Det skete på vej ned ad bakken. Charlotte Weppenaar Pedersen havde sommerferie og var sammen med sin tvillingsøster på vej ned ad den stejle bakke, som fører til Stillinge Strand ved Storebælt. Hun mærkede, at cyklens styr rystede, og råbte til sin søster, at hun ikke kunne styre. Og så ramte hun jorden og styrtede ind i en nærmest lysende verden.
Søsteren løb efter hjælp. Charlotte Weppenaar Pedersen blev båret ind til en kvinde, som lagde hende på en seng.
”Jeg gled ud og ind af bevidstheden, men da min mor kom, sagde jeg til hende, at når jeg døde, ville jeg passe på hende fra Himmelen.”
De næste to måneder tilbragte hun på det daværende Sorø Sygehus. Begge arme var brækket, og hun havde fået en alvorlig hjernerystelse, som betød, at hun lå i mørke i flere uger. Først efter en måned fik hun lov til at se sig selv i et spejl.
”Jeg husker det som en lang uendelighed, hvor jeg lå alene i mørket. Min mor havde lært os at bede Fadervor, og den bøn levede jeg med i mørket, og jeg blev fortrolig med stilhed og en slags åndelig fordybelse, selvom jeg slet ikke havde ord for det dengang.”
Når Charlotte Weppenaar Pedersen, 61 år, fem årtier senere tænker tilbage på ulykken den sommerdag på cyklen, ser hun en sammenhæng mellem stilheden og fordybelsen i bøn i hospitalssengen og det, som i dag er hendes virke, og som vi skal tale om: At skrive ikoner.
Hun står i indkørslen og vinker til sin gæst, for hun ved, at det kan være lidt svært at finde huset ved Allerød i Nordsjælland, som er gemt som en stille oase nærmest pakket ind i roser. Her bor hun sammen med ægtefællen Allan Weppenaar Pedersen og en aldrende rød hankat. Her har hun de seneste 20 år skrevet ikoner, og her holder hendes ikonskole til.
Efter det lange hospitalsophold, hvor kontakten til familien havde været begrænset, fik hun en hverdag med skolegang og pigeliv, men når hun tænker tilbage, var det, som om barndommen endte den dag på vej ned ad bakken til stranden i Stillinge. Da hun gik ud og ind af bevidstheden, fik hun øjnene åbnet for en anden virkelighed, som fik hende til at føle sig anderledes end de andre piger i 4. klasse på Marievangsskolen i Slagelse.
Hun er vokset op med en mor, som bad Fadervor for hende, når hun skulle sove, og inden ulykken indrettede hun et slags alter på sit værelse.
”Jeg delte værelse med min tvillingesøster, så vi havde ikke megen plads, men jeg havde en lille kommode, hvor jeg fik plads til et kors og et lys og en porcelænsengel, som jeg havde fået af min mormor, og der bad jeg.”
Da tvillingerne var blevet konfirmeret, gav forældrene dem en rejse til Rhodos i Grækenland. Charlotte Weppenaar Pedersen rejser sig og er et øjeblik efter tilbage med tre ikoner, hvor motiverne ikke er meget større end Tordenskjold på tændstikæskerne.
”I dag vil jeg kalde dem turistikoner, men jeg måtte eje dem, og jeg lånte penge af mine forældre til at købe dem. På den rejse mødte jeg første gang kirker med ikoner, og deres skønhed åbnede mit hjerte. Da jeg så dem, vidste jeg, at jeg måtte lære den teknik. Min far konstaterede pragmatisk, at det nok ikke var noget, jeg kunne lære i Danmark.”
Da hun forlod folkeskolen, blev hun ansat som pædagogmedhjælper og blev siden pædagog. De overnaturlige oplevelser, hun havde haft i forbindelse med ulykken, søgte hun hjælp til at bearbejde og kom i den forbindelse i kontakt med en psykolog, som også var healer, og op gennem 1980’erne tog hun flere alternative uddannelser blandt andet inden for meditation og psykoterapi.
