Prøv avisen
Fra arkivet

Iben Thranholm har fundet fred med at være i kamp

Bøn er en vigtig del af Iben Thranholms hverdag, og hun går gerne ud, når hun skal bede. Her er hun fotograferet i Bernstorffsparken nord for København. - Foto: Leif Tuxen

Debattør, journalist og katolik Iben Thranholm er ny folketingskandidat for partiet Stram Kurs. Bliv klogere på hende i dette interview fra 2015, hvor hun fortæller, at mødet med en åndelig vejleder og eksorcist har givet hende en fred, hun ikke tidligere har kendt til

Skal Iben Thranholm pege på et ord, der kendetegner hendes liv, bliver det ”kamp”. Følger man mediestrømmen, er det måske ikke svært at forstå, at den 45-årige teolog og debattør vælger netop det ord. Hun er forfatter og journalist, men hun ernærer sig overvejende som debattør og foredragsholder og er kendt for sjældent at udtrykke sig i svage vendinger.

Vi har aftalt at mødes for at tale om, hvad der ligger bag hendes noget kantede karakter som debattør. Hun ser sig selv som traditionel kristen, men hun ved godt, at andre ser hende som kontroversiel.

Den bærbare computer er slået op på det rustikke langbord i villalejligheden lidt nord for København. Hun har netop tjekket Facebook, fordi hun er med i en debat. Hun har knap 3500 såkaldte venner på Facebook, og på det digitale mødested får hun direkte respons fra mange, som læser og kommenterer hendes indlæg. Det er blandt andet her, hun møder en til tider grovkornet kritik, men det er også her, hun bliver overrasket.

”Noget af det, folk ofte skriver til mig, er, at de synes, jeg er modig. Det er helt paradoksalt for mig at få at vide, at jeg er modig. For jeg var så angst, da jeg var barn.”

Hun slukker computeren og kommer ekstra brænde på brændeovnen, så vi kan holde varmen, mens vi rejser tilbage til barndommens land: En villa i 1970'ernes Viborg, hvor Iben Thranholm lærte, hvad det vil sige at leve i en kamp. Hun voksede op med en bror, som var 10 år ældre. Forældrene drev en tøjbutik, og når det blev søndag, var det naturligt, at familien gik i kirke. Da Iben Thranholm var omkring fem år, begyndte hun at få nogle uforklarlige fysiske symptomer.

”Det viste sig i form af en meget stærk utilpashed: Svimmelhed, kvalme og besvimelsestrang. Jeg oplevede, at jeg havde nogle anfald i min krop, som var meget ubehagelige. Anfaldene kom som bagholdsangreb fra min krop, og jeg fik en fornemmelse af, at jeg ikke kunne stole på min krop,” siger hun.

Hun begyndte på den lokale folkeskole, Østre Skole, og havde let ved skolearbejdet, men de uforklarlige fysiske symptomer fulgte hende, og hun var ofte dårlig tilpas.

”Jeg følte meget ofte, at jeg skulle besvime og havde en følelse af, at jeg kunne dø hvert øjeblik, det skulle være. Ja, jeg følte, jeg kunne forsvinde, og der var ingen, som kunne hjælpe,” siger hun.

Forældrene gjorde deres for at finde ud af, hvad der mon var galt med datteren. Men trods en række undersøgelser og indlæggelser på hospitalet i Viborg kunne man ikke finde ud af, hvad der var årsag til symptomerne.

”Der var måneder, hvor jeg ikke kunne jeg gå i skole, fordi jeg havde det dårligt. For et barnesind, som oplever, at de voksne ikke kan gøre noget eller give nogle forklaringer, er det en virkelig forfærdelig situation. Alle stod uforstående over for det, og jeg skammede mig over, at jeg hele tiden skulle unddrage mig fra at deltage i ting. Jeg havde gode venner og veninder i klassen, men alle vidste, at der var 'noget med Iben', som var mærkeligt. Det var en gåde for mig, men uanset hvad det var, så skulle jeg leve med det og prøve at klare mig socialt,” siger hun.

I 4. klasse kom hun på Viborg Private Realskole, hvor der var mere forståelse for hendes uforklarlige sygdom, men hun fik det ikke bedre af den grund og havde fortsat en hverdag med voldsomme og ubehagelige symptomer.

”De fleste børn under 10 år vil ikke tænke på, at de skal dø. Men det var jeg meget bevidst om. Tanken var som en terror i mit liv, og jeg udviklede en dødsangst,” siger hun.

Da hun var 12 år, kom hun til en naturlæge, som konstaterede, at hun havde en ubalance i sit blodsukker. Han rådede til, at hun ændrede kosten og desuden fik en række kosttilskud. Hun fulgte rådene og mærkede, at hun fik et overskud og en ro i kroppen. Her godt 30 år senere skænker hun sig et krus kogt vand, mens gæsten får kaffe.

”Drikker jeg kaffe, så får jeg noget, som ligner et angstanfald. Jeg er født med en sensitiv organisme og skal tage hensyn,” siger hun.

