Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

Signe firede sig ned i en gletsjersprække: Hvis snebroen kollapsede, ville Kasper styrte i dybet

Signe Ravn-Højgaard, 33, bor i Nuuk i Grønland og elsker at tage ud i naturen og stå på ski. Da hendes ven på en skitur ved Evighedsfjorden i Grønland faldt ned i en 16 meter dyb gletsjersprække, meldte hun sig til at lade sig fire ned for at få ham op. – Foto: Christian Klindt Sølbeck.

Da Signe Ravn-Højgaards ven på en skitur ved Evighedsfjorden i Grønland faldt ned i en 16 meter dyb gletsjersprække, meldte hun sig til at lade sig fire ned for at få ham op. Men Kaspers situation var langt værre, end hun havde regnet med

Et råb fik Signe Ravn-Højgaard til at bremse skiene midt på gletsjeren og kigge bagud i retning mod toppen. Der, i 1100 meters højde, havde de for en time siden nydt udsigten og eftermiddagssolen.

”Kasper er forsvundet,” råbte ham, der dannede bagtrup i gruppen på seks erfarne skiløbere.

Sekundet forinden havde han stået få meter fra Kasper. Nu var der blot et hul, konstaterede Signe. Hun kendte Kasper lidt gennem sin kæreste Jakob, der løb forrest i gruppen. Hun fik råbt fortroppen an og signalerede, at de skulle vende om.

Hun kastede sig først ned på isen og begyndte at mave sig henimod det sted, hvor Kasper var forsvundet. Senere rejste hun sig, og med søgestænger, som hun stak dybt ned i sneen, sikrede hun, at der ikke var andre huller og sprækker, som de kunne falde i. De andre i gruppen gjorde det samme og fik på den måde sikret området neden for hullet.

”Kasper!”, råbte hun, da hun var tæt på.

”Jeg er her,” lød det meget utydeligt.

”Er du kommet noget til?”

”Jeg er forslået, men jeg tror ikke, jeg har brækket noget. Jeg kan ikke se noget, det er mørkt hernede.”

Svaret undrede Signe Ravn-Højgaard, der havde erfaring fra et gletsjerredningskursus, hvor der havde været lyst i gletsjersprækkerne, fordi isen og sneen reflekterede lyset.

Gruppen begyndte instinktivt at pakke klatrereb ud af rygsækkene. Når hun kunne høre ham, regnede hun med, at han befandt sig højst fem meter nede i hullet. Hun kastede et reb ned til ham med en karabinhage, som han skulle hægte sig på. De fem bandt sig sammen langs rebet og gjorde sig klar til at hive.

Med sin ski skubbede hun sin rygsæk ud på kanten af hullet. Rebet skulle kastes ud over den fasttøjrede rygsæk, så det ikke gnavede sig ned i den løse sne oven på gletsjeren, når der kom pres på.

Hun sørgede for, at karabinhagen var åben, og kastede den ned. Kasper havde erfaring med klatring og ville vide, hvordan han skulle klikke den på, vidste hun. Rebet forsvandt længere ned end ventet. Der gik lang tid og ingenting skete.

Hun tog en beslutning:

”Kasper, skal jeg komme ned til dig?”.

”Ja.”.

De trak rebet op igen. Karabinhagen var væk. Hun syntes, det var uhyggeligt, men sagde ikke noget.

”Jeg firer mig ned til Kasper, får sat rebet på ham, og kommer op igen. Så er vi fem til at trække ham op.”

Hun arbejdede hurtigt. Fik fæstnet sig til enden af rebet, som de andre i gruppen havde bundet om maven. De stod på linje med nogle meters mellemrum med rebet strakt mellem sig. Hendes kæreste Jakob stod længst væk. De nåede ikke at tale sammen. I hånden havde hun en radio, så hun kunne kommunikere med de andre. Med rebet stramt spændt ud fra person til person nærmede Signe sig kanten. Hun kiggede på gruppekammeraterne, mens de langsomt slækkede rebet, og hun lænede sig bagover ned i dybet.

