Journalist Birgit Meister er bekymret. Hun husker tilbage på nytårsaften, hvor hun med uro gik ind i det nye år, for hvad kommer Brexit og præsidentvalget i USA til at betyde?
Hun er trofast læser af ugemagasinet The New Yorker og Time Magazine, som hun har læst, siden hun var ansat der som ung.
”Måske har man altid, ved slutningen af et liv, tænkt, at verden var lidt af lave. Jeg blev født under Anden Verdenskrig, og jeg voksede op i en tid, hvor verden blev genopbygget. Særligt min mor var sikker på, at verden aldrig kunne vende tilbage til de forfærdeligheder, man havde oplevet under Anden Verdenskrig. Jeg ved ikke helt, om verden længere kan leve op til hendes tiltro.”
Når Birgit Meister følger udviklingen på den internationale politiske scene, bliver hun mindet om behovet for stadig uddannelse og oplysning.
”Jeg tror på værdien af oplysning og uddannelse. Det er umådelig vigtigt, for at vi kan komme videre, og så må vi jo finde ud af, hvad vi forstår med videre. Men det er vigtigt, at det sker på en baggrund af viden. Det er afgørende, at der fortsat er folk, som tager læsere, seere og medmennesker ved hånden og siger: ’Kom, lad mig vise dig det her.’ Det er et privilegium at lære noget.”
I morgen kan hun fejre sin 75-årsfødselsdag. Af Kristeligt Dagblads læsere vil hun være kendt som klummeskribent, men mest kendt er hun som vært på TV Avisen i 1970’erne og 1980’erne. Ønsket om at bidrage til oplysning har fulgt hende i hele hendes voksne liv.
”Nu, da jeg er blevet en gammel kone, kan jeg se, at det i høj grad blev min vej at tage folk i hånden og sige: ’Kom, nu skal du se.’ Jeg er glad for, at jeg var vært dengang, da studieværten måtte sidde ned, og det gik lidt langsommere, og man havde lidt bedre tid til at forklare, end man har i dag.”
Hun voksede op i Charlottenlund nord for København med rejselystne forældre. Moderen var hjemmegående, og hendes far, Knud Meister, var journalist og forfatter til blandt andet seriebøgerne om Jan og Puk.
I slutningen af 1940’erne var hendes far i USA første gang, og hun husker, at der kom udenlandske gæster i hjemmet og forældrenes udsyn. Som familie rejste de også mere end gennemsnittet i datidens Danmark.
Hun fandt tidligt ud af, at hun trivedes med at skrive. Da hun var blevet student, var hun ikke i tvivl om, at hun skulle være journalist. Modsat de fleste journalister i sin generation kombinerede hun den traditionelle mesterlære med at studere dansk på Københavns Universitet. Hun læste ikke for at få en akademisk grad, men fordi hun ønskede en faglig fordybelse.
Som nyuddannet journalist rejste hun til USA, hvor hun blev ansat på Time Magazine i New York i en praktikantstilling. Hun arbejdede som journalist i USA, da præsident John F. Kennedy blev skudt i 1963, ligesom hun oplevede borgerrettighedsbevægelsen.
”Jeg mødte aldrig selv Martin Luther King, men når du sad på Time Magazine, der dengang var et betydningsfuldt magasin, følte du, at du nærmest kendte ham og andre vigtige personer fra den tid, for vi arbejdede så intenst med dækningen af blandt andet borgerrettighedsbevægelsen. Den vigtige kamp, borgerrettighedsbevægelsen udkæmpede i de år, er noget, som aldrig har forladt mig, men kom til at præge mig både fagligt og menneskeligt.”
Et eksempel på Birgit Meisters evne til at bruge journalistikken til at tage andre ved hånden er ”Bogen til mine kære”. Den udkom første gang i 1991 og er siden udkommet i mere end 25 oplag.
”Jeg havde mine jævnaldrende i tanken, da jeg skrev bogen. Mange var begyndt at miste deres forældre, og flere stod ganske uforberedt på det, som skulle ske. En begravelse kan ikke laves om, så det er en hjælp, hvis man ved, hvad ens kære har af ønsker.”
”Den første tid, efter bogen var kommet ud, sad jeg nærmest på et bjerg af breve fra folk, som skrev til mig om, hvordan de havde taget afsked med en kær, og om den svære tid efter dødsfaldet. Jeg havde åbenbart fået løftet låget til et emne, som man gerne vil arbejde med. Der går fortsat ikke en uge, uden jeg får henvendelser fra folk, som har erfaringer med bogen, men siden den udkom første gang, oplever jeg, at vi har fået en mere realistisk forståelse af, at sorg ikke er noget, som er væk efter tre måneder. Danmarks første hospice kom først, efter bogen var udkommet. Udbredelsen af hospicer har også betydet noget for vores tilgang til døden.”