Indtil videre er der stadig ikke nogen læge, der har kunne give en forklaring på hendes symptomer, og Iben Thranholm er overbevist om, at der var noget andet på spil bag de udfordrende barndomsår. Hun har som voksen opsøgt både læger og psykologer for at få en forklaring og for at få hjælp til at håndtere erfaringerne fra barndommen. For 13 år siden konverterede hun til den romersk-katolske kirke, og med konverteringen fik hun lukket døren op til en spiritualitet, som hun altid havde længtes efter.

”Jeg fik et sprog for nogle ting, som lå i mig, og som jeg under mit teologistudium havde fornemmet, men som jeg ikke havde et begrebsapparat for, og jeg fik en teologisk forståelse for nogle sider af mig selv, som jeg ikke havde forstået før.”

I de seneste år har hun været optaget af forholdet mellem dæmoni og moderne kultur og læst en del om emnet. For to år siden rejste hun til Rom, hvor hun var blevet optaget på et teologisk kursus om eksorcisme på det pavelige universitet Regina Apostolorum. Foruden at deltage i kurset opsøgte hun en række af den katolske kirkes førende eksorcister og tilbragte sammenlagt et halvt år i Rom. Fra at have set på forholdet mellem dæmoni og moderne kultur rykkede fokus, og Iben Thranholm begyndte at overveje, i hvilken grad de kampe, hun havde kæmpet som barn, kunne ses som åndelige.

”Jeg begyndte at grave i min fortid også åndeligt set. Vi kan arve de synder, vores forfædre ikke har bedt om tilgivelse for, og de kan kaste en åndelig skyggeside ind over vores liv. Forbandelser kan gå i arv gennem generationer. Vores sjæl har en viden om den åndelige verden, før vi får et sprog. I mit tilfælde vil jeg mene, at min sjæl har været i en kamp, før jeg fik sprog, og at det også påvirkede min fysiske organisme,” siger hun.

Den katolske kirke anerkender eksorcisme, og Iben Thranholm argumenterer ud fra Bibelen, men hun ved, at mange danske katolikker snarere ser Djævelen som en metafor end en fysisk realitet. Det ændrer ikke ved, at den åndelige verden med såvel onde magter som skytsengle er en realitet for hende ligesom den regn, der uophørligt strømmer ned uden for de gamle sprossede ruder. Samtalerne med eksorcisterne i Rom har styrket hende i den overbevisning.

”Kristendommen er først og fremmest en kamp. Det er en misforståelse, at kristendommen alene er terapi eller humanisme. Tror man ikke på, at Djævelen findes, og at der er dæmoner, har man svært ved at forstå, hvilket sted verden er, og hvorfor ens sjæl reagerer, som den gør. Vi er alle i kamp mod den ondes magt, og det er vigtigt at vide, at kristendommen faktisk er det eneste våben, vi har i den kamp.”

I et kloster på Palatinerhøjen i Rom mødtes hun med en katolsk præst, som også er eksorcist og i dag er hendes åndelige vejleder. Hun har fortalt ham om sit liv, sit følsomme sind og de fysiske symptomer, som plagede hende i opvæksten. Hendes ord og spørgsmål har han bragt frem for Gud i bøn og bedt Helligånden om vejledning, sådan som det er skik ved åndelig vejledning.

”Helligånden har peget på ting i mit liv og min familie, som jeg aldrig har vidst før nu, og jeg har fået brik for brik. Jeg er blevet befriet for nogle af de ting, som virkelig har tynget mig, fordi Gud aktivt er gået ind og har brudt forbindelsen til en åndsmagt, som har lavet terror i mit liv. Den kamp, jeg kæmpede i min opvækst, ved jeg nu, er en kamp mod onde åndsmagter, som forsøgte at ødelægge og nedbryde min personlighed, så jeg ikke kunne blive den person, Gud ønskede, jeg skulle være. Jeg vil ikke forklejne psykologien, men hvis angsten har en dæmonisk rod, så kan psykologien intet stille op. Det er kun Jesus, som har magten over dæmonerne,” siger hun og ser over på gæsten og indskyder et spørgsmål:

”Giver det mening? I mange år havde jeg et billede af, at jeg stod foran en mur, som kunne minde om Berlinmuren. Ovre på den anden side kunne jeg høre, at der var glade dage og en stor have med liv. Jeg stod foran muren og kunne ikke komme ind i haven. Der var en blokering af en eller anden magt, som havde forbudt mig at komme ind i haven, der hvor man kunne nyde livet, leve i tillid og være glad. Jeg forsøgte at kravle op på muren, men hver gang jeg var lige ved at komme op, så kom der en og trampede mig på mine hænder, så jeg faldt ned.”

Hun delte billedet med den åndelige vejleder, og han fortalte, at han havde mødt mange mennesker, som oplevede, at der var en kraft uden for dem selv i deres liv, som ville hæmme dem. Under bøn tolkede han billedet som en åndelig problematik. Den tolkning var forløsende for Iben Thranholm.