”Du skal forestille dig en anden tid, hvor folkekirken ikke på samme måde som i dag giver mulighed for, at man kan have en personlig praksis, som taler til hele mennesket.”
Ønsket om at skrive sine egne ikoner glemte hun ikke. Den første ikon satte hun sig for selv at frembringe. Det var frustrerende svært, og da hun blev tilbudt at komme på kursus hos en munk fra Athos, fader Gregorios, som skulle komme til Danmark for at undervise, var hun begejstret.
Fader Gregorios, som er en ældre ortodoks munk med langt gråt skæg og milde øjne, viste sig at være en krævende lærer. Ikke alene underviste han de danske elever i, hvordan en ikon bliver til, fra man står med et stykke lindetræ. Han lærte eleverne om ikonografien, symbolikken og indførte dem i den åndelige praksis, det er at skrive en ikon. Når han så Charlotte Weppenaar Pedersens ikoner, sagde han på sit noget mangelfulde engelsk.
”Charlotte kindergarten.”
Og selvom hun ihærdigt fortsatte arbejdet, så blev han i to år ved med at omtale hendes ikoner som noget, der hørte hjemme i en børnehave.
”Selvom jeg bad hjertebønnen, mens jeg arbejdede med ikonen, spurgte han, hvor sjælen var i mine ikoner.”
Under et af Gregorios’ besøg i Danmark var der en længere retræte for hans elever. Hver dag blev indledt med en morgenandagt, som Gregorios ledte. Den morgen begyndte tårerne at løbe fra Charlotte Weppenaar Pedersens øjne, og det var, som om noget smeltede i hende. Hun forklarede sin græske læremester, at hun ikke var ked af det, selvom hun konstant havde våde øjne. For hende var tårerne usædvanlige, men han tog knap nok notits af hendes ord eller tårer. Når hun siden har læst i sin bibel for at få ord for, hvad der skete i de dage, så synes hun, at Paulus’ ord i Galaterbrevets andet kapitel udtrykker det: ”Jeg lever ikke mere selv, men Kristus lever i mig, og mit liv her på jorden lever jeg i troen på Guds søn, der elskede mig og gav sig selv hen for mig.”
Hun rejser sig og henter den ikon, hun færdiggjorde på den retræte. Det er en Kristusikon. Da hun syntes, den var færdig, gav hun den til fader Gregorios, som tog den med op på sit værelse. Næste dag gav han den til hende med ordene:
”Du er godkendt til at være ikonograf.”
Hun står med ikonen og spørger sin gæst:
”Ser Kristus på dig?”.
Svaret er ja. Hun flytter ikonen en smule og gentager spørgsmålet. Og ja; ikonen ser tilbage.
”Ikonen symboliserer, at Kristus er allestedsnærværende. Det var det, Gregorios henviste til, da han efterlyste sjæl i mine første forsøg på at skrive ikoner. Ikonen er et vindue, hvor man ser ind i Gudsriget.”
Skønt hun ikke tilhører den ortodokse kirke, men er medlem af folkekirken, er Charlotte Weppenaar Pedersen autoriseret ikonmaler fra den græske munke halvø Athos. Certifikatet er dog ikke noget, hun skilter med, ligesom hun ikke skriver sit navn på de ikoner, hun skriver.
For Charlotte Weppenaar Pedersen var ikonografien en ungdomsdrøm, som blev til virkelighed. I de år, hun har beskæftiget sig med ikoner, har hun mærket, at mange andre har haft et ønske om at arbejde med ikoner. Hun ser det som en åndelig søgen.
”At skrive en ikon er som en gudstjeneste. Alt i ikonen har en symbolsk og åndelig betydning. Ikonen tolker på en tidløs måde, at Gud blev menneske. Jeg ser interessen for ikonerne som en søgen efter rødderne. Når du skriver en ikon, kommer du ind i en ro og stilhed. Man kan ikke skynde sig med en ikon.”