Det var den 6. april 2018, og klokken var 17.20 om eftermiddagen, da Signe Ravn-Højgaard lod sig fire ned. Det var en vindstille dag og cirka syv graders frost. Tidligere på dagen var hun sammen med en gruppe frilufts- og skientusiaster fra Nuuk ankommet til bunden af Evighedsfjorden i Vestgrønland. De var kommet sejlende dertil med skibet ”Kisaq”, en 30 meter lang tidligere passagerfærge, som nu var lavet om til turbåd med små tomandskahytter med plads til 12 personer i alt. Sejlturen havde taget cirka 20 timer fra Nuuk, hvor Signe Ravn-Højgaard bor og underviser i journalistik på universitetet. De skulle være i området i en uge. Stå på ski, jage ryper og tage på ture i naturen. Alt det, som Signe, hendes kæreste og hans gruppe af medrejsende venner elskede at gøre. Seks af passagerne fra ”Kisaq” besluttede at tage med på gletsjertur den dag. Af en guide fra området havde de fået at vide, at det ville være sikkert at løbe på ski på gletsjeren.

Der var helt tyst, og væggene i gletsjersprækken var spejlglatte. Signe Ravn-Højgaard lænede sig bagover og forsøgte at stemme fødderne mod væggen, men de smuttede. Spalten var en meter bred og meget lang. En hel verden af is åbenbarede sig under hende. Kasper kunne hun ikke se. Flere meter under hende spærrede en række udhæng af is for udsynet. Hun fik manøvreret sig forbi dem. Og der, flere meter under sig, fik hun øje på sin ven.

Cirka 16 meter under gletsjerens overflade stod han på en skrøbelig snebro kilet fast mellem de isede gletsjervægge. De var farvet røde af hans blod.

”Ring efter en helikopter med det samme,” råbte Signe ind i radioen.

Kaspers ansigt var ødelagt. Forslået, blodigt og med øjnene nærmest lukkede. Hun tænkte, at han var blevet blind, men at han endnu ikke selv vidste det. Det var derfor, han havde sagt, at det var mørkt. Hun forsøgte at skjule for ham, hvor ilde tilredt han var, hvor langt under isen de befandt sig, og hvor skrøbeligt et fundament han stod på.

Under snebroen fortsatte gletsjersprækken ned i et uendeligt mørke.

Hun blev hængende i rebet i luften, selvom det ville være rarere at arbejde med fast grund under fødderne. Men hun turde ikke stille sig på den halvanden meter lange snebro af frygt for, at den ville kollapse og Kasper forsvinde ned i dybet. Hurtigt bandt hun ham fast til sig.

Samtidig var hun klar over, at han aldrig ville kunne blive hejst op alene i den tilstand. Hans hoved ville dunke op i is-udhængene længere oppe, og han ville ikke kunne skærme for sig. Og han skulle op. Nu.

”I må hejse os op sammen,” sagde hun i radioen.

I stedet for at være fem til at trække én mand op skulle de fire på jorden hejse to personer op med en samlet vægt på 150 kilo. Og hun skulle manøvrere en hårdt såret mand på 190 centimeter og 90 kilo op igennem en smal gletsjerspalte. På et gletsjerredningskursus havde hun lært, at man bedst bjærger en tilskadekommen ved at holde vedkommende i et greb, der mest af alt minder om et kram, så det gjorde hun. Kasper lugtede og var smurt ind i blod. Hun fjernede sne og blod fra hans skibriller og gav ham dem på for at skærme hans øjne. Hun bandt hans overkrop fast til sin, så han ikke ville falde bagover, og fæstnede dem sammen ved hofterne.

”Klem fast om mine lår med dine lår.”

Han gjorde, som hun sagde. Midt i den meget alvorlige situation var der en sælsom ro imellem dem.

”Vi er klar. Træk os op!”, meddelte hun i radioen.

Uendeligt langsomt, centimeter for centimeter, bevægede de sig opad.

De sad fast. De var ved det vanskelige sted med is-udhængene. Da tredje forsøg var mislykkedes, var hun tæt på at give op. Det var ufatteligt tungt. Det samme syntes holdet på overfladen.

”Kasper, jeg ved godt, du har rigtig ondt, men du bliver nødt til at hjælpe med at skubbe fra, så vi kan komme forbi.”

Han rystede af kulde og jamrede af smerte, men han accepterede og skubbede lige tilpas meget til, at Signe kunne få fat i et udhæng længere oppe og trække til. Herefter var der fri passage i skakten.

”Så er der kun fire meter igen!”, løj Signe i radioen.

Hun frygtede, at de, der trak, ville opgive ævred, hvis de kendte sandheden – at der var dobbelt så langt.