”Jeg troede i mange år, at det var, fordi jeg havde gjort noget forkert, siden jeg ikke kunne være der, hvor der var forløsning, liv og glade dage. Jeg bebrejdede mig selv og sagde, at det var, fordi jeg ikke havde fundet den rigtige mand, at jeg ikke var blevet gift, at jeg ikke havde fået fire børn, at jeg ikke havde taget den rigtige uddannelse. I dag ser jeg det som en del af en åndelig problematik i min familie og mig, som går flere slægtsled tilbage. Vi kan blive negativt påvirket af de synder, vores forfædre ikke har bedt om tilgivelse for, og det kan være meget livshæmmende, som det er beskrevet i Anden Mosebog, kapitel 34 vers 7: 'Han bevarer troskab i tusind slægtled, tilgiver skyld og overtrædelse og synd; men han lader ikke den skyldige ustraffet; han straffer fædres skyld på børn, børnebørn, oldebørn og tipoldebørn'.”

I et hjørne af stuen står en antik statue af Jesus, hvor hjertet er fremtrædende. Statuen er en gave fra en katolsk præst, som nænsomt har restaureret den. Da Iben Thranholm blev katolik, blev meditationen over Jesu hjerte som symbol på hans kærlighed til menneskene afgørende.

”Det vigtigste i forhold til Jesus er, at vi er i stand til at stole på ham, som vi ikke kan se. Jeg har haft store problemer med at have tillid, fordi jeg som barn oplevede, at de voksne ikke var i stand til at hjælpe mig. Jeg er samtidig født med et følsomt sind. Det angstbetonede gør, at jeg er mere hudløs og opmærksom på min omverden, men også at jeg kan have svært ved at slippe kontrollen. Men Gud elsker det umulige, så et menneske som mig, der ikke mente at kunne stole på nogen, kommer han til med sit hjerte og tilbyder sit venskab og sin kærlighed,” siger hun.

Hun beder stadig befrielsesbønnerne, sådan som den åndelige vejleder har rådet til, og så går hun til messe og skrifter regelmæssigt.

”Skriftemålet er også en form for eksorcisme, for ved at bekende min synd lukkes der for indgange, som den onde kan bruge til at få adgang til mit liv,” siger hun.

I de svære år hjemme i Viborg bad hun også til Gud, og det var indiskutabelt for hende, at Gud eksisterede. Som voksen har hun flere gange spurgt Gud, hvorfor der skulle gå så mange år, inden hun fandt den fred, hun har fundet i dag.

”Her må jeg stole på, at Gud har den perfekte timing, og at der er en årsag til, at jeg ikke har fået noget at vide tidligere. I dag forstår jeg mit liv, som at jeg er trænet til en højere form for kamp. Gennem den modstand, jeg har mødt, er jeg blevet rustet til at blive den debattør, jeg er blevet i dag og til at stå i den åndelige kamp, som verden befinder sig i i dag. Jeg har fundet fred med at være i kamp, og jeg ser det egentlig som min dybeste bestemmelse. I kristendommen kan vores lidelse blive til vores største styrke,” siger hun.

Hun oplever, at befrielsesbønnerne har bragt en større fred ind i hendes liv.

”Når man bliver omkring de 40 år, begynder man at gøre status. Hvad har jeg bedrevet? Hvad er min tjeneste? Jeg syntes, det eneste rigtige i mit liv var, at jeg var blevet katolik, men at jeg ellers havde fejlet en del. Jeg er stadig ikke helt kommet til klarhed over, hvorfor jeg ikke er fundet ind i et normalt ægteskab og har fået en flok børn. Jeg savner at være en del af en stor familie, selvom jeg også føler mig privilegeret over at have en søn, som har en fantastisk sjæl. Der er ting ved mit liv, jeg stadig ikke forstår, men jeg er sikker på, at der er en plan med det,” siger hun.

Hun henviser til Johannes' Åbenbaring, kapitel 21, hvor Jesus siger: ”Se, jeg gør alting nyt”.

”Når vi føler, at alt er en fiasko, så er det ikke for sent for Gud til, at han kan gøre det til vores styrke. Det er min tro, og det giver mig fred, at jeg ikke hele tiden skal have fokus på mig selv. Jeg har fejlet, men det er muligt for Gud at få noget godt ud af det. Jeg er ved at genopdage mit liv og forstår det på en ny måde og får et andet håb og et andet udsyn. Jeg er sikker på, at Gud har flere overraskelser i posen til mig. For sådan har det været indtil nu, og det giver håb.”

”Alle stod uforstående over for det, og jeg skammede mig over, at jeg hele tiden skulle unddrage mig fra at deltage i ting. Jeg havde gode venner og veninder i klassen, men alle vidste, at der var 'noget med Iben', som var mærkeligt. Det var en gåde for mig, men uanset hvad det var, så skulle jeg leve med det og prøve at klare mig socialt,” siger Iben Thranholm. -