At årstiderne veksler er en tilbagevendende sansning, men den bliver bestemt ikke mindre væsentlig og velkommen, som årene går i et menneskeliv. Her i sognet, i præstegården, i vores familie og i mit indre har den seneste uge været berusende og bedøvende på den allersmukkeste måde.
Det er forår. Endelig blev det forår. I dag har præstegården været fyldt med sang, skrål og fløjten fra husets to yngste beboere, så jeg aldrig har hørt noget lignende. En helt utæmmelig og sprudlende forårs- og spirende sommerglæde har skullet ud.
Den yngste lufter dagligt de mælkeblege ben, og en del af skønheden ved de ben er netop den unge mands ligegyldighed over for sin egen bleghed: Man kan bare ikke have lange bukser på, når man er 14 år, og temperaturen første gang kommer over 20 grader. Der har således været gang i alverdens udeliv i og omkring præstegården: trampolinspring, vand i den lille oppustelige pool, herreaften på terrassen og den hyggelige eftermiddagslyd af naboens kaffestel, der klirrer.
I den forgangne weekend var jeg præst ved en vidunderlig udendørs vielse af to naturelskere med rododendronbuske, rislende vand og den lune vind, der luftede hjemligt gennem løvet. Der var mange smil den dag, og det har der været alle vegne den seneste uge, efterhånden som lyset og solens styrke har taget til: Folk smiler i haverne, på Nettos parkeringsplads, til og fra skole og på racercyklerne derude på landet.
Og midt i det hele var der Maja, den gamle kvinde på 83 år, som var døende af kræft efter et langt, godt liv. De to kærligt nærværende døtre, der sad ved hendes side, ville gerne, at jeg skulle have en snak med deres mor om det evige liv. Det blev til flere besøg, og den gamle dame var rolig, fattet og taknemmelig. Hun fik den smukkeste afsked, man kan tænke sig.
For en uge siden var jeg tilfældigt forbi Hospice Djursland, hvor hun lå på terrassen med den skønneste udsigt over Kaløvig. Den situation vil jeg aldrig glemme. Jeg har været betaget af udsigten mange gange, for det er en af de bedste i Danmark, men denne dag var der særligt magisk smukt på terrassen. For dér lå et menneske, træt og roligt afventende med to taknemmelige døtre ved sin side. Hun bare lå der og sugede det sidste af livet til sig midt i solen. Hun var træt og sov næsten hele tiden, men da jeg lagde hånden på hendes skulder og sagde, at det var Morten Præst, der var kommet, slog hun øjnene op og sagde ”Nej, det var da fantastisk”. Søndag morgen sov hun ind i det blide morgenlys, men der var liv i hende til det sidste, og jeg tror blandt andet, at det var foråret og Guds vidunderlige kraft deri, der gav hende de sidste, smukke dage og stunder.
Og ligesom foråret kan give os livskræfter, så tror jeg også, at døden som horisont i vores liv er med til at gøre hvert forår endnu mere værdifuldt. Årets gang giver os skønhed, men minder os også om tidens gang og dermed vores egen forgængelighed. Ikke mindst i år har det været særligt intenst oven på en elendig, kold og drivvåd maj, og efter over et års nedlukning, hvor der nu øjnes luft og frihed i det ikke alt for fjerne.
Sandelig: Det blev forår, og nu er det sommer. Der skal nok komme gråvejr og regnfulde dage igen, og kun de færreste af os kan håbe på en død så smuk som Majas. Men i Hjortshøj Kirke skal vi i dag ved hendes afsked synge ”Se, nu stiger solen af havets skød”, som endnu er et smukt, dybt udtryk for, at livet nok koster livet, og at forår følges af efterår, men at solen altid stiger af hav på ny. Og at ”når engang på Herrens bud / vort timeglas udrinder /en evig sommer hos vor Gud / i Paradis vi finder”.