Kasper lænede sig udmattet op ad bjergvæggen.

”Ok, 10 sekunders pause, men ikke mere. Så skal vi videre,” insisterede hun.

Klokken 18.40 var de halvanden meter fra kanten, men rebet gnavede sig ind i snevæggen, hvilket gjorde det vanskeligt at få dem helt op. Signes kæreste, Jakob, havde byttet plads, så han nu var forrest ved rebet.

”Du er ufatteligt sej,” sagde han til hende.

Han lagde sig på knæ og begyndte at skovle rebet fri af sneen. Signe kunne ikke længere mærke sine ben. Alligevel lykkedes det hende at svinge det ene op til kanten, hvor de andre fik fat i det og kunne trække hende og Kasper op oven på gletsjeren, viklet ind i reb og viklet sammen. De var oppe.

De gav Kasper smertestillende piller og det tøj på, de kunne undvære. Men om redningshelikopteren var der intet nyt.

To timer senere kunne de endelig høre den. Siden Signe Ravn-Højgaard var kravlet ned i hullet, havde gruppens anden kvinde styret al radiokontakt med både Signe og med ”Kisaq”. Nu havde hun også afmærket en egnet landingsplads til helikopteren og viste med fagter, hvor den kunne gå ned. Aftalen var, at Signe, der var udmattet og forslået efter redningsaktionen, kunne flyve med til sygehuset i Nuuk sammen med Kasper.

De smed sig ned på maven og holdt sig for øjne og mund for at undgå sneen, der hvirvlede op som under en snestorm. Den tunge Sikorsky-helikopter blev ved med at kredse over dem for så at flyve væk igen.

”Den må tage en runde for at brænde brændstof af. Den er for tung til at gå ned,” lød forklaringen fra kaptajnen på ”Kisaq”.

Klokken 20.50 lykkedes det helikopteren at lande, og to besætningsmedlemmer, der mest af alt lignede rumvæsener, råbte:

”Hiv ham ind!”.

De fik Kasper bakset op og nærmest flåede ham ind i helikopteren. Han skreg. De lukkede dørene med det samme. Måske skulle de behandle Kasper, inden de tog hende om bord, tænkte Signe.

Men de åbnede ikke dørene igen. Hun så helikopteren lette, mens det blev mørkt.

De havde ikke fået mad og drikke i mange timer, og hun havde holdt sig kørende ved tanken om, at hun skulle have energi, indtil hun kunne flyve med helikopteren. Hun var grædefærdig.

Bundet sammen i reb gik de fem i mørket ned ad gletsjeren. Signe havde mistet sine ski, så hun måtte gå til fods. Hun følte en sikkerhed i, at de var bundet sammen. Skulle en af dem falde i et hul, ville det være langt lettere at få vedkommende op end det, de lige havde været igennem. Turen ned til skibet ville tage cirka fire timer. De var løbende i radiokontakt med ”Kisaq”.

Klokken 22.55 ringede piloten og sagde, at Kasper var kommet frem til sygehuset i Nuuk og blev behandlet. Han var ved bevidsthed og var meget bekymret for, hvordan det gik med de venner, der var blevet på gletsjeren. Han glædede sig til at se dem igen.

Et hold fra ”Kisaq” var på vej imod de fem på gletsjeren med chokolade og vand – og for at eskortere dem ned til skibet.

Klokken 23.15 kunne de se gruppen, der kom gående imod dem.

De kunne se lyset fra deres lygter.

Efterskrift:

Kasper var indlagt på sygehuset i Nuuk i cirka to uger og kunne derefter tage hjem til sin kone og børn. Han har ingen mén i dag. Da han blev bragt til sygehuset, var han meget nedkølet, havde brud på rygsøjlen, hævet øje, punkterede lunger, brækkede kraveben samtseks brækkede ribben. Signe Ravn-Højgaardfik overfladiske skrammer, men ingen mén. Førulykken var de bekendte. I dag er de venner. For sit heltemod blev Signe Ravn-Højgaard belønnet med Carnegies Belønningsfonds medalje og 50.000 kroner samt Redningsmedailleselskabets Ingbøltrofæ.

Den 6. april 2018 tog Signe Ravn-Højgaard sammen med fem andre erfarne skiløbere på gletsjertur ved Evighedsfjorden i Vestgrønland. På billedet er det hendes kæreste Jakob. – Foto: Signe Ravn-Højgaards private foto.