Prøv avisen
Interview

For dirigent Maria Badstue handler det om at kunne skære alt unødvendigt fra

Maria Badstue under Danmarks Underholdningsorkesters første julekoncert i Maribo Domkirke tidligere på måneden. Det at være dirigent handler i høj grad om at kende sit kropssprog, og det har Maria Badstue brugt lang tid på at mestre. – Foto: Leif Tuxen

Den koncertaktuelle dirigent Maria Badstue har trods sin unge alder opnået meget i sin karriere. Hvis man vil noget med sit liv, så handler det om at kunne skære alt det unødvendige fra, siger hun

Der står en buste af Beethoven oven på en bogreol i dirigent Maria Badstues hjem. Under det lille, kridhvide hoved er musikfaglige bøger sirligt stillet op side om side. Der er også fantasy-bøger derinde et sted, men de tilhører Jens Balslev, Maria Badstues mand. Klos op ad bogreolen står en legeborg i stof og vidner om, at også deres lille datter, Iben på to et halvt år, bor der.

Iben var en af grundene til, at familien for nylig flyttede fra deres lille lejlighed på Christianshavn til et hus i Ørestad i København. Lejligheden passede ellers Maria Badstue ganske fint, for mindre plads betød automatisk færre ting. Hun afskyr koncepter som Black Friday, og hun elsker at smide ud. Hun er det ”modsatte af en samler”, forklarer hun, og hendes behov for at frasortere ting er ikke kun forbeholdt det fysiske rum.

”Jeg vælger meget, hvad der tager mit fokus. Jeg fravælger alt andet, så jeg har fokus på det, jeg synes er vigtigt. Det har jeg øvet mig meget i, og det gør jeg stadig. Så jeg ikke fylder mit hoved med ting, der er unødvendige,” siger hun.

36-årige Maria Badstue er født i Pandharpur i Maharashtra i det sydlige Indien. Hun blev bortadopteret, da hun var fem måneder, og er opvokset i Thisted i Nordjylland. Da hun genbesøgte Indien for første gang sidste år, vakte det stor interesse fra både danske og indiske medier. Hun synes derfor, at hun har fortalt rigeligt om adoptionen, selvom det ikke er et tabu for hende at tale om. Det interesserer hende heller ikke, at hun er en af de eneste kvindelige dirigenter blandt ældre mænd. Allerhelst vil hun bare fortælle om musikken, for den har hverken adoptionen eller hendes køn haft indflydelse på. Musikken har bare længe været hendes hobby, og nu er den også hendes arbejde.

Maria Badstue havde spillet trompet i mange år, da hun som 16-årig fik lyst til at prøve at lede orkestret.

”Det er svært som en 16-årig pige at sige, at man gerne vil styre det hele, for det var meget ældre mænd, der sad i det orkester, jeg spillede i. Jeg synes bestemt ikke, jeg var højtråbende eller frembrusende eller havde albuerne fremme. Det har jeg aldrig haft. Jeg har forsøgt at komme frem på en stilfærdig måde, tror jeg.”

Selvom det som en ung pige kan virke som en uopnåelig drøm en dag at være hende, der svinger dirigentstokken, når man er vant til kun at se mænd gøre det, fandt Maria Badstue en kur for det: målrettethed.

Hun er uddannet trompetist i Danmark, men for at blive dirigent har hun måttet søge mod både Finland og Norge. Dirigentuddannelsen i Danmark er, på lige fod med mange andre kunstneriske uddannelser, hårdt ramt af økonomiske besparelser, og det går ud over kvaliteten, siger Maria Badstue. Hun har været heldig, for hun har mødt mange talentfulde og inspirerende mennesker på sin vej og mange mennesker, der har troet på hende. Men det mest afgørende har været hendes målrettethed og evnen til at fordybe sig.

”Det at fordybe sig i et instrument, det at fordybe sig i noget helt generelt, er berigende. Det er klart, hvis man vil noget, og hvis man vil blive ved med at lære noget, skal man også være klar til at bruge tiden på det. Man arbejder meget med sig selv, med hele tiden at overvinde sig selv og lære nye ting, igen og igen. Også når man er voksen.”

”Som dirigent lever jeg af de øjeblikke, hvor man bliver helt høj på scenen. Men også af den fordybelse, der er i at læse og forstå et partitur. Man tjener musikken, og det kræver et enormt fokus. Det kan blive ensomt af og til, og det er ganske normalt, at dirigenter til tider er lidt egocentriske. For at give noget af sig selv som kunstner må man jo kende sig selv indgående.”

”Det er et job, hvor man skal tænke meget. Man skal hele tiden tænke over musikken, og det er vigtigt, at man har sans for at arbejde med mennesker og kan fornemme, hvad der foregår.”

Når hun skal øve, søger Maria Badstue ofte mod Crowne Plaza Hotel, som ligger fem minutters gang fra hendes hjem. Her sidder hun i Atrium, hotellets entré, der er en slags indendørs have. Omringet af træer og med højt til loftet sidder hun med høretelefoner, der lukker støjen ude, slukker mobilen og begraver sig i papirerne.

”Man skal have et drive og være disciplineret og struktureret for at være i dette fag. Og så skal man have en eller anden grundtro på, at man kan det. Allerede da jeg var meget ung, havde jeg nok en fornemmelse for det at vise noget med hænderne. Som i alle andre fag kommer tingene lettere for nogen end for andre.”

