælpe mig, og selvom andre jo også er usikre på fremtiden, om de selv ville få brug for deres flasker, så var de villige til at give mig deres, selvom vi ikke kender hinanden. Jeg er ikke etnisk dansk, men kom hertil fra Thailand som syvårig, og det har ikke altid kun været positive kommentarer, jeg har mødt, men denne hjælpsomhed, jeg oplever nu, varmer mig meget og giver mig håb. Og jeg glæder mig til at være helt frisk ovenpå operationen igen, så jeg selv kan komme ud og hjælpe andre, der har behov. Det sker nok snart, for knuden var heldigvis godartet.”