I 2002 blev hendes mand, Hans Jørgen Petersen, syg. Under et ophold i USA fik han konstateret den dødelige neurologiske sygdom Multipel System Atrofi (MSA). Parret kendte ikke til den sjældne sygdom, og med diagnosen fulgte et behov for viden. Her kunne de trække på læger i England, hvor de opsøgte behandling.
”Når jeg spurgte lægerne, hvad man kunne gøre for at hjælpe, så sagde de tre ting: information, information og information.”
Sådan gik det til, at hun i 2004 var medstifter af Landsforeningen Multipel System Atrofi, som hun siden har været formand for. Der er omkring 300 mennesker med diagnosen i Danmark, og gennem foreningen kan patienter og pårørende få de oplysninger, ægteparret i sin tid måtte hente i England.
”Det kan godt være, at du har en sjælden sygdom, men når du er syg, så betyder det ikke noget, om der er 100.000 med samme diagnose eller 100. Takket være foreningens arbejde er det også lykkedes at indsamle midler, så der i dag forskes i MSA i Danmark.”
På bordet ligger det måske mest omfattende formidlingsarbejde, Birgit Meister har medvirket til. ”Salmeordbogen”. Bogen udspringer af hendes arbejde i Salmebogskommissionen. Fra 1993 og 10 år frem var hun medlem af kommissionen udnævnt af daværende kirkeminister Torben Rechendorff (K), hvor hun repræsenterede brugerne af Salmebogen. Da arbejdet var afsluttet, tog hun sammen med teologen og pianisten Eva Meile, som også havde været medlem af kommissionen, fat på at lave en ordbog til Den Danske Salmebog. Ordbogen er på knap 600 sider og kan bruges som en guide til salmeskatten i et nutidigt sprog.
”For mig er salmerne umistelige. De er fulde af genialiteter, og de bedste af dem er gudbenådede, men mange af salmedigterne tager fuldstændigt for givet, at man har et stort kendskab til den kristne tro, og jonglerer med henvisninger til Bibelen.”
Da Birgit Meisters mand blev syg, var hun leder af redaktionen for DR 2’s Deadline, og hun sagde jobbet op for at passe ægtefællen. Han døde fire år efter, han havde fået diagnosen. At det ville gå så stærkt, kom bag på dem.
”Det var et stort arbejde at passe ham, men det arbejde var for intet at regne mod, hvor svært det var at miste ham og blive alene. Vi var gift i 41 år, og jeg kan ikke forholde mig til, at det er 10 år siden, han gik bort. I forhold til et sådant tab bliver tid en urealistisk størrelse, for relationen var så tæt. I tiden efter var det et privilegium at have nogle opgaver, som jeg skulle løse, hvor jeg også var med i nogle fællesskaber, og så havde jeg naturligvis også min familie, som var en støtte.”
Siden hendes mand blev syg, har hun arbejdet som freelancer, og selvom hun i morgen fylder 75 år, ser hun ikke sig selv som pensionist, men nyder, at der fortsat er opgaver. Et skattet frirum er ridning. Hun er vokset op i en hesteglad familie og har, med større eller mindre intensitet, dyrket dressurridning, siden hun var barn i Charlottenlund. Birgit Meisters hest er 20 år og er egentlig pensioneret. Den står hos en veninde, som rider den en gang om ugen, mens hun selv rider den to gange i løbet af ugen.
”Dressur er sådan noget, andre finder kedeligt, men for mig har det været en livslang glæde.”
Hendes mand blev begravet fra Garnisonskirken i det indre København, hvor parret var kommet gennem en årrække. I dag forsøger hun fast at nå søndagens gudstjeneste i Garnisonskirken.
”Gudstjenesten er et sted til fordybelse og et sted for ånden, og jeg har en vældig begærlighed efter at deltage i højmessen, specielt med den acceleration, som er omkring os. Jeg har brug for den ro, koncentration og bekræftelse, som er i en times kirkegang.”
”Min tro på oplysning og uddannelse gælder også, når vi taler om tro og religion. I min skoletid var der en naturlighed, hvormed de kristne grundværdier blev givet videre, som vi ikke har i dag. Jeg er vokset op med en naturlig tilgang til, at du ikke er alene, men på en eller anden måde er mennesker blevet frarøvet tilhørsforholdet til Gud. I gamle dage var det en naturlig del af vores liv. For mig er tilhørsforholdet til Gud et vilkår og noget, som ikke er til debat, men noget vi går ud fra, og så kan vi debattere andre ting ud fra det vilkår.”