Men talent er også vedholdenhed og det at kunne arbejde hårdt, siger Maria Badstue. For dirigenter såvel som alle andre musikere gælder det, at lysten vitterligt er det, der skal drive værket.

”Man skal kun blive professionel musiker, hvis man absolut ikke kan lade være. Passionen er meget vigtig. Selvfølgelig får man ikke kuldegysninger hver gang, man spiller. Overhovedet. Men der er mange forskellige oplevelser at hente i stor musik, intellektuelle såvel som følelsesrelaterede.”

”Man er modtagelig over for mange ting som musiker. Og det er også derfor, at kommunikationen mellem orkester og dirigent er meget tæt. Man kan hurtigt lære folk at kende indgående uden nærmest at vide, hvad de hedder. For man udvikler ligesom sanserne, når man spiller sammen, man lytter til hinanden hele tiden. Det kunne man måske godt bruge noget mere i den tid, vi lever i. At skærpe sine sanser og have større sensibilitet,” siger Maria Badstue i en talestrøm.

Normalt taler hun ikke så meget, som hun gør i dag. Hun hader for megen snak og har ikke behov for at sætte ord på alt. Hun skriver aldrig noget ned, det har hun egentlig ikke behov for.

”Jeg vil helst ikke have ord på alt. Jeg interesserer mig mere for kommunikation gennem musik, end jeg gør for det talte eller skrevne ord. For det er meget diffust at tale om musik, synes jeg, og beskrive, hvad det gør ved én.”

Men når hun alligevel taler om den, fremhæver hun de store øjeblikke. Følelserne, der kan opstå under en koncert.

”Jeg kan ikke bestemme, hvad publikum får med fra en koncert. Fordi folk oplever en koncert enormt forskelligt. Men jeg vil gerne berøre dem. Man skal være lavet af sten for ikke at blive rørt af musik. Musik har ofte mange lag, der ikke altid er lige synlige for den nye lytter. Jeg vil gerne forsøge at være med til at guide folk ind i musikken og om muligt vise, hvor meget der er at hente for alle uanset alder,” siger hun.

I dag er der alt for få, der stifter bekendtskab med klassisk musik, synes hun.

Og det er en skam, for ligesom busten af Beethoven på bogreolen uden tvivl kan holde i mange år endnu, vil den kendte komponists musik gøre det samme. Det er Maria Badstue sikker på.

”Musikken er så stærk i sig selv. Man behøver ikke tilføre effekter. For alle, der er åbne og nysgerrige, er det eviggyldigt på en eller anden måde. Men rammerne for, at folk kan opleve det, skal prioriteres. Der er så meget fokus på værdidebat. Det er bare de forkerte værdier, for lige nu er der tab af alle andre end de økonomiske værdier,” siger hun og laver bevægelser med armene, som er en dirigent værdig: langsomme, bløde og bestemte. Prioritering af ressourcer til kunst og kultur er en debat, der optager hende meget, og i fremtiden vil hun gerne sætte mere fokus på den.

I aften spiller Danmarks Underholdsorkester årets tredje og sidste julekoncert i Roskilde Domkirke. Maria Badstue har altid holdt af at komme i kirker, men det er først for nylig, at hun er begyndt at gøre det for sin egen skyld, og ikke fordi hun skal spille.

”Når jeg har været i kirke, interesserer jeg mig for musikken. Jeg synes, der er meget flotte salmer og salmetekster. Det er desværre ofte sådan, at når prædikenen begynder, så flyver mine tanker ud ad vinduet. Næsten uanset hvad præsten siger. Præsterne er gode, men det, at jeg har tid til at sidde for mig selv og tænke… Jeg er nok dagdrømmer. Jeg dagdrømmer tit.”

”Det at reflektere er også noget, der tager tid. Jeg tror, jeg bliver sådan en, der bare sidder og tænker, når jeg bliver ældre. Sidder og kigger ud i luften. Nogle gange har jeg sat mit vækkeur til en time før, jeg skal op, så jeg bare kan ligge og tænke. Det er en form for meditation. Også at man er bevidst om, hvad man tænker på, så man styrer sine tanker. Det er jo en evig proces, ikke?”.

Generelt er hun begyndt at fokusere mere og mere på kun at takke ja til de opgaver, hun finder berigende og interessante.

”Det skal man huske at minde sig selv om hele tiden. For lige så snart det ikke er sjovt, kan man ikke gøre sit bedste.”

Og derfor kan hun også sagtens se sig selv lave det samme resten af sit liv. For der er langt fra et halvt års forløb med Don Quixote-opera i Stockholm, som hun lige har afsluttet, til tre julekoncerter med Underholdningsorkesteret. Det er aldrig helt det samme.

Maria Badstue erkender, at hun er meget privilegeret ved at være i en situation, hvor hun har mulighed for at vælge efter lyst og ikke af nød.

”I bund og grund handler det også om at sætte sig selv i situationer, hvor man udvikler sig. Selvfølgelig spiller held og tilfældigheder også ind, men hvis man har lyst til at udleve sig selv eller bruge sig selv, så skal man gøre det. Og prioritere det. Ellers går man går glip af alt for meget,” siger hun.

Maria Badstue holder af at sætte sig i Atrium i Crowne Plaza Hotel, der ligger ikke langt fra hendes hjem i Ørestad i København. Her lukker hun sig inde og fordyber sig i musikken. Som dirigent er der meget, der skal tænkes igennem, og derfor er forberedelsesfasen utrolig vigtig for hende. – Foto: Leif Tuxen