Det var slet ikke noget, vi spekulerede over. Det var ikke noget, som vi tjekkede, ja, vi havde faktisk slet ikke en tjekliste, hvor vi kunne finde ud af, om vi matchede, når det gjaldt stærke og svage sider. Som så mange andre tog vi beslutningen på baggrund af den gensidige tiltrækningskraft. Faktisk nåede vi knap nok at beslutte os, før vi på det nærmeste blev tvangsgift, men det er en helt anden historie.
Så det var mere held end forstand, at vi på nogle områder kompletterer hinanden. Min kone har ikke stedsans. Det har jeg. Så for hende er en køretur til et besøg hos børn eller bekendte ofte en ny oplevelse. Hun undrer sig over, at jeg altid søger efter at køre en anden vej hjem end ud for afvekslingens skyld. Når vi nu går på lange vandreture, kan hun sagtens finde sig i at gå den samme vej frem og tilbage, ja, det er faktisk trygt for hende, mens jeg nægter at gå på en vandretur, hvis det ikke er en rundtur. Og det er min skyld, at vi kører længere og længere væk for at finde nye vandreruter. Men jeg har lært at skønne på, at jeg altid ved, hvor jeg er, når jeg kører eller går, for jeg ved, at det ikke er en selvfølge.
Det kunne være en stor udfordring for hende på arbejdet, hvor hun skulle køre rundt i et stort geografisk område for at komme på hjemmebesøg hos borgere. Da måtte hun ofte af sted i god tid, så der var tid til at køre forkert, hvis kortet ikke makkede ret. Men hun tog det altid med godt humør, for det var en del af hende. Jeg skriver i datid, for pludselig ændrede situationen sig totalt. Gps’en holdt sit indtog, og da hun først fik den installeret på mobilen, så var hendes stedsanshandicap pist væk. Nu finder hun rundt overalt uden besvær. Sikke en fantastisk opfindelse.
Gennem hele mit liv har jeg mødt mange mennesker. Som formand for KFUM og KFUK i Danmark var jeg i frivilligt fællesskab med flere tusinde medlemmer over årene, som højskoleforstander havde jeg langt over 1000 elever, som jeg efterfølgende har mødt rundtom i landet gennem min foredragsvirksomhed, der har strakt sig over 40 år.
Endnu flere mennesker lærte jeg at kende som tv-direktør. Og endelig har jeg mødt mange mennesker i mine præstevikariater gennem de seneste fire år, hvor jeg er flyttet til nye sogne hver tredje eller femte måned. Alle har de en forventning om, at jeg genkender dem, når jeg møder dem igen, og at jeg husker deres navne. Men det har jeg svært ved. Jeg har oplevet dem i én sammenhæng i en bestemt påklædning, men når jeg så møder dem i en anden sammenhæng i andet tøj, genkender jeg dem ikke. Eller jeg genkender en gammel højskoleelev, men jeg kan bare ikke huske navnet. Og det er jo pinligt, når jeg har levet sammen med vedkommende i fem måneder på højskolen.
Slemt er det, når en person begynder en samtale med mig, hvor jeg tydeligt mærker, at der er en fælles forhistorie, som vedkommende trækker på, men som jeg ikke erindrer. Der er dem, som buser lige på og spørger: ”Kan du huske mig?”. Så kan jeg forlegent indrømme, at jeg skal have hjælp. Sommetider får jeg den så kun i små portioner, så en gætteleg rigtig kan udstille mit handicap. Her er min kone mig til stor hjælp. Hun kan huske alle ansigter. Og hvis hun ikke lige kan navnet, så løber hun lynhurtigt alfabetet igennem, og vupti, så kommer navnet. Mange gange har hun elegant reddet mig ved at gå ind i samtalen og lige strejfet den fælles berøringsflade, så jeg kommer i tanke om, hvem jeg står over for. Det er også hende, der på nutidens mange vandreture i nærområdet oplyser mig om, at den og den, som vi lige har talt med, har vi siddet til forældremøder med, fordi vi har haft børn i samme klasse. Og så kommer det henkastet, men svirpende, at jeg vel er undskyldt, fordi jeg ikke kom så ofte til de møder.
Jeg forsøger at overleve. Jeg er en mester i at føre en samtale, som om jeg helt har styr på, hvem jeg taler med. Og jeg nikker hellere en gang for meget end en gang for lidt, når jeg går på gågaden. Sommetider kan jeg se, at jeg forbløffer en ukendt. Det er først på mine ældre dage, at det er gået op for mig, at mit handicap nok hedder manglende ansigtsgenkendelse. Jeg ved, at kineserne er i fuld gang med at scanne alle borgere ind, så de lynhurtigt kan lave ansigtsgenkendelse. Men det når nok ikke at blive implementeret i mine briller i min levetid. Og jeg bryder mig slet ikke om en sådan udvikling. Så meget større pris sætter jeg på min hustrus diskrete hjælp.